1410 skuespil i databasen 28.03.2024

Kain og Abel

Dario Fo
Baggrunds information
En gøglermonolog
År / Udgivet:2000 /
Varighed:0 minutter
Område / Genre:Voksne / Monologer
Medvirkende:1-2 ( 0 kvinder, 1 mænd, 0 børn, 0 øvrige )
Rettigheder:Dario Fo
ISBN:ingen
Locations:1
Musik:
Mere info:Dario, Fo
Bent Holm oversætter




webmaster@skuespil.net
Rolleliste
1 md
Uddrag
"Te absolvi... animus... santi... Blop... Aame... Blop..." Tårnet forsvinder, klokketårnet synker med klokker og det hele: Dong... Ding... Dopp... Blopp..." "Endnu den dag idag", fortsatte den gamle glaspuster, "hvis man læner sig ud fra den klippespids, der stadig stikker op af søen... og hvis der i samme øjeblik bryder et tordenvejr løs, så lynene lyser søbunden op, så kan man - utroligt nok - få øje på den sunkne by dernede. Og husene og gaderne er stadig intakte. Og som i en levende julekrybbe ser man dem, beboerne på den gamle klippe, som stadig går rundt... og bestemt og uanfægtet gentager: "Der er ikke sket noget." Fisk svømmer frem og tilbage foran deres øjne... tilmed ind i ørerne... "Ingen grund til bekymring! ... Det er bare en slags fisk, der har lært sig at svømme i luften", siger de. "Atju!" "Prosit!" "Tak... det er lidt fugtigt idag... mere end igår... men alt er godt!" De var gået til bunds... men for dem var der absolut intet sket. Man kan ikke nægte, at et sådant eventyr er rystende aktuelt den dag idag. For hvor mange mennesker findes der ikke, der foretrækker at glide ned i afgrunden frem for at se sandheden i øjnene!" I sine erindringer Flagermusenes landsby beretter han udførligt om sin inspiration fra fabulanterne: "Afgørende var også de skuepladser, forestillingerne udspillede sig på, usædvanlige scener, der varierede med fortællerens profession og fortællingens funktion. Fiskerne valgte som deres sted søjlegangen ved det indre havnebassin. Vi drenge var deres mest passionerede publikum. Bådføreren Fidanza og hans hjælpere stillede os op på stribe, i en halvcirkel, for at holde og udrede garnene, der skulle bødes. Det var ikke noget, de pålagde os, overhovedet ikke: det var en opfordring, vi tog imod med glæde, ja, med begejstring. De kvitterede med at fortælle skrøner. I de fortællinger var jeg fascineret af paradokserne og især af sproget, spækket som det var med besynderlige vendinger, der kaldte mærkelige billeder frem i mig, og som jeg så anstrengte mig for at indlemme i mit ordforråd. Ofte lykkedes det mig ikke præcist at gribe ordspillet, så jeg måtte have det gentaget… og begyndte at grine i utide og blev tysset på af mine lyttende kammerater. Min første lærer i historiefortælling var jo morfar Bristìn, men her fulgte jeg en sand master class i gøgleri, hvor jeg lærte de mest forskellige teknikker og former for fabulering. På den måde lærte jeg så den originale dialekts struktur, som er noget andet end blot og bart at tale på dialekt; fremfor alt tilegnede jeg mig et oprindeligt og fuldstændigt sprogs struktur, hvilket tillader dig hvert øjeblik at opfinde udtryk i fuldstændig frihed. Disse fortælleres stil foldede sig ud i improvisationen; som sagt gik de helt klart efter at lægge de forskellige passager op ad en her-og-nu realitet. Jeg har været ude for at høre den samme historie fremført i tre eller fire forskellige versioner. Beretterens dygtighed bestod netop i hver gang at tilpasse den til alle de aktuelle variationer, herunder lokale forhold og sladder på vaskepladsen. Enhver tilfældighed eller uforudset hændelse udefra blev straks smeltet ind i forestillingen: et knald fra smugfiskerne, et skud fra et jagtgevær, en klang af klokker… intet blev ignoreret. Og først og fremmest så tabte fortællerne aldrig tilhørernes humør og følelser af syne. Hvis der var en, der grinede ubehersket eller reagerede misfornøjet på stiklerierne og tog sig det nær, ja, så blev han syndebuk; samme behandling fik tilskueren med de langsomme reflekser, som ikke straks fattede det komiske spil. Alt tjente til at skabe bevægelse, liv, involvere alle i fortællingen. Med andre ord, de gjorde det fantastiske aktuelt og omvendt. Fortællerne opfattede helt klart ikke fortællingen som teater, og dengang satte jeg heller ikke de to genrer i forbindelse med hinanden; især var jeg endnu ikke i stand til at fatte den store forskel mellem at fortælle og at fremstille, og jeg var absolut overbevist om, at teater udelukkende indebar skuespilleri, flere medvirkende, scenografi, lys- og lydeffekter… kort sagt en iscenesat magi. Først senere, da jeg havde opnået en betydelig scenisk erfaring, forstod jeg, at fabuleringen var den gnist, der havde drevet mig til at udtrykke mig episk-folkeligt."