1410 skuespil i databasen 23.07.2024

Adam og Eva

Dario Fo
Baggrunds information
En gøglermonolog
År / Udgivet:2000 /
Varighed:0 minutter
Område / Genre:Voksne / Monologer
Medvirkende:1-2 ( 0 kvinder, 1 mænd, 0 børn, 0 øvrige )
Rettigheder:Dario Fo
ISBN:ingen
Locations:1
Musik:
Mere info:Dario, Fo
Bent Holm oversætter




webmaster@skuespil.net
Rolleliste
1 md
Uddrag
Fo fortælleren Det var ikke så lidt frækt, da Det svenske Akademi i 1997 tildelte Dario Fo Nobelprisen i litteratur. Det indebærer unægtelig en udvidelse af litteraturbegrebet, al den stund Fo ikke er den trykte, færdige teksts mand, han er fabulanten, improvisatoren, den mundtlige og kropslige fortællings mester. Det gør det i øvrigt til lidt af et (festligt) helvede at være oversætter: det er indimellem næsten umuligt at få en definitiv tekst, forestillingerne er levende organismer, man henvises undertiden til båndoptagelser og videoer. En stor monolog som Historien om tigeren blev ikke skrevet ned, men opstod 1977 på scenen. Den trykte tekst er en udskrift af en opførelse. Da Franca Rame, Fos hustru og kunstneriske kompagnon, præsenterede bogen for Fo, åbnede han den ikke. Hans eneste kommentar var: "Pænt omslag!" Og hans bog om skuespilkunst, Lille håndbog for teaterfolk, er ikke skrevet, knapt nok talt, men opført på diverse seminarer, som dernæst er skrevet ud og redigeret. Og som om det ikke var nok, udtrykker Fo sig ofte i en marvfuld blanding af norditalienske dialekter, som på scenen tilmed kan slå over i egentligt lydsprog, sort tale, det legendariske "gramlot". Det er så småt gået hen og blevet en teaterhistorisk kendsgerning, at middelalderens og renæssancens "gøglere" m.fl. benyttede sig af "gramlot". Det er sandt, at sort tale, nonsens, kaudervælsk, sprogforbistring osv. er klassisk gods i grotesk-komisk teater. Fos historik er imidlertid ganske kreativ. Sandsynligvis stammer betegnelsen "grammelot" fra øvelser blandt teatermanden Jacques Copeaus elever. Dermed er vi et stykke op i 1900tallet. Den refererer til et emotionelt-ekspressivt register af non-verbale lyde. Den tekniske term var "grommelots", afledt af "grommeler", at brumme eller mumle. Fos læremester, Jacques Lecoq, var inspireret af Copeau. Vi er kort sagt milevidt fra litteratur i gængs forstand. Til gengæld er vi lige i centrum af en universel fortællekultur. Det har at gøre med Dario Fos baggrund. Skrønemageren Skuespilleren, dramatikeren, instruktøren og scenografen Dario Fo kom til verden i 1926 og satsede egentlig på en karriere som arkitekt og billedkunstner. Men et fabulant-gen drev ham uhjælpeligt mod teatret. Han stammer fra en sammenhæng af folkelige historiefortællere, håndværkere, kræmmere, fiskere og smuglere, der levede og åndede med sære, skæve og fabulerende beretninger, som på forunderlig vis altid var til stede som løbende kommentarer til folks liv og færden, gerne med rod i myter og eventyr. Historiefortælleren er en arketype, som kendes til alle tider, i alle folkeslag, bæreren af en kollektiv fantasi og billedverden. Det er en af hemmelighederne bag Fos gennemslagskraft. I sin forelæsning i anledning af modtagelsen af Nobelprisen kvitterede Fo bl.a. for skolingen hos fortællerne fra det lokale glasværk: "Jeg vil gentage, at jeg har meget at takke mine glasmestre for. Og de er også jer meget taknemlige, kan jeg forsikre jer, ærede akademimedlemmer, for I har givet prisen til en af deres elever... " Og han berettede om fabulanterne "fra den lille by ved Lago Maggiore, hvor jeg er født og opvokset, og hvor der er en stor fortælletradition. Disse gamle fortællere og glaspustermestre lærte mig og andre drenge håndværket, kunsten at fortælle absurde eventyr. Vi lyttede til dem og reagerede med latter og tavshed, som blev siddende i halsen, på grund af den tragiske allegori, som pludselig overdøvede enhver sarkasme. Jeg husker stadig eventyret om Caldéklippen. "For mange år siden..." fortalte glasmesteren - "helt oppe på toppen af den klippe, som knejser over søen... helt deroppe lå en by, som hed Caldé, og dag for dag gled hele byen langsomt ned mod afgrunden. Det var en vidunderlig lille by med et klokketårn, et forsvarstårn helt oppe på spidsen og klynger af huse rundt om. Det var en by som fandtes i virkeligheden, og som nu ikke findes længere: den forsvandt i 1400-tallet. "Hej! ... " råbte bønderne og fiskerne, der boede nede i dalen -"pas på, I glider ned... flyt ned derfra!" Men dem der boede på klippen hørte ikke efter, tværtimod, de lo og gjorde nar af de andre: "Hvor er I snedige! I prøver at skræmme os for at få os til at forsvinde, flytte væk og efterlade husene og jorden, så I selv kan overtage det. Så dumme er vi ikke." Og de fortsatte med at beskære vinstokkene, at tilså markerne, gifte sig og elske. De gik til messe. De følte klippen glide under husene... men det gik de ikke specielt op i. "Klippen sætter sig, det er helt normalt...", forsikrede de hinanden. Men den store klippeblok var ved at synke ned i søen. "Pas på, I står i vand til anklerne!", råbte de fra strandbredden.