Hundredårsdagen

HUNDREDÅRSDAGEN er hentet lige ud af tv-skærmens halvfemsårsfødselsdag - og også denne har fået en ny drejning i og med at historien er flyttet ti år frem og parrets samliv viser sig at have fået uventede konsekvenser hen over årene.

HUNDREDÅRSDAGEN Et mindre drama Medvirkende: HUN, fylder hundrede HAN, er også oppe i årene

Forfatteren kan ikke acceptere at teatret i vore dage - som det hævdes - har gravet sig ned til det rene ingenting. Han vil hellere grave sig ned til nye rigdomme, og større fylde, med både fortidserindringer og fremtidshåb - også for de hundredårige. Selvfølgelig står han også i denne intention, såvel som i den foreliggende handling, på skuldrene af andre. Hvem gør ikke det. HUNDREDÅRSDAGEN (To ældgamle mennesker. Hun ligger i den ene halvdel af en mægtig dobbeltseng, iklædt en overdådig kjole af noget der ligner sammenfiltret spindelvæv, ophøjet til kunst. Han er i noget lignende, som dog inderst inde er holdt sammen af en slags jakkesæt. Han står på den modsatte side af sengen og holder overordentligt belevent en fødselsdagskage frem. Der er ti lag på den - og ti lys, men de er ikke tændt. Der hviler en stor højtidelighed over rummet - endnu) HAN: Til lykke! HUN: Hvad er det? HAN: En fødselsdagslagkage! HUN: Nej, jeg mener det som er sat der ovenpå! HAN: Som du ser, har jeg sat ti lys i kagen. HUN: Hvorfor har du kun sat ti lys i? HAN: Hvert lys gælder for ti år. HUN: Det forstår jeg ikke. HAN: Det bliver lige hundrede. HUN: Jamen, jeg vil have hundrede lys i! HAN: Denne gang får du de her ti. HUN: Jeg vil have hundrede! HAN: Hundrede lys! Jeg kan jo ikke nå at tænde hundrede lys inden du dør - HUN: Så kun ét! HAN: Eller inden jeg dør. HUN: Så vil jeg kun have ét lys! (han stiller kagen på sengebordet og ser betænkeligt på den) HAN: Nej - ét lys, det ser alligevel for fattigt ud. Men du får også noget andet, vent bare og se! HUN: Så vil jeg i det mindste vente med at pakke min gave ud til bagefter. HAN: Til bagefter hvad? HUN: Til vi har været i seng med hinanden. HAN: (forsigtigt) Måske skulle vi alligevel hellere tænke på at pakke ud sådan lidt hen ad vejen. HUN: Det er min hundredårsdag i dag. Jeg vil også have lov til at bestemme noget. HAN: Du har bestemt det store altomfattende hovedtema i alle årene. HUN: Jeg vil også have lov til at bestemme nogle detaljer. HAN: Det skal jo også fungere. HUN: Siger du at det ikke fungerer når jeg bestemmer. HAN: Ikke altid - ikke i detaljen, mener jeg. Vent - nu skal du se hvad jeg har fundet til dig. (han skal til at hente det han har fundet, men vender ganske kort tilbage) Det er mig der er den praktiske her, så må det også være mig der har ansvaret for detaljen, sådan har det altid kørt mellem os, det ved du også godt! Det er mig der styrer, og dig der bestemmer! HUN: Hvad var det så du havde fundet til mig? (han smiler: Nu kender han hende igen. Han går ud. Hun gør omgående anskrig) HUN: Ikke lade mig være alene! (det varer da heller ikke mere end et sekund før han er inde igen, med hvide tulipaner, som han holder frem mod hende) HAN: Desværre har vi ikke flere vaser at tage af. Men tulipaner skulle du da have på en dag som denne, det kunne ikke være andet. Vi kan jo stikke dem ned bag rammen, det vil se godt ud. HUN: Så må du vende billedet om, ellers ser det for usselt ud. HAN: Synes du det? Lige i dag? (hun betyder ham med en håndbevægelse at han skal gøre som hun siger. Han gør som hun siger og stikker så tulipanerne ned bag rammen. Forsiden af billedet der er meget stort og imposant, er en broderet indskrift: GUD SER - NÆSTEN - ALT. Hun bliver liggende på ryggen og beundrer tulipanerne ved at kigge bagover. Tulipanerne er jævnt fordelt hen langs rammen. Hun er tilfreds, men siger det ikke ligeud, hun retter igen blikket mod ham og stiller ham et ledende spørgsmål) HUN: Spørgsmålet er, og har altid været, hvem af os der elsker den anden højest. HAN: Ja, det er jo i virkeligheden ikke godt at vide. HUN: Jo, det er godt at vide. Det gør jeg. HAN: Så er det ikke et spørgsmål. HUN: Hvad er det så? HAN: En konstatering. HUN: Vil det så sige at vi er enige? (han tygger lidt på den - må så komme med en lille indsigelse) HAN: Du konstaterer, altså spørger du ikke. Det andet ville nok være at strække det for vidt. HUN: Nå, men jeg er enig. Det må være lige så godt. HAN: Det mener du virkelig? HUN: Også for dig. HAN: Hvorfor også for mig? HUN: Så skal du ikke trækkes med den usikkerhed. HAN: Det har du fuldkommen ret i, den behøver jeg ikke længere trækkes med.