Anna og kongen

Karen og Hans flygter fra Børnehuset i Christian den Fjerdes København. Karen får plads hos Anna og Jacob i værtshuset, ”Store Lækkerbidsken”, og Hans bliver musiker hos selveste Kongen.

PERSONERNE: Anna, gift med Jacob fra Store Lækkerbidsken Jacob, ejer af Store Lækkerbidsken Karen, en fattig pige i nød Hans / Didrik, en fattig dreng Kongen Marie, Kongens tjene

1. Scene PÅ TORVET I BYEN Der er helt stille og tomt på scenen et øjeblik. Ind kommer en pjaltet dreng farende, kaster sig ned for at undersøge noget, han har i hænderne. Mens han sidder der på knæ og undersøger dette ”noget”, kommer en pige listende hen bag ham og vælter ham omkuld. De tumler rundt og drengen taber det, han har i hænderne. Pigen skynder sig at sætte en fod på det. Hans – Gi’ mig det. Det er mit. Karen - Ja, men jeg så det først. Og du snuppede det lige for snuden af mig. Hans - Det er da klart. Sådan en ring er penge værd. Karen - Og du tiggede - du gjorde! Jeg så det selv. Hans - Nå, og hvad så? Hvad rager det dig? Karen - Har du tilladelse måske? Hans - Tilladelse? Til hvad? Karen - Til hvad? Til at tigge selvfølgelig. Hans - Det rager ikke dig, har jeg jo lige sagt. Gi`mig det så. (Han griber ud efter pigen) Karen (stadig med foden på ”byttet”, flytter hun sig lidt) - Grabberne væk, eller jeg sparker dig. Hans - Du kan lige prøve! Karen - Nå, har du tilladelse - ja eller nej? Hans - Nej! Karen - Tænkte jeg det ikke nok. Du har da heller ikke noget mærke. Hans - Mærke? Hvad mener du? Karen - Er du fræk eller dum? Tiggertegnet! Så man kan se, at du har lov til at tigge. Hans (med påtaget værdighed) - Jeg tigger ikke! Karen - Nå, ikke. Det er løgn. Hans - Hvad ved du om det? Kender vi to måske hinanden? Karen - Næh. Men jeg har holdt øje med dig hele dagen. Og jeg så dig tigge henne på markedet. Hans - Gjorde du det! Men jeg var sulten, og damen var flink. Hun gav mig et brød. Karen - Og du spillede blind, gjorde du. Hans (griner lidt) - Og hun hoppede på den, ha`! Karen - Skam dig! Hans - Man skal vel leve. Karen (idet hun bøjer sig ned og tager ringen op) - Og denne her. Den har du hugget. Så er du også en tyv. Hans (griber ud efter ringen) - Gi’ mig den. Jeg fandt den! Jeg stjal den ikke! Karen - Du så hvem der tabte den. Og det gjorde jeg også. Hans - Jamen damen havde masser af ringe på. Hun vil ikke savne den. Karen - Godt med dig. Når man beholder noget, der tilhører andre, så er man en tyv. Sådan er det bare. Hans - Hvor er du hellig. Hva’ med dig selv, hva`? Nu vil du hugge den fra mig, så er du også en tyv. Karen. Måske. Men hvem siger, at jeg vil hugge den fra dig? Hans - Så gi’ mig den dog, dumme tøs! Karen(hiver ham i håret) - Du skal ikke kalde mig tøs. Tiggerpak! Hans - Ha`, det kan du selv være. Du ser ikke ligefrem rig ud. Karen slipper ham og tager hænderne op for ansigtet, vender sig væk fra ham. Hans (klapper hende tøvende på skulderen) - Undskyld. Gjorde jeg dig ked af det? Hvad hedder du? Karen(vender sig om mod ham og tørrer øjnene) - Nej du gjorde ej! Karen! Jeg hedder Karen, hvis du gerne vil vide det. Hans (tager sin fedtede, lasede hue af og bukker overdrevent høfligt) - Til tjeneste unge jomfru. Mit navn er Hans. Karen - Hans? Er du her fra byen Hans? Hans - Næh. Jeg er lige kommet hertil i går. Hvad med dig, Karen? Karen - Jeg kom herind for en uge siden. Ude fra landet af. Hans - Hvad med din far og mor? Karen - De døde sidste år. Af sygdom. Lige efter hinanden. Og min værge var en led karl. Jeg var så klog, sagde han, så… Hans - Du stak af! Karen - Nemlig! Også på grund af rygter om mine særlige evner. Hans - Særlige evner? Hvilke særlige evner? Karen - Rager ikke dig! Hans - Nå, nå. Så siger vi det. Jeg er også forældreløs. Karen - Er du? Jamen skal vi så ikke slå os sammen? Hans - Mener du, blive kærestefolk og sådan noget? Karen - Åh, må jeg være fri! Jeg mener bare, at vi kan gå rundt i byen og finde noget, og så dele det. Hans - Husk lige hvad du sagde før om tiggeri og tyveri. Karen - Vi kan jo arbejde, kære Hans. Arbejde! Har du nogensinde hørt om det? Hans - Med hvad? Hvem vil ha’ sådan to pjaltede nogen som os, hva`? Nej, giv mig nu ringen. Jeg må videre inden mørket falder på. Karen (tager ringen nærmere i øjesyn) - Du kan tro nej, du. Vi deler den! Hans (med et grin) - Hvordan? Ved at skære den midt over? Karen - Du er altså både dum og fræk. Vi bytter den væk, selvfølgelig. For mad. Hans - Åh, nævn ikke ordet mad. Jeg er ved at dø af sult. Når jeg nu ikke kan slippe af med dig, så lad os se at komme hen på markedet og få byttet den til noget ædelse. Karen - Som du dog kan sige det. Men du har ret. Jeg er også meget sulten. Kom, lad os gå hen på markedet. De begynder at gå ud af scenen. Men fra den anden side dukker der pludselig en øvrighedsperson op, lige bag ved dem. Mand - Hov, stop! Hvad laver I to her? Hans og Karen vender sig forskrækket om. Hans - Hvem, os? Karen - Løb Hans! Løb!