Hamlet

”Der var engang en lykkelig prins af Danmark...” Sådan begynder Horatio sin fortælling om Hamlet. De to unge drenge bor på danskekongens borg, yderst hvor landet møder havet. De er bedste venner; udkæmper drabelige fægtekampe på bastionen og kikker langt og forelsket efter Ofelia. De svæver som unge ørne over himlen, hele verden er deres. Men en dag bliver kongen, Hamlets far, myrdet. Den voksne verden vælter ind over drengene, og deres barndom går i stykker. Sammen sværger de at afsløre kongens morder og hævne drabet. Men i forsøget på at finde sandheden begynder de at indse, at mennesker er falske, at kærligheden er forræderisk, og at livet er noget man kan miste.

Personerne Hamlet prins af Danmark Horatio Hamlets bedste ven Claudius Hamlets onkel og konge af Danmark Gertrud Hamlets mor og dronning af Danmark Genfærdet Hamlets afdøde far, den tid

Første akt Scene 1 B: Horatio: Hør! Sådan lyder tavshed, sådan lyder glemsel. Sådan lyder det, når ingen fortæller og ingen husker. Jeg har lovet at fortælle ... Men hvor skal jeg begynde, og hvor ender min beretning om hvordan det gik så galt? Han var min bedste ven ... A: Hamlet: Horatio! Din sorte ærkeslyngel! Horatio: Hvem der? Hamlet: Kom an på bastionens kant og kæmp, og gid det dystre hav må ta hver kryster, kom an og balancér på denne klode! Her står jeg, Hamlet, danskekongens søn! Forsvar din ære, be din sidste bøn! (de trækker begge et imaginært sværd) Begge: Tching! Horatio: Hamlet, din stodder og kujon, kom an! Begge: Hævn! Ha! (drengene fægter imaginært) Hamlet: Tag så den, din usling! Ha! Horatio: Ha! Kom igen, dit mudderhjertede skvat! Hamlet: Hvad? Horatio: Tøsedreng! Hamlet: Nå!!! (de kæmper, Hamlet bliver "ramt") Hamlet: Åh, niddingsværk og grumt forræderi! Ramt, Horatio, stakkels mig, farvel! Åh, havde jeg blot meget mere tid, men døden venter ikke, når den kommer. Jeg er død, Horatio, du lever, nu, fortæl sandfærdigt om mig og... Horatio: Dø ej, min ven, min stolte prins, for himlens... Hamlet: Jo! Og bar du mig i hjertet nogensinde så lev med smerte i den hårde verden, fortæl dem hvem jeg var - resten er tavshed. (Hamlet ”dør”, så flækker drengene af grin) Horatio: Der var engang en lyklig prins af Danmark... Han voksede op på sin fars mægtige borg, yderst dér, hvor landet møder havet. Vi var altid sammen... Hamlet: Nu svæver unge ørne over himlen! Begge: Uadskillelige! Uovervindelige! Hamlet: Udødelige! Horatio: Udødelige ... Hamlet: Hele verden er vores. Horatio: Der var engang en lykkelig prins, der drømte ... kærlighed. Hamlet: Har du set hende? Horatio: Hvem? Hamlet: Har du set hende?! Horatio: Hvem?! Hamlet: Ofelia! Horatio: Nåh... Laertes´ søster? Hamlet: Ja! Har du nogensinde set så skøn en pige?! Horatio: Nej ... Hamlet: Hun svæver som en dugvåd morgenstund ... Åh Horatio, jeg er så forelsket, jeg kunne dø af det! Horatio: Se! Der går hun ... Hamlet: Hvor? Horatio: Dér… sig noget til hende. Hamlet: Nej! Horatio: Jo, kom nu! Ofelia?! (han pifter) Hun vinker ... Hamlet: Gør hun? Ofelia! Vent lidt ... Horatio: Der var engang en lyklig prins af Danmark ... og så en dag ... døde hans far. Hamlet: Far?! Horatio: Kongen. Hamlet: Far ... Scene 2 B: Horatio: Hamlets fars pludselige død havde overrasket alle, og i dyb sorg blev han begravet med al den pomp og pragt, der var en konge værdig. Hamlets onkel, Claudius, samlede nu hele hoffet i den store tronsal og sagde ... B: Claudius: Skønt mindet om vor kære broders død endnu er grønt, og skønt det er en pligt for os at bære sorg, så hele riget er som ét eneste fortrukkent ansigt, så må vi også tænke på os selv: så derfor - hun, der var hans kone og hans dronning og medudøver af den stærke magt - har vi nu taget til vor ægtehustru. Horatio: Og se, det var et snedigt træk, for ved at gifte sig med Hamlets mor, dronning Gertrud, blev Claudius Danmarks nye konge. Claudius: Kongen er død! Alle: Kongen leve! Claudius: Min kære Hamlet, min nevø, min søn... A: Hamlet: Du har giftet dig med min mor, men din søn bli'r jeg aldrig! Claudius: ... sid nu ikke dér og hæng med skuffen. Hamlet: Mig? Jeg er sandlig ved at dø af grin! Ha! Claudius: Gertrud ... B: Gertrud: Min Hamlet, læg din dystre mine væk og kast et venligt blik på Danmarks konge. Alt levende må dø, sådan er det. Hamlet: Ja mor, det er en simpel sandhed. Gertrud: Nå ... Det lader ellers til du ikke forstår det. Hamlet: Lader til? Nej, jeg forstår det virkelig ikke, og jeg vil ikke ha det! Så jeg behøver ikke at ”lade som om” jeg sørger, min sorg er nemlig ægte! (hulker demonstrativt) Men jeg bærer sorgen indeni mig, og dét jeg har herinde ... det kan jeg ikke vise. Claudius: Det tjener dig til ære, kære Hamlet, at gøre sorgens pligt imod din far, men husk, din far har selv mistet sin far, og altid har vi vidst at fædre dør. Tænk på mig som din far. Lad verden vide, at du er den, der står vor trone nærmest. Hamlet: Jeg må vel lyde jer så godt jeg kan. Gertrud: Det var jo et smukt og kærligt svar. Min konge, kom; for Hamlets blide ord de smiler til mit hjerte, lad os gå.