Æblefugl

To veninder længes efter den eneste ene, mens en ældre kvinde ser tilbage på et langt, utilfredsstillende ægteskab. De to veninder finder endelig den perfekte metode til at finde den ideelle mand til deres veninde. Det eneste problem er, at hun er død. Men måske er det netop betingelsen for de ideale kærligheds opfyldelse. En komisk, fræk, smertefuld og poetisk fortælling, der giver begrebet net-dating en helt ny dimension.

3 kv

Publikum kommer ind. Scenen er et køkken. Lyset er dæmpet. Den gamle kvindes monolog starter som lydspor og rammefortælling: Scene 1 Monolog: Erindringen er den fortælling vi skaber om os selv, sagde en mand en gang til mig. Jeg kendte ham ikke. Han sad i flyet ved siden af mig. Jeg husker jeg syntes det var lidt... løst. Som om, man har frit valg på alle hylder og bare kan vælge den fortælling der passer en. ”Min erindring er ikke en fortælling. Den er en opsamling af fakta, jeg ikke selv har skabt”, sagde jeg til manden i flyet. Han smilede venligt. Siden tænkte jeg over det. Prøvede at udskille de ting, der var sket i mit liv, som jeg selv havde fået til at ske. Men alle de valg, man træf-fer, har konsekvenser, man ikke ville kunne have regnet ud. Jeg valgte selv Poul for eksempel. Han friede, og jeg sagde ja. Jeg var vel forelsket. Eller forelsket i idéen om et liv med ham. Han var så ordentlig. Havde styr på tingene og økonomien. Han virkede som en mand, man kunne skabe et liv sammen med. Jeg husker ikke, hvilke tanker jeg gjorde mig om, hvad et liv var. Jo, en at dele det med. En at få børn med. En at blive gammel med. Det i sig selv fore-stillede jeg mig som vidunderligt. Hvordan kunne jeg vide, at jeg ville ende mine dage i et tavst og goldt ægteskab? Jeg ved ikke, hvad han tænker på, når han står langt dernede i haven på en skammel under et æbletræ og langsomt lader æbler falde ned i kurven. Det interesserer mig heller ikke længere. Jeg kender ikke den mand, der gik på pension efter 40 års samliv. Det blev aldrig et samliv. Vi lever ved siden af hinanden. Eller Marianne. Hvordan kunne jeg have vidst, at den lille pige, jeg satte i verden skulle forlade den før mig? Men det er gået op for mig, at manden i flyet alligevel havde ret. Erindringen er den fortælling, vi skaber om vores liv. Scene 2 Lyset tones op. To kvinder, Anne og Bibi er i Rikkes lejlighed for at forar-bejde tre kasser æbler, Rikke havde samlet, før hun døde. Rikke er f.eks. re-præsenteret ved et par sko. Bibi har placeret et æble over Rikke (i hendes sko placeret på køleskabet f.eks.) og sidder og sigter med kniven, vipper den i hånden, som Wilhelm Tell. Bibi: Er her, er her ikke, er her, er her ikke. Er her næsten ... Er her næsten ikke. Det er det, der ikke er til at bære, der er næsten ingen forskel på næsten at være her og næsten ikke at være her. Se på tin-gene, de fatter det ikke. Den trøje der henslængt på stolen som om nogen vil tage den på om et øjeblik. Eller de sko der, der nærmest er gået, de venter bare på fødderne. Anne (fumler med nogle køkkenredskaber): Av, for fanden, hvordan virker den her? Bibi: Det er jo nærmest absurd at foretage sig noget som helst, for man kan jo knap nok nå at gøre det færdigt. Ved du hvad Anne, det er en stor humorist, der har lavet livet lige præcis langt nok til, at vi glemmer, hvor kort det er. Anne: Åh, nu forstår jeg, man skal folde den bagover. Gud hvor smart, den er til at skære både ud, se! (kigger op, begejstret) Er du klar over, hun har elleve forskellige redskaber til at skære æbler med? Bibi: Og hvad så? Anne: Bibi for fanden, et eller andet sted må vi jo begynde. (Bibi rej-ser sig og kommer hen og hjælper Anne, lidt planløst, kigger på redskaber-ne... Kigger så på Rikke/skoene) Bibi: Man må da kunne bruge hende til noget, hun er jo slet ikke færdig. Se læberne, de er helt perfekte, og fingrene, du finder ikke mere velplejede negle. Øjnene der er helt unikke med de der grønne klatter. Det er ikke til at holde ud, at det bare skal smides ud alt sammen. Anne: Vi kunne jo udstoppe hende. Bibi: Synes du, hun er smuk nok til at blive udstoppet? Anne: Jeg har altid syntes, hun var smuk