Skyldrup, Skamdrup, Vamdrup

Nu hvor Ellas liv er gået på efterløn, vil hun nyde tilværelsen i sin elskede Villa Ella med sin endnu mere elskede søn Max. Men da bykongen Kurt Kjær vil rive villaen ned i forbindelse med sin storstilede byfornyelsesplan "Cityplan Vamdrup" bryder helvede løs. "Skyldrup Skamdrup Vamdrup" er en folkekomedie om små og mislykkede menneskers forkvaklede drømme om at bevare et idyllisk Morten Korch-Danmark, der vistnok aldrig har eksisteret. De drømmer om at blive set og elsket som den, de virkelig føler, de er. De skriger desperat efter en anden verden end vores evindelige Skyldrup Skamdrup Vamdrup.

Personerne: MAX - skuespiller, 32 år. ELLA - efterlønsmodtager, mor til Max, 63 år. LAU - frihedskæmper, 29 år. KURT KJÆR - bykonge, far til Lau, 58 år. MARIA - teenager, 16 år. ULLA

1.akt foregår i haven/på terrassen foran Villa Ella, Ellas ramponerede hus i udkanten af Vamdrup. 2.akt foregår dels foran Villa Ella, dels i Kurt Kjærs parcelhus i Vamdrup. 3.akt foregår i en skov udenfor Vamdrup og i Ulrik og Marias sommerhus og have nær skoven. 1. akt: Børnemagt Flyverdragt... Scene 1 På terrassen foran Ellas villa i Vamdrup. Det er aften. Ella laver bordplan. ELLA - Så kan Lau sidde dér… Og Hans-Erik dér… Vinen må vi hellere flytte dérover. Ella flytter en vinflaske langt væk fra Hans-Eriks plads. ELLA - Og så kan de sidde hér, Maria og Ulrik … Ulla! For guds skyld, Ella, han hedder Ulla. Hun hedder Ulla. Hun må vel være en hun. Åh, hvor er det også bøvlet med alt dét kønsskifteri, jeg kan ikke hitte rede i det, jeg er for gammel. Men min Max er i hvert fald min Max, og han sidder hér. Nej, det gør han jo ikke, han sidder i København, i en ensom rendesten i København, eller en kloak eller et nedløbsrør eller hvor små hjælpeløse drenge fra Jylland nu ellers bliver smidt hen. Hvad skal der blive af ham, hvad skal der blive af min stakkels, lille Max? Måske kunne han ikke engang finde ud af at stå af på den rigtige station, måske blev han bare siddende helt ulykkelig og fortabt i toget, indtil en togmand samlede ham op og smed ham ind på hittegodskontoret, og dér venter han så på at blive hentet, men der kommer jo ikke nogen og henter ham, han er helt alene, min lille Max er helt alene. Hvordan kunne jeg også bare lade ham rejse, han kan jo ikke klare sig selv, han skal passes på og tages hånd om, han er særlig og speciel og skrøbelig som det fineste porcelæn. Nej, det nytter ikke noget, Ella, enhver mor må give slip på sit barn, sådan er livet, han ville jo være skuespiller, han ville til København og spille sit teater, du kunne ikke styre ham, han er et voksent mandfolk. Et lille barn. Det kan ikke være den gode skabers vilje, at jeg skal leve mit efterlønsliv uden min Max. Hans plads skal stå tom, og der skal ligge stofservietter og den røde sodavand, han så godt kan lide. Uden for haven kommer Ulla og Maria gående. MARIA - Jeg gider ikke, far! ULLA - Kære skat, det bliver vi nødt til. Vi skal have noget at spise og et sted at sove. MARIA - Du har masser af penge. Du gemmer dem bare, så du kan købe kjoler. ULLA - Det er bare for i nat, i morgen tager vi videre til Hamborg. MARIA - Jeg nægter at tomle. Jeg gider ikke, far. ULLA - Jeg stiller mig jo ned på gågaden og synger. Så får vi penge til 1. klasse med spisevogn. MARIA - Hvorfor gør du det ikke bare nu? ULLA - Hvem skulle jeg synge for nu? Det er Vamdrup det hér, alt er lukket, alt er dødt. Kom nu, Maria, vær nu en sød pige.. MARIA - Hun taber garanteret gebisset ned i maden. ULLA - Vil du så holde op! Ella er en fin, ældre dame, næsten uden kunstige tænder og kun delvist forkalket. Så. Ulla retter på Marias frisure. ULLA - Lille Rødhætte. MARIA - Lad være! Ulla banker på havelågen. ELLA - Lau! Hans-Erik! Det er nu! Ella åbner havelågen. ELLA - Kom indenfor, kom indenfor. ULLA - Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke min taknemmelighed. Det er virkelig overmåde venligt af dig. ELLA - Alle er velkomne i Villa Ella, hvemsomhelst, nårsomhelst, det har jeg altid sagt. Og nu hvor mit liv er gået på efterløn, har jeg jo ikke andet end tid. Hvor er du blevet stor, Maria, sidst jeg så dig var du en kær, lille pige med rottehaler. ULLA - Og jeg var en stor mand med overskæg. ELLA - Men I ligner stadig jer selv, det må jeg sige, det gør I virkelig. Tag endelig plads. Lau! Hans-Erik! Der er mad nu! ULLA - Har du logerende? ELLA - Jeg måtte have mennesker omkring mig. Efter min Max tog afsted, var jeg jo helt alene. ULLA - Max er flyttet? Det var da ved Gud også på tide. ELLA - Hvor kan du sige det, Ulla? ULLA - Han må snart være midt i tyverne. ELLA - Toogtredive. ULLA - Han kan da ikke hænge i dine skørter til evig tid. ELLA - Tag noget steg, vil I ikke, Lau og Hans-Erik må komme, når de kommer. ULLA - Tak, det ser lækkert ud. MARIA - Det smager af rådden karklud. ULLA - Nej, hør nu, kære, du har jo ikke engang smagt det. MARIA - Af rådden karklud dyppet i bræk og lort. ULLA - Maria! ELLA - Det er muligt, kødet er for sejt. ULLA - Hun har ikke smagt det, og så siger hun sådan noget. LAU (kommer ind) - Nej, det må man jo ikke. Enhver ytring, der er bare en lille smule værdiladet skal proppes tilbage i munden igen. Man skulle jo nødig såre nogen. ULLA - Hun kan vel i det mindste smage det. LAU - Smag det. Tag en bid. Maria tager en bid af stegen. LAU - Det er noget lort, ikke? MARIA - Jo. ULLA - Nej, men hør nu…