1410 skuespil i databasen 29.03.2024

Den yderste nat

Vivian Nielsen
Baggrunds information
En psykologisk overbevisende studie i kærligheden mange faser og udtryk, afhængige som de er af alder, køn og erfaringer. Men det er også et indlæg i den aldrig afsluttede debat om kvindernes ret til eget liv – som kunstner og som menneske. Rammen er et fiktivt beskrevet møde mellem Marie Krøyer, hendes mand P.S. Krøyer og hendes elsker, den svenske komponist Hugo Alvén en juleaften, da Krøyer pludselig dukker op på udflugt fra sindssygehospitalet. ”Teksten indeholder ikke en eneste floskel, men tværtimod ægte liv.” John Christiansen i Jyllands-Posten
År / Udgivet:2003 /
Varighed:90 minutter
Område / Genre:Voksne / Familie- & Kønsroller
Medvirkende:3-5 ( 1 kvinder, 2 mænd, 0 børn, 0 øvrige )
Rettigheder:Nordiska
ISBN:87-7865-407-6
Locations:1
Musik:
Mere info:DRAMA, 70251141
Vivian Nielsen




webmaster@skuespil.net
Rolleliste
1 kv. 2 md.
Uddrag
I AKT 1. scene Scenen ligger hen i mørke. Hugo - Her - (kysser) - og her - (kysser) - og her - enkel og klar som et re (synger på et D) - men så hører man, at det ikke er helt rigtigt, to-nen må sænkes en ganske lille smule (synger på et Des) - og dér er du - din bevægelse, dit blik - Hugo tænder en lampe. Krøyers atelier i Skagen. Julepynt. Døre ud til ha-ven og ind til huset. Billeder. I baggrunden et flygel. På en chaiselong ligger Marie delvis afklædt. Hugo er i bar skjorte. Han kærtegner beroligende Marie. Hugo (nynner) - Du åbner halvt kun øjet, men denne spalt, den strimmel af en formørket, skyet, hel overtrukken himmel… ingen sommerklarhed er skønnere i verden, så kølig mørk, så regnblå, så forårsdejlig er den! Ude fra mørket lyder skud. Hugo går hen til havedøren. Marie - Det er nødskud. Nogen er i havsnød. Hugo - Hvem går ud julenat? Og i det vejr. Marie - En fisker som ikke har noget at give sine børn at spise 1. juledag. Hugo - Satans til nat! Begsort som havde nogen trukket en sæk ned over hovedet på en. Marie - Det er regnen. Når der er sne er det bedre. Hugo - Der er slet ingen jordklode derude! Bare et ubegribeligt in-genting hele vejen rundt om os - og et sted i alt det sorte kæmper mennesker for deres liv. Marie - Vil du derud? Hugo - Jeg? Nej, hvad kan jeg gøre? Marie hen til ham. Marie - De har en redningsstation i Vesterby. Mændene dér ved om det er sikkert at gå ud. Eller om staklerne er overladt til deres Gud. Marie lukker sit tøj. Marie - Jeg ser til Vibeke. Marie går gennem atelieret og ud af den anden dør. Hugo står lidt. Ser på maleriet af Sommernat på Skagen. Nynner. Så tager han et glas vin og sætter sig til flygelet. Spiller. Marie ind. Marie - Nogle gange tror jeg, det barn aldrig sover. Hugo - Er hun bange? Det er vel skuddene. Marie - Nej. Hun spurgte efter Søren. Han vækker hende altid om natten. Hiver hende ind og sidde model, når han selv er rastløs. Marie tænder mere lys. Hugo - Hvad svarede du? Marie - At hun kan være rolig. Han kommer ikke. Her er kun mor og Hugo. Men hun ligger bare, med åbne øjne og ser ind i mørket. Hugo - Hvad tror du hun ser? Marie - Når du ikke er her - så er det som om vi slet ikke findes. Hverken Vibeke eller jeg. Hun sidder der, helt stille på gulvet og findes ikke. Så digter jeg et eller andet - en undskyldning for, at vi er her. En historie om, at hun er mit barn og jeg er hendes mor.