Katapult

Et sted ude på landet lever søskendeparret Jens og Ellen og den let tilbagestående mand, Andreas. Hele deres liv har de tilbragt på gården i klaustrofobisk samhørighed og afhængighed. Hvem udnytter hvem? Og hvorfor bryder ingen af dem ud af isolationen. Katapult er en både alvorlig og morsom historie fra dagens Danmark om magt og afmagt, om indelukkethed og afstumpethed, om kærlighed og jalousi, om had og underlegenhed.

Personer Andreas Jens Ellen

Scene 1 Et rodet køkken - en blanding af noget der både kan ligne et køkken, et bryg-gers, et opbevaringsrum. Der er et bord, hvor der står noget brugt service - nogle stole - et komfur - en gammel transistor - et tørrestativ med en BH, strømpebukser, mandeun-derbukser, sokker - nogle papkasser - flere reklame-kalendere, der viser hver sit år og måned - og et væg-pendul-ur, der er gået i stå. Det hele er lidt sølle. Ved bordet - med front mod publikum - sidder Andreas med næsen begravet i et brev. Konvolutten ligger ved siden af ham. Brevet har tydeligvis været læst før - er noget krøllet. Andreas har briller på - de passer ham ikke særlig godt. Andreas læser, staver, mumler for sig selv. Andreas - Da-to ... en – syv ... sytten. - Dato sytten. - O – k ... ok ... okay ... t – o ... to ... b – e - r ... ber - Dato sytten okay to ber. (slår sig i hovedet) Hvor er du dum, Andreas. - Den læste jeg jo i går. - Dato syttende oktober - og så er det i år. - Det står der. J punktum N - r punktum ... en – og - tyve punktum - syv - otte - tre - streg - et? Stort J punktum stort N og lille r punktum? JNr? – J – N - r. – Ja – nu - ar? - Næh, det kan det ikke være, der står oktober. Nå. Se – kre - tær ... det er sådan en, der skriver. De er dygtige ... Sekre-tær Man - ja Han - sen. Det er et pænt navn. Man - ja. Manja. Det er gode briller. Og nederst står der ad – vo - kat. Advokat. - De er farlige. (ser op i loftet, nikker lidt med hovedet, brillerne er ved at falde af, skynder sig at sætte dem på plads) Det er gode briller. - De passer til ørerne. Og øverst står der ... H - r. An – dre - as Ja – kob - sen. - Det er mig. - Hr. Andreas Jakobsen. - Hr. det lyder flot. - Det er mig. Man kan læse med briller. - Når de passer. – Men man ser anderle-des i dem. Det er ligesom tåget. - Engang fik jeg nye sko. - De var også gode. - Nummer 42. - De passede til fødderne. - Hver sko pas-sede til hver sin fod. - Det var helt utroligt. - Ting skal passe sam-men. Det er det bedste. Og så står der her, - det læste jeg i forgårs, det kan jeg, - bare man læser flere gange, så kan man, sådan er det, - det er godt. Dødsbo ... Deres mor var arving ... Deres mor var arving? ... var arving? ... VAR? ... Er hun død? Det har jeg da ikke hørt. - Det har de ikke sagt. - Så er det måske derfor, hun ikke er kommet. - Man skal ikke tro på advokater - det siger Jens. - Han ved meget. Og så ... kontakte mig - og - Deres søster. - Deres søster? Jeg har ikke nogen søster. - Det har Jens ikke sagt. Eller Ellen. Det er nok advokaten, dem skal man ikke tro på. Og så hedder han Sommer - advokaten. Det er noget vrøvl.