Hud mod Hud

Mette driver rundt sammen med en gruppe unge, der gennem et stadigt mere voldpræget fællesskab forsøger at undertrykke følelsen af afmagt og rastløshed, mens angsten for livet sniger sig rundt i krogene og sætter verden i et perspektiv, der både har mistet håbet og drømmen. Det er enten dem eller os, mener Jesper, som er leder af gruppen – men Mette bliver alligevel fascineret af Rasmus, der tænker helt anderledes, er gode venner med en jugoslav og i gang med at arrangere en rockkoncert mod racisme. Det bliver et skæbnesvangert møde – et møde, hvor der ikke er nogen vej tilbage, eller er der?

Roller De unge i gruppen Mette – kæreste med Jesper. Mette er et kælenavn for Annemette. Rikke – har været veninde med Mette, siden de var små. Sarah Julie Jesper – leder af gruppen. Mort

HUD mod HUD er et stærkt socialrealistisk ungdomsstykke, der forsøger at tegne et billede af et samfund, hvor der stadig er unge, som ikke når frem til at stige på det tog, som skulle åbne for alle mulighederne på vejen mod en lykkelig fremtid – hvor forældreprægede negative holdninger til "de fremmede" sætter en dagsorden for tanker og udvikling, og hvor afhængigheden af et gruppefællesskab for en hver pris bliver til det valg, som måske koster mere, end nogen magter at forestille sig. 1. AKT 1. scene (Scenen står tom et øjeblik, musikken dæmpes og glider ud med øjeblikket. Der sættes mere lys på, det er aften, og ude fra bagscenen høres en smårusten stemme, der synger) MANDEN (melodi "Det var en lørdag aften") Det var en lørdag aften, og krigen den var slut, og pigen hun var tyve, men jeg sku´ slå en prut' så derfor gik vi hver vor vej og jeg så aaaldrig diiiig, monstro du stadig husker mig, ham fyren der hed Kaj. (Manden er kommet ind på de sidste linier af sangen og går målrettet hen og begynder at rode i affaldscontainerne – finder noget og stopper det i en af sine plastikposer – opdager en blomst på scenen og samler den op – opdager der er flere og samler dem op efterhånden, som han finder dem, opdager også bloklyset – alt bliver puttet ned i hans plastikposer. Hele gruppen af unge undtagen Sarah og Julie kommer ind på scenen – småsnakkende. Jesper og Morten er støjende – de fleste har en øldåse i hånden) MORTEN (slår Jesper hårdt på skulderen) - Det er bare fedest, okay du lovede også, at du ville, men alligevel – det er da bare … JESPER (afbryder – har opdaget Manden) - Heeejjj, jeg tror, der er gået en rotte i fælden (drikker det sidste af sin øl). FRANK (til Mads, der har tømt sin dåse og nu holder den drillende op foran Frank) - Ajj, helt ærligt, du lovede, jeg fik det sidste. JESPER (går hen mod Manden) - Juhuuu, lille rottemand. Vil du ikke også have den her (holder dåsen lokkende frem). Kom nu, du kan da ikke sige nej til mig og mine venner. Vi er så go´eee ved dyr – tag den nu, lille rottemand (kyler den i hovedet på Manden). MORTEN (til Manden) - Kan du så samle den op – han vil jo bare være sød ved dig. MADS (smider også sin dåse i hovedet på Manden) - Og tag den – du kan vel ikke få nok. FRANK (til Mads) - Du er altså en lort, du lovede, jeg fik resten. MANDEN (tager mod til sig) - Hvad vil I? Jeg har ikke noget. JULIE (udenfor scenen) - Altså gider du lige vente, Sarah. Så vent dog på mig. SARAH (kommer ind, ser tilbage efter Julie, der kommer løbende efter hende) - Hvad er der? RIKKE (ser dem og vinker) - Hej - hvor har I været? (Alle de unge er nu samlet og står placeret på en sådan måde, at Manden ikke kan komme forbi dem.) METTE - Føj, hvor han stinker. RIKKE - Hvor ulækkert. SARAH - Jeg ville ikke røre ved ham, om jeg så fik 1.000 kroner. JULIE - Okay, hvis jeg måske fik 10.000 … JESPER (afbryder) - Det er sådan nogle rotter som ham, der får det til at stinke ad helvede til herude. FRANK - Har vi ikke noget rottegift (ser sig om efter bifald, der ikke kommer). MANDEN - Jeg ved godt, I prøver at gøre mig bange. Men jeg har været med til for meget – jeg har oplevet alt for meget til at lade mig skræmme af jer. Det er længe siden, jeg har givet op – det er længe siden jeg har troet på livet (han giver sig pludselig næsten trossigt til at synge -) Det var en lørdag aften, og krigen den var slut, og pigen hun var …