The big Bang

Tre korte og stramme enaktere med afsæt i den 11. september, bygget op som "alle tiders trilogi" over verdens skabelse, dens almene tilstand og dens undergang - med ny skabelse. Tre historier med hver sit udsagn og hver sin stil, og dog sammenhængende. Tre gange to par - først to kvinder, siden to mænd, og til slut et ægtepar, alle med alderens myte siddende i kroppen og derfor i stand til at påtage sig at bære den store myte om en aldrende verdens forløb igennem.

UDDRAG AF DEN FØRSTE ENAKTER: PERSONERNE: Sibyllen Verdandi

STEDET: En stue skåret ud af universet TIDEN: En tvetydig størrelse som ingen kan sige noget sikkert om "Ord blev til ord og avled nye." SKABELSENS ØJEBLIK (De to kvinder sidder skråt over for hinanden. Lyset tændes. Den ene af kvinderne, Verdandi, kaster et blik i vejret, hastigt, overvældet, i en totalt overrumplet bekræftelse. Den anden, Sibyllen, læner sig roligt tilbage) VERDANDI: Og der blev lys! SIBYLLEN: Selvfølgelig blev der lys! VERDANDI: Det er jo virkelig helt fantastisk! SIBYLLEN: Det næste var trods alt noget vanskeligere! (Verdandi ser på Sibyllen: Hvad kan dette "næste" dog være, og kan noget vel være vanskeligere end at skabe lys. Sibyllen forbarmer sig) SIBYLLEN: Det var at finde på ting som lyset kunne lyse på, så de kunne stå der og lyse i lyset, nu det én gang var skabt - VERDANDI: Jeg synes jeg har hørt det med lyset før. SIBYLLEN: Og ikke ligge hensunken i mørke. VERDANDI: Var det dig, med lyset? SIBYLLEN: Vist så, vist så. VERDANDI: Var det ikke - (Sibyllen kaster et blik omkring sig og ser ud som om hun overvejer at rejse sig. Hun blir siddende) SIBYLLEN: Jeg er sulten. VERDANDI: Har vi overhovedet noget mad i huset? SIBYLLEN: Her er lige så tomt som før den første dag. VERDANDI: Hvis du nu tager dig sammen? SIBYLLEN: Spegepølse af intet? VERDANDI: Eller en sild. SIBYLLEN: Før kaffen? VERDANDI: Så efter. (Sibyllen kaster et blik på Verdandi der ikke gør mine til at rejse sig. Det virker lidt som om hun slet ikke kan rejse sig) VERDANDI: Hvad var det for nogen ting du fandt på? SIBYLLEN: Fandt på? Jeg? VERDANDI: Som kunne stå der og - SIBYLLEN: Og hvad? VERDANDI: Og lyse i lyset! SIBYLLEN: Jeg? VERDANDI: Hvor er det dog en poetisk vending! Men hvad var det for nogen ting der skulle stå og - - har vi overhovedet kaffe? (Sibyllen ser ud som om hun allerede er ved at køre træt) SIBYLLEN: Måske skulle vi bare være blevet liggende. VERDANDI: Jeg kunne alligevel ikke sove mere. SIBYLLEN: Tager du så alt det her på dig? VERDANDI: Er det mit ansvar fordi jeg - (Sibyllen slår ud med armene i en mægtig gestus for ligesom at understrege omfanget af dette) SIBYLLEN: Den der står først op om morgenen, starter altid dagens første ravage. Den der blir liggende, sætter ikke noget i sving som ikke senere let lader sig styre! VERDANDI: Det snurrede så underligt i mine ben, jeg kunne ikke ligge mere, jeg måtte op og have gang i dem. SIBYLLEN: Og straks satte du hele verden i bevægelse! VERDANDI: I øvrigt blev du heller ikke liggende. SIBYLLEN: Der blev lys og jeg ved ikke hvad! VERDANDI: Dét var dig. SIBYLLEN: Hvad var mig? VERDANDI: Det med - lyset. SIBYLLEN: Hvem har sagt det? VERDANDI: Det husker du bedst selv. SIBYLLEN: (husker ikke) Der ser du, det var dine letbevægelige ben der satte gang i dagen, og nu har vi balladen og det totale kaos. Jeg er kaffetørstig som bare pokker, og du vil have sild. VERDANDI: Hellere et stykke chokolade. SIBYLLEN: Det mener du ikke. VERDANDI: Hvis vi har. SIBYLLEN: (ren retorik) Har du tænkt dig at opfinde chokoladen nu? Har jeg tænkt på at opfinde chokoladen? Kan det tænkes at man kan tage sig et stykke chokolade, før chokoladen er blevet opfundet og bragt ind i verden? Hvor skulle vi have gemt chokoladen hvis den var blevet opfundet - hvor går man hen og leder efter noget der endnu ikke er opdaget? (Verdandi tager meget nøgternt på det her) VERDANDI: Hvad med kommoden. (Sibyllen udstøder et dybt suk) SIBYLLEN: Så hent dig et stykke da. (Verdandi ser i stedet op i lyset. Sibyllen ser ind i sig selv og kommer plud-selig i tanker om det, hun ikke kunne huske før) SIBYLLEN: Det er jo ting som himmelbuen og det tørre land, det er ting som vandet og på jorden græs, urter og frugtbare træer, det er ting som giraffer og hvalfisk og tigre og heste og bjergenes tinder og sneen og de ilende skyer, fugle med vinger, de store og de små og deres unger, orme, slanger, kryb og kræ, de to mennesker og deres menneskebørn og kundskabens træ og kommoder og spege-pølse, men ingen sild i køleskabet. Ting som kunne stå ganske stille og lyse i lyset så længe lyset brændte. (Verdandi har lyttet tålmodigt, ser nu på Sibyllen) VERDANDI: Du tændte bare på kontakten, ikke?