Træer er der nok af

I "Træer er der nok af" drømmer et ungt par, forskanset i deres stilrene hjem, om minimalstaten, mens verden udenfor er ved at brænde sammen.

2 kv. 2 md

SCENE NUL Mørke. Lyden af hjertepulsslag. En stemme: Ingenting Lyden af skridt der går over gulvet Noget der bliver tabt Nogen der stønner Flere der går Nogle der går uden sko på En der er meget forpustet Møbler der flyttes Sådan bliver det ved Stemmer der taler Nogen der hvisker En falder om Noget der brænder langt væk herfra FØRSTE SCENE Hjemme hos Esben og Mian. Mian tænder lyset ( = lys op). Musik (Jan Johansson: Gånklek fra Älvdalen fra Jazz på Svenska). Mian og Esben går over gulvet, flytter møbler, dækker et dejligt middagsbord. Mian og Esben sætter sig ved bordet. Musik slut. ESBEN - Skål! MIAN - Skål Esben. De smiler og spiser. Dvs. Mian spiser sådan set ikke. MIAN - Jeg håber altså du kan li’ suppen… Det er min mors opskrift, eller – det vil sige min mormors – den er gået i arv. Den er lidt svær, jeg håber ikke jeg har … ESBEN (afbryder) - Den smager godt. Den smager – rigtig dejligt. MIAN - Det er så nemt at lave den forkert, der skal så lidt til. PUF - og så er det hele bare ødelagt, der skal SÅ / lidt til… ESBEN - Dejlig suppe skat! MIAN - Nu er det ikke bare noget du siger vel? Så må du hellere – jeg vil meget heller ha’ hvis du bare… ESBEN - Det er rigtig Mian, den smager virkelig godt. Tavshed. Smile smile. MIAN - Nå, her sidder vi så… ESBEN - Her sidder vi. MIAN - I vores hjem. ESBEN - Vi har købt det. Vi ejer det. Mian sukker glad. ESBEN - Skål! Skål for vores nye hjem! MIAN - For hjemmet! ESBEN - FOR OS OG FOR HJEM … Man hører et brag udefra og stemmer der kort efter dør væk igen. ESBEN - Hvad var det? MIAN - Hvilket, skat? ESBEN - Var der ikke et eller andet? MIAN - ? ESBEN - Jeg synes altså jeg hørte… MIAN - Hvad? ESBEN (blæser luft ud af ørene) - Hørte du ikke noget? Hørte du overhovedet ikke noget? MIAN (prøver at trøste) - Der er da også så mange lyde herinde i byen. Det skulle jeg altså lige vænne mig til… Man (=Esben) spiser. Mian er en smule bekymret for Esbens hørelse. Ellers forsættes den gode stemning. ESBEN - Jeg læste noget virkelig interessant i avisen i dag. MIAN (usandsynligt opfordrende) - Nåeh?? ESBEN - Jeg læste at man havde fundet, eller rettere gemt – eller rettere undladt at skaffe sig af med hjernen. Ulrikes hjerne. MIAN - Hvaba`? ESBEN - Ulrike Steinhof eller Kleinhof eller hvad det var hun hed… MIAN - Esben, hvis det er noget ulækker vil jeg ikke høre det! ESBEN - Det er ikke ulækkert. Hun var en meget berømt morder. MIAN - Vi spiser!?! ESBEN - Det er ikke noget med mord. – Eller ikke på hende, eller det vil sige – hun begik vist nok selvmord, men – eller jo, det er vel en slags mord, men – MIAN - Okay. Jeg har mistet appetitten! ESBEN - Nå, så kan du også bedre høre efter. Altså – Ulrike Kein… hoff levede for lang tid siden og var terrorist. – Som i de gode gamle dage; en rigtig pirat. Sammen med nogle andre sloges hun for noget, kan ikke lige huske hvad, men altså – de var nogle der sejlede rundt på landevejene i en gammel Volkswagen og røvede de rige og gav til de fattige … MIAN - Hvor romantisk... ESBEN - Ikke som nu, hvor terrorister bare flyver ind i det første det bedste og ingen kan finde ud af hvad det egentlig er de vil ud over et eller andet ubestemmelig religiøst. Næ, dengang der var der sgu rene linier. Terroristerne levede sammen i en flok, de var som én stor familie; som en gruppe ulve … MIAN - Jeg troede ulve var sådan nogle ensomhedsdyr … ESBEN - Ja, ja, det’ lige meget, pointen er at de var som en flok dyr – de hærgede, de stjal, de myrdede, ligesom et instinkt i et dyr. Og Ulvrike var deres leder. (kunstpause) Man har hele tiden – på trods af det dyriske regnede hende for uhyre intelligent, gruppens åndelige leder, men nu er der sket det – (kunstpause igen) at man har offentliggjort hendes hjerne.