Colepepper

I Colepepper forsøger en kvindelig journalist at slippe væk fra et sønderbombet hotel i en forladt krigszone.

Personer: URSULA - 35-årig krigsreporter. GÜNTHER PICAR - Fredsaktivist. Omkring 40 år. ANDY - Tjenestepige på hotellet. 25-30 år. DANA - 60-årig hotelsangerinde

(I enkelte replikker optræder ord i parentes – uden at være i kursiv. Disse ord siges ikke højt). Scene 1 (Lys op. Et hotelværelse med separat badeværelse. Sengen er uredt. ANDY sigter med et gevær. Han er iført en tjenestepigekjole. Geværløbet peger ud af vinduet. Han skyder. Det giver et lille ryk i ham. Han har truffet præcist. Han hænger geværremmen om sin skulder. Vender sig. Gnider sine øjne. DANA ind. Favnen fuld af rent sengetøj og håndklæder. Andy gemmer sit gevær. Dana mistænksom et øjeblik. De ser hinanden an. Alt ved det gamle igen. Rutine-rengøring. Andy vil lægge det rene sengetøj på, men Dana river det fra ham. Stopper i stedet toiletbørste og rene håndklæder i favnen på ham. Andy ud på badeværelset. Ind igen. Færdige. Andy retter på senge-tøjet, Dana retter det tilbage. Magtkamp. Afsky. DANA og ANDY ud. Andy går bagerst for at holde geværet skjult. Lysskift. Senere på dagen. Fjern lyd af hunde. GÜNTHER PICAR ind. Netop ankommet. Ser hotelværelset for første gang. En vadsæk og en træt tristesse. Sætter sig i lænestolen. URSULA ind. Rasende og udmattet. Har for mange kufferter med sig. Kender værelset ud og ind. Opdager vinduet står åbent. Kvalm lugt. Lukker det meget hurtigt med næsen skjult i blazerjakken. Hun famler efter tape og stofrester i en skuffe. Taper og stopper vinduesrammens gamle taperester til igen. Ser væk i afsky. Hun begynder at tage sit tøj af for at gå i bad. Natten har været kold, men nu er varmen kvælende. Tjekker at der er vand i hanen på badeværelset. Hun vil smide jakke og skjorte over på lænestolen, da hun opdager Picar, der længe har siddet og betragtet hende.) URSULA (meget overrasket og forskrækket) - Hvad fa(nden) – ?! Hvem i alverden er – ? (Picar bliver siddende, ser på hende.) URSULA - Men – det er jo – utroligt! (Det er jo) umuligt! (Picar siger stadig intet.) URSULA - Er der noget galt? Sig noget! CAN – YOU – HEAR – ME? (tager sin skjorte på igen). Så svar dog! (indtrængende). Hvis ikke du siger noget, hvordan kan jeg så vide, her er nogen? PICAR - Jeg – (går meget træt i stå). Det er der. URSULA (begejstret og lettet) - Ja! (kort pause, hvor hun venter på mere). Men hvorfor?! (ingen reaktion). Ved du, hvad du er? Du er et levende bevis på – mit bevis på – at det altså er muligt at komme herfra – PICAR - Der må være sket en fejl. Pigen i receptionen gav mig en nøgle – URSULA - Nå den. Den passer til alle dørene. Fortæl mig nu, hvor-dan du kom forbi landminerne – er der stadig snigskytter i områ-det?! PICAR - – Og nu vil jeg gerne være i fred på mit værelse. (lukker sine trætte øjne). URSULA - Det er mit. PICAR - Dit? (rejser sig meget tungt, - ser sig kort rundt – ser på hendes kufferter). Sengen er urørt. (sætter sig på sengen). Sengetøjet dufter rent. Ikke af en kvindes søvn. (lægger sig prøvende). URSULA - Her er lige gjort rent. Det er rutinen, hver gang jeg rejser – forsøger at rejse. (får ingen reaktion. Kort pause). Sover du? Ja, ja, jeg har fattet, du er træt. Men så må du altså finde et andet sted. Værelser er her nok af – tusindvis af dem. Et halvt dusin af etager bygget op af labyrintiske gange og fuldstændig identiske værelser. Magen til det her.