Til sidste fjer

Vera forsøger at fortælle sin historie, men afbrydes af pigen Louise, der bevæger sig rundt om Vera i historien og i spillet. Louise insisterer på, at hele historien fortælles. Og det gør den så. Langsomt udfoldes fortællingen om, hvordan Vera møder de andre gadebørn i pigebanden - pigerne Majken, Fatima, Klara og Louise. Spillet skifter mellem at Vera fortæller i datid om sig selv til publikum - og spiller situationerne igennem med Louise. Men hvad er der egentlig med Louise? ”Du er her ikke” råber Vera, men alligevel bryder Louise ind, korrigerer Vera og spiller med. "Det er sådan, jeg tænker på os. Nu. Som fugle. Vi var rovfugle, vi jagede i flok, zigzag ned ad gaderne. Stak næbbene ned i folks lommer. Kloge og smarte fugle. Det var vi. Alligevel gik det galt. Én af fuglene forsvandt. Kan du høre mig, Louise? Hvor blev du af? Hvor fløj du hen? Var det en kat, der tog dig?" 2 kvinder (eller flere medvirkende), 1 dekoration, 50 min.

Medvirkende Vera Louise

Scenografi Et klasseværelse, et mødelokale - eller lignende Et bord, en stol, måske en ghettoblaster Som fugle. Det er sådan, jeg tænker på os. Nu. Som fugle. Vi var som fugle. Vi var rovfugle, vi jagede i flok. I zigzag gennem gaderne, imellem og over hovederne på folk. Som duer. Nej, ikke duer, duer er dumme. Vi var ikke dumme. Selvom vi gjorde nogle dumme ting. Vi var kloge. Smarte. Kloge og smarte fugle. Stak næbbene i folks lommer, når de et sekund kiggede den anden vej. Kloge og smarte fugle. Det var vi. VERA - Begyndelsen. Det hele begynder med mig siddende på en trappesten med en smøg en nat et sted i byen. Sådan kunne det begynde. Det kunne være hvilken som helst nat. Dengang. Tirsdag kunne være lørdag, og søn-dag onsdag. Ja. Klokken var måske to eller tre om natten. Det havde regnet. Det var tidligt på somme-ren, og lunt. Jeg frøs ikke. Jeg var fjorten år. Og alene. Der var en vandpyt på fortovet. I vandpytten kunne man se spejlbilledet af butiksvin-duet overfor. Netto. Sådan sad jeg længe med min smøg og kiggede ned i vandpytten. Jeg lavede en stor spytklat og spyttede den ud midt i pytten. Det blev til en større ring, der langsomt gik i opløsning. Så pludselig var der noget, der kom i vejen. En politibil. Ud for Netto på den anden side af gaden holdt pludselig en politibil parkeret. Jeg knipsede skoddet ud i pytten og tændte en ny smøg. Så blev døren ved førersædet åbnet, og en betjent steg ud. Han gik direkte over gaden med retning mod mig. Han var ikke særlig gammel. Han stil-lede sig midt i vandpytten med sine store sorte sko. Nå, sagde han, og hvad laver du så? Sidder og ryger en smøg, sagde jeg Det kunne han godt se. En klog politimand. Og hvad laver du så, når du ikke lige sidder og ryger smøger? Så går jeg rundt og ryger smøger, sagde jeg. Så spurgte han mig om mit navn. Vera, sagde jeg. Og hvad hedder du? Det kunne være lige meget, mente han. I stedet spurgte han, om ikke de skulle køre mig hjem. Men jeg sagde nej tak, jeg var jo ikke faret vild eller noget. Og jeg boede lige om hjørnet. Jeg boede altid lige om hjørnet. Nå, sagde han så, men lad nu være med at rode dig ud i noget, ikke? Jo, tak, sagde jeg, og i lige måde. Jo, tak, sagde han, men så så han pludselig helt forkert ud i hovedet, og så vendte han om og gik tilbage over gaden. Så kørte politibilen igen. Jeg knipsede skoddet ud i pytten og begyndte at gå. Som altid. Gik bare omkring i gaderne. LOUISE - Alene. VERA - Alene. Nogle gange kommer Louise. Ja, altså jeg sidder i bussen, og pludselig tror jeg, jeg ser hende. Eller i biografen. Pludselig kan jeg mærke hende. Jeg vender mig om, og nogle rækker bagved sidder hun i mørket og kigger på mig, smiler. Men når jeg prøver at finde hende i mylderet efter filmen, så er hun der selvfølgelig ikke. Så går jeg rundt i gaderne ligesom den nat. Ligesom den nat. Politibilen var forsvundet om et hjørne, og jeg gik omkring i de regnvåde gader. Der var næsten ingen mennesker ude, og næsten ingen trafik. Så hørte jeg nogen råbe. Jeg kunne ikke høre, hvor lyden kom fra, men den nærmede sig, og pludselig var gaden fuld af vilde bevægelser. Nogen kom stormende om hjør-net, spurtede af sted, to på fortovet, en ude på vejen. De var hurtigt forbi mig, men ud af øjenkrogen så jeg en mand komme samme vej, mod mig, i høj fart. Han var efter dem. Uden rigtig at vide, hvad der skete, trådte jeg et skridt ud i hans løbebane. Et hårdt slag ramte mig, og alt blev sort. Og ligesom blødt. En stemme. Jeg hørte en stemme, en stemme fra et fjernt sted. Som om jeg lå under en dyne. Jeg kunne mærke, at jeg blev løftet op. Som om jeg lettede. Nogen bar mig af sted. Det føltes som en drøm, man er lige ved at vågne af. Det næste, jeg husker, er et nyt mørke. Jeg lå på nogle sammenfoldede papkasser med et klamt tæppe over mig. Højere oppe var en presenning spændt ud mellem to S-togsvogne Noget koldt blev presset mod mine læber. Drik, var der en stemme, der sagde. Så får du det bedre. Først troede jeg, det var vand. Men det var sprut. Hun må ikke sove, sagde en anden stemme. Hvis hun har hjernerystelse, er det livs-farligt. Er du okay? Det tror jeg nok, sagde jeg. Jeg fik en slurk mere. Du har en bule i panden, sagde en af dem, og de begyndte at grine. Du må undskylde, sagde hun, men det ser altså lidt sjovt ud. Det ligner et æg. Der stikker et æg ud af ægget på dig, sagde en anden. Jeg begyndte også selv at grine, selvom det gjorde ondt, og så grinede vi alle sammen.