En brud så smuk

Ved John B. Keanes død i 2002 blev han genstand for stor hyldest. Den irske præsident Mrs. McAleese sagde bl.a.: ”Hans skuespil har et budskab til hele verden, og de vil bestå i mange år”. Selv mente han at hans vigtigste inspiration var de mennesker, der kom til hans pub. Om dem sagde han: ”Jeg forstod at jeg fik mit materiale fra disse mennesker. De kom til pubben, særlig om fredagen, når de havde fået deres pension, gamle kvinder med deres pibe og gamle mænd med deres historier. Jeg talte med dem, jeg skændtes med dem, og vi blev fulde sammen. De var stolte af deres musik, deres jord, deres kvæg og deres kål. Det værste var at så mange døde uden at efterlade sig noget, mennesker med et lager af historier, sange og anekdoter, og det hele forsvandt med dem.” ”Derfor blev jeg dramatiker. Det er jeg ikke i tvivl om”.

PERSONERNE: Nanna Glavin Mena Glavin Sive Thomasheen Seán Rua Mike Glavin Liam Scuab Seán Dóta Pats Bocock Carthalawn

Scene 1 (Køkkenet er dårligt udstyret, med et åbent ildsted op mod venstre væg. Dør ind til et soveværelse til venstre for ildstedet. Et lille vindue på væggen lige over for publikum, en dør fører ud til gården foran huset. Et stort køkkenskab står mellem vinduet og døren, det er fyldt med lertøj i den øvre del. En tredje dør i køkkenets højre væg, ved døren et lille arbejdsbord. Over det hænger et spejl. Under bordet to spande og et vandfad. Der står en 20 gallons mælkejunge plus en halvfyldt sæk med usigtet mel og en mindre sæk med mel mellem døren og bordet. Et større bord midt på gulvet. Der er seks fletstole: To ved bordet, to ved ilden, de øvrige på begge sider af køkkenskabet. I ildstedet hænger en sort kasserolle i en krog, og der står en stor, sort kedel i hjørnet. På bordet står en emaljespand med drikkevand. Tidspunktet: Sen eftermiddag en bidende kold martsdag i slutningen af 1950'erne. En gammel kone, kroget af alder, klædt i sort, sidder nær ilden mens hun lister sig til at ryge på en kridtpibe. Det er Nanna Glavin, mor til manden i huset. Hun roder dovent op i ilden med ildtangen, mens hun med den anden hånd regelmæssigt fører piben frem og tilbage mellem munden og skødet. Da hun hører klinken på døren blive løftet, falder ildtangen på gulvet i hendes hastværk med at få piben gemt af vejen. Vi ser en stor mængde røde underskørter og lange støvler bundet op ad skinnebenet, idet hun løfter op for at skjule piben. Næppe har hun fået det hele slået ned igen, før endnu en kvinde kommer ind. Den nyankomne er stærk og velskabt, har hårde træk, er først i 40'erne. Hendes hår er ravnesort, bundet stramt op i en knude, hvilket får det forreste af hendes hoved til at se ud som om det mangler hår, eller er tæt indesluttet i en hætte. Det er Mena, gift med manden i huset) MENA: Her lugter af røg! NANNA: (tvært) Det tror pokker, sådan som du efterlod ilden da du gik. MENA: Ikke tørverøg, gamle, tobaksrøg! NANNA: Tobaksrøg, hvordan skulle det vel gå til! (Nanna samler ildtangen op og giver sig til at rode op i ilden) MENA: Ved alle de der er døde og borte: Kunne du ikke bare tage din pibe frem og ryge den, i stedet for at liste rundt og skyde ryg som en kat der kun tænker på at stjæle mælk. (Mena bøjer sig ned efter en af spandene under arbejdsbordet. Hun stiller den mellem sine støvler og hælder vand i den fra den fyldte emaljespand. Hun sætter spanden på plads igen) NANNA: (irritabel) Behøver du absolut larme sådan! (Mena øser nogle håndfulde rugmel fra sækken over i spanden) MENA: Her er ikke anden larm end den du selv laver. Kan du ikke bare stoppe dit ævl og finde piben frem. NANNA: Har jeg fortjent at skældes ud døgnet rundt i mit eget hus? Åh! Det var en ulykkelig dag da min søn tog dig til kone. Hvilket lykkeligt hjem havde vi ikke indtil du kom ind i det! En kvinde i din alder burde forlængst have sat en tre-fire børn i verden. MENA: Jeg havde bejlere nok. Det var ikke fordi jeg stod og manglede tag over hovedet at jeg flyttede hertil. Jeg kunne have opnået mere, hvis jeg havde givet mig lidt bedre tid. (hun løfter op i spanden og vender sig mod døren)