1410 skuespil i databasen 29.03.2024

Det korteste strå

Båd teatret
Baggrunds information
”Tid til forundring” er en meget passende undertitel til det stykke, vi skabte på de seks uger i marts og april 2002. Ud fra en indignation og forundring over højredrejningen i det danske samfund, der prioriter nye hofter til alle højere end teatrets overlevelse, forsøgte vi at genopfinde politisk teater. Da ingen af os vidste, hvordan politisk teater ser ud i dag, havde vi ingen mulighed for at lægge en fast form over forestillingen fra starten. Stykket er vores politiske udsagn om Danmark i dag. Hvor tiden er inde til forundring. Samtidig er det også et forsøg på at formulere en berettigelse for kunsten, som man ustandseligt fra politisk hold afkræves. I dag skal kunsten kunne formulere en konkret nytteværdi.
År / Udgivet:2002 /
Varighed:60 minutter
Område / Genre:Voksne / Samfund / Debatstykker
Medvirkende:3-5 ( 1 kvinder, 2 mænd, 0 børn, 0 øvrige )
Rettigheder:Bådsteatret
ISBN:87-7865-342-9
Locations:1
Musik:
Mere info:DRAMA, 70251141
Bådteatret




webmaster@skuespil.net
Rolleliste
1 kv. 2 md.
Uddrag
SCENE 1 SVENNE (ind i døråbningen med nummer i hånden, ser publikum) - Det er mit liv simpelthen for kort til. (ud igen) SANNE (ind, henter bordet, skælder ud på volapyk, ud igen) SVENNE (ind igen, sætter sig) - Så sidder man her. (til publikum) Hvad nummer har du? – Nå, så er du sgu da heldig. Det er bare, fordi jeg holder dobbeltparkeret. Og jeg har fået nr. 101. Det er fuldstændigt absurd, sig mig hvad fanden har de tænkt sig, har de ikke nogen ansatte her. Fire kontorer tilbage. Man bliver lidt flov. En dårlig smag i munden. Vi stemte jo alle sammen på dem den gang. Tid til forandring det skal jeg kraftedemer lige love for. Minimalstat, mand. Selvfølgelig skulle der da renses ud i det offentlige, men at det offentlige er skrumpet ind til fire kontorer, der skal dække hele Danmark, det er fandeme for meget. (pause) Altså for lidt. (Nummeret skifter på displayet til nr. 5) SVENNE (til publikum) - Er der en, der har nummer 5? – Nå, men det er bare, fordi jeg har en tier her, jeg tænkte bare på, om der var én, der havde nummer 5. Jeg vil gerne købe nummer 5. Kan vi ikke bytte, hvis du får en tier? (Han køber nummeret) Tid er penge. Tak skal du ha’. (Begge numre skifter på displayet) SVENNE - Hey, jeg har simpelthen ikke tid til det her. Nå, der tjente du lige en tier hva’. Jeg kommer igen. Svenne møder Niller i døren på vej ud NILLER (ind) - Huh! SCENE 2 NILLER - Dav, dav, Hold kæft hvor er der mange. (sætter sig) Det er min stol den der. Hvad er I her for?… Nå, det er det tavse flertal. Jeg skal have et par nye hofter, når alle de andre pensionister kan, så kan jeg kraftedeme også. Jeg kommer her hver dag, får aldrig en skid, så jeg skal have et par nye hofter. Jeg er den sidste narkoman. Alle de andre er blevet til benmel. Man fik sådan et tilbud for en fem år siden, kunne få 50.000 kr., hvis man blev til benmel. Det er jo også et plaster på såret. Alt det lort man har lavet over for familien. Så folk de røg jo på. (pause) Jeg kan godt sige jer, der var nogle grise, der fik et heftigt trip der, mand. Men ikke mig! Jeg er den sidste narkoman. Jeg er Sokrates. Jeg er tornen i øjet på systemet. Det er mig der. Så jeg skal have et par nye hofter – eller noget hjemmehjælp. Det kunne da være meget fedt. En der kom og moppede gulvene og tørrede en i røven. Jaaaa, det skulle være en kvinde, ikke. (til publikum) Nå, det kunne du godt tænke dig. Nej, så jeg skal have nogle nye hofter – eller en taxabon. ASTRID (ind med en sammenplantning i en potte. Sætter sig. Pause) - Jeg er her ikke som klient. NILLER - Nej, nej. ASTRID - Jeg er her ikke som klient. NILLER - Nej, nej. ASTRID - Jeg er her ikke som klient. Jeg har et business-meeting med det offentlige. ”Rent a plant”, det er mig. Jeg lejer planter ud, tekstilplanter. Det skal nok falde i god jord… NILLER - Den forstod jeg godt. ASTRID - Jeg er her ikke som klient. Man kan, hvad man vil. (Sætter planten fra sig, den vælter.) Jeg blev jo frisat, dengang de nedlagde kulturministeriet, så jeg startede en lille virksomhed med strømper en gros. Det gik rigtig godt, indtil det var tid til at følge med udviklingen. Man skulle jo nødig blive kompetenceramt, når man nærmer sig de fyrre. Man kan, hvad man vil. (Rejser planten, den vælter igen.) Så fik jeg et par gode år med vakuumformede plastemner. Det gik også rigtig, rigtig godt, indtil ISS Dansk Fængselsindustri overtog markedet. Så var det så at sige tid til at skifte hest i vadestedet. Man kan jo godt forholde sig omstillingsparat, selv om man nærmer sig de fyrre. Man kan, hvad man vil. (Rejser planten, den vælter igen.) Så etablerede jeg mig med en cateringvirksomhed. Det gik også rigtig, rigtig godt, indtil den sidste store frisættelsesrunde inden for det offentlige, så blev konkurrencen simpelthen for voldsom… alene på Frederiksberg allé var vi 42 cateringfirmaer. Men så gælder det jo om ikke at lægge sig ned og klynke i vadestedet. Man kan, hvad man vil. (Rejser planten, den vælter) Den nye regeringschef har da også lovet lettere vinde for os mindre næringsdrivende. Og jeg er da sikker på, at de mennesker, der er parkeringsvagter, selv føler, at de har et meningsfyldt liv. Det er da godt for dem. Men jeg har altså valgt at skabe dette lille firma ”Rent a plant”. Man må starte i det små, så jeg har valgt at have det offentlige som kunde til en begyndelse. Senere venter det rigtige erhvervsliv. Med viljestyrke og fremtidstro så kan man, hvad man vil. (Rejser planten, den vælter.) Man kan, hvad man vil. (Rejser planten, den vælter.) Man kan, hvad man vil! (Rejser planten, den vælter.) Jeg er her ikke som klient! Kenneth ind