Måvens og Peder på kanotur

Livet har adskilt Måvens og Peder, de to overvinterede hjertevenner fra 70ernes folkeskole. Men i Line Knutzons radiospil, møder de hinanden igen - efter mange, mange års eksil i en nådesløst forandret verden. Og håbet tændes. Der er en mening med at man overhovedet er til og lever. Måvens og Peder finder sig selv ved at finde hinanden, indtil temperamenternes uoverensstemmelse truer med at få også denne sidste redningplanke til at drive bort.

Måvens Peder Kvinde Tjener Stemme fra køkkenet Fedefyren Mand (sort tale)

Scene 1. Måvens’ slikbutik. Telefonen ringer. MÅVENS - Måvenses slikbutik, goddag. STEMME - Ja, det er mig der ringer. MÅVENS - Ja? STEMME - Kan du høre min stemme? MÅVENS - Ja, men hvem taler jeg med? STEMME - Skal jeg tale dybere - lyder den bedre dybere, (taler dybere) nu prøver jeg lige at tale dybere, jeg tror det her virker meget bedre. MÅVENS - Øh, det er faktisk en slikbutik det her. STEMME - Skal jeg tale i et højre toneleje, det virker måske bedre, (taler højere) Sådan her, så virker jeg måske mere seriøs, prøv og sig du elsker mig. MÅVENS - At hvad? STEMME - Sig, du elsker mig. MÅVENS - Nej nu.... STEMME - Nej, jeg gider ikke mere, du er skide irriterende, du er.... jeg ved ikke, hvad du er for een, men jeg synes fand’me ikke man kan tillade sig at ringe op på den måde. MÅVENS - Jeg har da ikke ringet op. STEMME - Ihhh, hvor er du dog nærtagende... Smider på. Dut dut dut. MÅVENS (kratter på papir) - Højtærede dagbog. Kan ikke mere. Efter års mislykkede forsøg på at drive en slikbutik gi’r jeg op. Har barrikaderet døren, og når jeg har skrevet dette, mine sidste ord, æder jeg al slikket i butikken og lægger mig til at dø i alkoven. Udover mærkelige telefonopkald og en del luskeri ved nattetid har det værste nok været spejlingerne, som i den grad har taget til det sidste år. Folk spejler sig i alle blanke genstande, de kommer i nærheden af, og da jeg jo altid har været flittig med mit vinduespudseri, har min butiksrude været et oplagt mål for denne uvane. I stedet for at få øje på slikket, får de øje på sig selv, og ja, så er det sket! Så står de der med øjne på stilke og stirrer, lige indtil de er helt sikre på, at de har sat et aftryk af deres ansigt i MIT vindue. Vinduet er smurt ind i spejlbilleder, man kan overhovedet ikke se slikket. Og ja, ærlig talt har mit negative og vredladne sind efterhånden vakt mig så mange problemer i dette liv - jeg nævner i flæng - brudte parforhold, en vennekreds, der slet ikke kan tælles - at jeg begynder at tro, at det var i en anden verden, jeg skulle ha` åbnet denne slikbutik. For dem, der eventuelt skulle læse dette og dernæst finde et sæt knogler begravet i slikpapir, kan jeg blot informere om, at det er mig, Måvens Pedersens jordiske rester, og om muligt ville jeg gerne begraves dels ved havet og dels i en granskov. Nu adjø... farvel kære verden, farvel kære Dagbog (det ringer)...De venligste Hilsner Måvens.... FOR SIDSTE GANG FOR HELVEDE - MÅVENS SLIKBUTIK GODDAG!