1410 skuespil i databasen 28.03.2024

Ansigter

Stig Dalager
Baggrunds information
Stig Dalagers diamonolog tager sit udgangspunkt i den mangeårige og optrappede israelsk-palæstinensiske konflikt. Den skildrer en israelsk og palæstinensisk kvinde i denne konflikts brændpunkter. Den israelske kvinde befinder sig i sin lejlighed i Jerusalem. Her skriver hun på et brev til sin søn, der tilsyneladende befinder sig midt i kampzonen i Jenin, mens hun i brudstykker reflekterer over sit liv i Israel, hvor hun i konflikt med sin mand har engageret sig i fredsbevægelsen. Hun frygter for sønnens liv. Lever han eller er han allerede død? Den kristent-palæstinensiske kvinde befinder sig sammen med sin familie i isolation i Bethlehem på Vestbredden, Fødselskirken udenfor hendes vinduer er besat af hendes landsmænd og samtidig belejret af den israelske hær. Søvnløs, midt i natten, forsøger hun at komme til rette med sit liv og med sin ældste søns miserable skæbne som torturoffer. To kvindeansigter med hver sine glædelige og især smertelige erfaringer, to ansigter, hvis drømme og traumer og håb til sidst smelter sammen.
År / Udgivet:2002 /
Varighed:45 minutter
Område / Genre:Voksne / Monologer
Medvirkende:1-2 ( 1 kvinder, 0 mænd, 0 børn, 0 øvrige )
Rettigheder:Colombine Teaterförlag
ISBN:87-7865-348-7
Locations:1
Musik:
Mere info:DRAMA, 70251141
Stig Dalager




webmaster@skuespil.net
Rolleliste
1 kvinde
Uddrag
En diamonolog Halvtredsårig israelsk kvinde med hennafarvet hår ved et vindue i et værelse med dør i sin lejlighed. Solen igennem dette vindue. Hun ryger en cigaret, er nervøs. Går en gang imellem i det følgende frem og tilbage i rummet, ser på nogle brevpapirer, skriver noget ned., sætter sig, rejser sig. Ud af tre eller fire i et rum står der altid en ved vinduet. Sådan skrev han, Yehuda Amichai. Husker du, at jeg læste hans digt op for dig? Hvordan skal jeg samle tankerne, når du er derude, Ron… Mine hænder, dine hænder… din far sagde altid: Hvor de ligner hinanden. En mors og en søns hånd. Det er, som om nogen har taget en kopi, din far tror, at det er det, der er inderst inde i synagogen, det der ikke har noget navn. Det er det, der er i mørket, i stilheden, uden stemme. Det er kopisten. Da jeg mødte ham i Tel Aviv, var jeg fascineret af hans tro, han ville aldrig sige kopisten, men skaberen. Det, der skabte himlen og jorden… Var det ikke også det, der skilte din far og jeg fra hinanden? Blev han ikke vred på mig gennem årene, fordi jeg ikke troede som han, selvom det fik alle mulige andre navne, jeg var ikke tæt nok på ham og hans familie, jeg var for selvoptaget, for amerikansk, gik for meget op i min karriere, hvorfor kunne jeg ikke være som andre israelske kvinder, der bakkede op om deres mænd og deres karrierer? Jeg ved, at du aldrig har forstået, hvorfor din far og jeg gik fra hinanden, du har taget hans parti, har du ikke? Du… Går i stå. Lille pause