Sandmaleriet

Gudrun, Anna og Ingse er tre aldrende kvinder, der mødes og mindes gamle dage. Fortiden står i et klart lys, men det kniber med at huske, hvad der skete i går. For hvor var det nu, man lagde tingene? Og hvad med Gudruns kostbare perlekæde? Er den blevet stjålet? Og hvem har så stjålet den? En bittersød komedie om ungdommes muligheder og alderdommens forfald. Om senilitet og manglende erkendelse, om kærlighed og tab og endelig om accept af livet, som det er.

3 ældre kvinder 2 unge Personerne GUDRUN ANNA gamle INGSE TORBEN unge HENRIETTE

1. SCENE GUDRUN (net og buttet) i klædelig hjemmedragt med stor broche. Hun er i bløde sko. Hun går frem og tilbage mellem køkken og stue og dækker tebord med fint tyndt porcelæn og sætter en køn sommerbuket på bordet. Så står hun med hænderne på den ene stoleryg. GUDRUN - Tænk at jeg skulle møde dig igen, min elskede. Takket være Henriette det kære menneske… Jeg skal ved lejlighed fortælle hende den fine historie om Hopi-indianerne, som dú fortalte mig for så længe siden, den tror jeg hun har sind for…Der var noget, jeg skulle huske vedrørende dig! (sukker) Men hvad pokker det var dét…Perlekæden! Der var den, den vil jeg have repareret!… Husker du den? Gud, teen! (skynder sig ud. Kommer grinende tilbage) Al den gode te! Hm. Det ville have kreperet Ingse…Hvorfor gør jeg sådan noget?…Er det begyndende…Altzheimer? Vrøvl! Der er ikke noget i vejen med mín pære… (går til kommoden, bakser for at få øverste skuffe op. Langt om længe lykkes det) Hvad fanden skal jeg i den skuffe?…Altså, hvad vár det jeg’e?…Perlekæden! (tager perlekæde med istykret lås op. Går hen til spejlet, holder kæden op for sig. Smiler glad til sit spejlbillede) Tænk, jeg synes stadigvæk den klæder mig! (tager briller på og studerer sig selv kritisk) Det er et elendigt spejl, elendigt! (lægger hurtigt perlekæden ned i skuffen igen og forsøger forgæves at lukke skuffen. Går atter hen og ser på bordet) Ja, Ingse! Det ér købe-blomster! Og jeg nød at købe dem, selvom jeg hár i mit eget bed!…Hvad er det, der íkke er her?…Kagerne, din skvadderballon, men hvor vár det nu, jeg’e…gemte dem?…Køkkenskabet? Nix…Kommoden? Nej…Klædeskabet?…Nixen-bixen…Beredskabsrummet…eller entréskabet, som personalet kalder det? … Mon ikke det var der? (går ud og kommer tilbage med en gammeldags dåse, som hun sætter på bordet) Der var jeg vel nok heldig! Jeg snupper lige en. Jeg må jo vide, om de er friske! Og sådan en enkelt lille en feder ikke! (niver sig selv lidt i livet og på enden. Arbejder så forgæves på at få dåsen op) Altså, I kan ikke være det bekendt, I kan ikke! Det er jer, jeg taler til! Alle ti! Ikke alene gør I forbandet ondt! I duer heller ikke til noget! Ikke til noget som helst!…I gør ikke! (det ringer på døren. Hun farer sammen) Hvem kan det være? Postbudet? Nej, postbudet ringer altid to gange!…Det kan da ikke være Anna eller Ingse allerede…Skal jeg…åbne? På denne tid af dagen er det vel ikke farligt? (går ud og kommer ind igen sammen med sygehjælperen) Altså, jeg siger Dem, Henriette, De kommer som var De kaldet! Jeg venter gæster til te, og jeg kan ikke få kagedåsen op! (HENRIETTE åbner dåsen) Tak skal De rigtignok have, vil De smage?