Harriets Himmelfærd

Livet har adskilt Måvens og Peder, de to overvinterede hjertevenner fra 70ernes folkeskole. Men i Line Knutzons radiospil, møder de hinanden igen - efter mange, mange års eksil i en nådesløst forandret verden. Og håbet tændes. Der er en mening med at man overhovedet er til og lever. Måvens og Peder finder sig selv ved at finde hinanden, indtil temperamenternes uoverensstemmelse truer med at få også denne sidste redningplanke til at drive bort.

Harriet Stemme Stemme 2 Måvens Tele Peder Poul 1 Poul 2 Tjener Pub (x 2) Højttaler Barn Mor Dame

Scene 1. Vi befinder os i himlen. Harriet banker på en dør. Banke. Banke. Banke. Skridt. STEMME - Hvem er det? HARRIET - Det er mig.....Harriet! STEMME (til nogle andre) - Det er Harriet... HARRIET - Ku\\\' du ikke lige, jeg øh... STEMME (igen til nogle andre, irriteret) - JEG SIGER - DET ER HARRIET! Mumlen bag døren. HARRIET - Ka\\\' du ikke lige åbne for helvede... STEMME - Jamen, du da ikke død, vel? HARRIET - NEJ! STEMME - Og du er klar over, hvor du er? HARRIET - JEG ER JO I HIMLEN, DET ER JO DET! STEMME (forvirret) - Øh, du må gå igen, det er alt alt for tidligt det her HARRIET (stærkt i irriteret) - JAMEN JEG LETTEDE JO BARE, JEG SKAL BARE SPØRGE OM NOGET! STEMME (til de andre) - HUN SIGER HUN LETTEDE... HARRIET - JA, ÅBN NU. STEMME - Øjeblik... (der småskændes lidt bag døren)... ja. .. ja,det skal jeg nok,ja ... SÅ TI DOG STILLE! ... Harriet? HARRIET - Ja? STEMME - Jeg åbner døren - men kun på klem. (Voldsom knirken.) HARRIET - Øh, goddag. STEMME - Hva\\\' er det, der er galt? HARRIET (en anelse fornærmet) - Ja, jeg ku\\\' da bare godt tænke mig at vide hvem der har kastet alle mine ting op på himlen, jeg ved ikke hvad det ligner, det ligner en skraldeplads... STEMME - Ting? Hvilke ting? HARRIET - MINE TING - JEG HAR ALDRIG SET NOGET LIGNENDE. STEMME (usikker) - Øjeblik... (mumler bag dør) Du må lige forklare nærmere... HARRIET - ØHm - altså - det var fordi jeg var til sådan et selskab, og øh... STEMME (emsig) - Ja? Kom - du var til et selskab og...? HARRIET - Ja øh - så stod vi allesammen der med vores drinks og rulllede med isterningerne ,mens vi grinede højt af de vittigheder der stod malet på væggen... Der var mange vittigheder - jeg havde endda selv lavet nogen af dem.... STEMME - Ja, vittigheder, kom... HARRIET - PLUDSELIG bankede det på døren... Jeg følte mig straks afsløret og åbnede døren med rystende hånd... STEMME - Og hvem var det? HARRIET (i egne tanker) - Ingen... kun vindens uhyggelige... STEMME - Ja, kom...vindens uhyggelige hvad? HARRIET (stadig i egne tanker) - Kun vindens uhyggelige... STEMME (stærkt irriteret) - HVAD HARRIET? VINDENS UHYGGELIGE HVAD? HARRIET - SUSEN FOR HELVEDE, og jeg tænkte - Harriet, det er på tide at gå,på tide at sige farvel og min mærklige hånd vinkede i vilden sky til de tavse mennekser bag mig. Farvel,farvel, ud i sneen, ud i den mørke nat med dig Harriet,gå nu. Og jeg gik med heftige skridt afsted mens min ånde frøs fast som fodspor i luften. STEMME - Hm hm...og hva så,hva gjorde du så...? HARRIET - JEG HAR SAGT DET HELE, HAR IKKE MER\\\' AT SIGE. STEMME - Nå nå, undskyld. HARRIET - Råbte jeg, og kiggede op i himlen, ja og så var det at jeg så alle mine ting flyve forvirret rundt mellem stjernerne. JOV! Og en mand tabte sin hat af skræk. Jeg ville samle den op og bukkede mig derfor høfligt ned, pæne sko, pæne sko tænkte jeg og opdagede hans pæne hånd, der rakte ud efter min og nu gik det rigtigt galt.Mine hænder var frosset fast i lommerne og jeg faldt med hovedet forrest,direkte ned i et cykelstativ. Alt blev sort og PLING!, så fløj jeg... Det sidste jeg så var manden, han græd .... han tog et lommetørklæde op og tørrede sig om øjenene... de fløj efter mig, tårerne og satte sig på en snor... se.