Memphis Tennessee

Et stykke om en datters opgør med en tyrannisk mor og hendes søster, som prøver at skærme sit liv bag en hverdagslig og tragikomisk filosofi af klichéer og petitesser. Spillet foregå i et sommerhus ved Den jyske Vestkyst. Opgøret ender på standen en sen nat sammen med en opskyllet hval og Ahmed fra Libanon.

Personer PATRICIA, i begyndelsen af tyverne RUTH, hendes mor, ca. 5o år GERDA, Ruths søster, nogle få år yngre AHMAD, sidst i tyverne

Alle scener foregår i samme rum (stue i sommerhus) undtagen den sidste scene, der udspiller sig på stranden FØRSTE AKT Scene 1 Førstesalsstue i et toetages sommerhus ved Vesterhavet. Bagvæggen er med vinduer og fløjdøre ud til balkon, hvorfra der er udsigt over klitter, strand og hav belyst af stærkt solskin. Huset er bygget i slutningen af sidste århundrede, tysk stil. En del inventar fra dengang er bevaret, men der er osse moderne ting, lette, lyse gardiner, barskab, tv, musikanlæg. Et elghoved på væggen til højre, hvor der endvidere er døre, én til andre værelser og én ud til en trappe, der fører nedenunder. Fløjdørene til balkonen står åbne, svag lyd fra havet. Sofaarrangement med lavt bord i venstre side, hvor osse Ruth sidder i højrygget kurvestol. Hun har én af disse hvide, høje kraver på, har været ude for en ulykke. En stok med håndtaget over armlænet. Mange puder omkring hende. Hun er stiv og langsom i alle bevægelser, men øjnene er hurtige. Hun laver fingerøvelser, bøjer og strækker fingrene først på den ene hånd, så på den anden. Og hun retter sig i stolen, mens hun lukker øjnene og presser læberne sammen. Slapper af igen. Det er tydeligt, hun har smerter. På et lille bord ved siden af hende telefon og hedvin af en slags. Patricia ligger på sofaen med en bog, som hun er ophørt med at læse i. På borde og vægge: genstande fundet på stranden. RUTH - Havnevand? PATRICIA - Ja, havnevand. Det er jo dét, jeg siger. Du stank af havnevand. Inderhavnen. Sådan rigtig råddent. Kloakudløb. RUTH - Bliv bare ved. PATRICIA - Jeg kan huske, hvornår det var. For jeg var lige begyndt i skolen. Altså må jeg have været syv. Jeg havde ligget det meste af natten og ventet på, I skulle komme hjem fra den fest. Jeg tror, det var ved at blive lyst. Så hørte jeg bilen, og mit hjerte begyndte at hamre. Endelig kom I op gennem haven, og I skændtes. Og pludselig blev døren ind til mig smækket op på vid gab, og du kom bumlende ind og faldt ned i min seng ved siden af mig, plaskvåd. RUTH - Det husker jeg ikke noget om. PATRICIA - Jeg kunne lugte det med det samme. Du, som altid duftede af dyr parfume. Hvad skete der, den nat? RUTH - Aner det ikke. PATRICIA - Det tror jeg ikke på. RUTH - Jeg må vel være faldet i vandet. PATRICIA - Faldet i vandet? RUTH - Ved Gud... jeg husker ikke en brik. PATRICIA - Det kan ikke passe. Mens jeg vaskede mig næste morgen, så kan det nok være, du fik mit sengetøj skiftet. Og da vi sad ved morgenbordet, smilede du så sødt til mig, som om jeg var en lille kage. Det var så fint og hyggeligt. Alt var, som det skulle være. Som det plejede at være. Men jeg havde bare stadigvæk den rådne lugt i næsen. Hvorfor siger du ingenting, mor? RUTH - Synes du ikke, jeg er plaget nok i forvejen? Du vil ikke blive ved med den åndssvage historie, vel? PATRICIA - Du sprang, ikke? Og far fik dig op? Du sagde noget om far den nat, husker du det?