Den jord du gik på

De 6 unge er undsluppet myrderier og voldshandlinger. Deres land ligger i ruiner. Er de de sidste overlevende? De vandrer mod nord i et vagt håb om at slippe væk. Men de slæber selv krigens rædsler med sig. Psykisk invaliderede er de. To af dem går til undervejs. Alligevel er alt ikke så trøstesløst, som det kan synes. Ud af nøden og elendigheden henter de en lille styrke til at give hinanden lidt varme og venlighed.

Handlingen: 5 store børn (12-14 år) er på flugt fra en borgerkrig et eller andet sted i verden. De har grusomme oplevelser, vold og etnisk udrensning bag sig, og alle er dybt sårede i sjælen. Pers

1. scene Det er aften - sent. De fem er ved at gøre klar til at sove. De har nogle poser med tøj el. lign. at bruge som hovedpuder, nogle gamle tæpper til at tage over sig. Lyset er dæmpet - aftenagtigt. Egentlig en stemning af træt hygge - som ved et lejrbål, måske. Iliami spiller sagte den gennemgående melodi, en lidt melan­- kolsk sang, slavisk i tonen. Andor er ved at rulle en cigaret af en side, han har revet ud af en bønnebog, hvor siderne er af helt tyndt papir. Tally lægger sig ved siden af ham, hoster. Mira er ved at bade et stort sår, som Scipo har på benet. SCIPO - Av for satan! MIRA - Sid stille, Scipo. ANDOR - Ikke noget med at bruge alt vandet. Vi skal have til i morgen tidlig. MIRA - Tror du jeg er åndssvag? Andor fnyser. Pause. Iliami spiller. Mira begynder at nynne med, mens hun fortsætter sårbadningen. Andor får ild på sin smøg. TALLY - Andor! ANDOR - Læg dig til at sove, Tally. Du er træt. TALLY - Hmm; men Andor! ANDOR - MMM. TALLY - Tror du jeg skal dø? scipo - ... sagde grisen til slagteren. En lille munterhed markeres. ANDOR - Hold kæft! Der var ingen, der talte til dig, din orm! MIRA - Årh, hold dog op, Andor. Han mener jo ikke noget med det. Det ved du godt. Han snakker bare. Scipo snak­ker bare. Ikke osse, Scipo. Du duer ikke til at tænke dig om, vel?