Frost

Et stykke om venskab, fjendskab og ægteskab, der udspringer af et tænkt møde mellem de tre berømte Skagensmaleres hustruer Martha Johansen, Marie Krøyer og Anna Ancher - og Annas datter Helga. Et møde mellem tre kvinder, der kunne være én og samme person. Tre kvinder i tre af livets aldre i en tekst, der ikke er bundet til et bestemt sted eller en bestemt tid. Den kan lige så vel udspille sig i 2001 som i 1890.

Marie Helga Martha Anna

Scene 1a MARIE - Hvor er lyset henne? Vandet spejler himmelen og himmelen spejler lyset og alle husvæggene er malet i farver der spejler lyset. Hvis ikke man kan male heroppe, så kan man slet ikke. Jeg kan ikke. Skål og godmorgen. Nå, bare de ikke taler svensk. Her er ikke meget bedre. Tænk at man skal ende sine dage som svensker, fordi man engang har forelsket sig i en svensker. Og giftet sig med ham. Og fået barn med ham. Så skal man være halvsvensk resten af livet. Sikke nogen børn, vor herre bevares for nogle børn, vi har fået. Det kunne jeg godt tænke mig at vide… hvordan det ku gå til. Mine hænder. Mine hænder er ved at forsvinde. Nogle dør først indefra, på mig er det hænderne. De visner. HELGA - Der er LÅST! Det her er mit område. MARIE - Tænk hvis man kunne se i mørke som dengang man var ung. Men bare håret ikke er gået til, så kan man da lidt endnu. Åh, hvor er det koldt. Jeg må ind. HELGA - Jeg ved hvem du er. MARIE - Og jeg ved hvem DU er. HELGA - Dig kan jeg godt klare. Dig har vi kastet på porten en gang før! MARIE - Tænk hvis vi var jævnaldrende, så kunne jeg få lov at gøre hvad som helst. Lige hvad jeg ville. Nu tilgiver de selv talentløshed. HELGA - Ingen slipper ind her, og det bestemmer JEG. Ingen skal komme og snage i mit liv. Det er godt nok som det er, er det! MARIE - Dit liv rager mig, det er din mors liv – HELGA - Hun rager heller ikke dig. Min mor eksisterer ikke mere. MARIE - Mine hænder. Jeg fryser sådan. Jeg vil se havet bare en eneste gang før jeg dør, og måneskinnet. Jeg har helt glemt hvor koldt det bliver. Mine fingre var så kønne, nu er de sgu ikke noget at prale af mere. HELGA - De kommer rendende, den ene efter den anden, for at se HEMMELIGHEDEN. Og den eneste hemmelighed er, at der ikke er nogen! Du er ikke den værste, dig kan jeg godt klare. MARIE - Mine hænder er allerede helt stivfrosne, det her forfrosne sted går mig til marv og ben. Det hjælper ikke at puste på fingrene, de er som istapper. Sådan har her altid været. Gud hvor jeg afskyr den her belortede by! De skal nok genkende mig. HELGA - Nu har jeg en gang for alle låst af, og jeg ved hvem du er, glem ikke det. Du skal ikke tage noget, der tilhører mig. MARIE - Så er det bare om de vil stene mig ud af byen. Hvad var det, de sagde til min mand - ”Du er kun genial fra albuen og ned.” De er døde alle sammen, og jeg vil danse på deres grave, med en flaske i hånden, så skal der nok komme gang i de små fotoapparater! Lad mig komme ind, din lille møgunge, tror du ikke jeg ved hvem du er? HELGA - Jeg må bede dig om at gå, her har du ikke noget at bestille. Ellers kalder jeg på – MARIE - På hvem? Du har jo ikke nogen. Du er lige så alene som jeg er, og du er da ung. Ingen mand og ingen børn, sådan skulle man leve, så gør man ingen ulykker på andre. Du ved slet ikke hvor godt du har det! HELGA - Det rager ikke nogen, hvad der er derinde. MARIE - Er det hele som det var i min tid? HELGA - Alt er præcis som det var. Ellers var der jo ingen idé med at spærre det inde, vel? MARIE - Fortid og barndom og billeder, alt sammen støvet og lukket inde. HELGA - Så gør det ingen skade. MARIE - Mine hænder! HELGA - Alle ønsker bare at gøre mig normal. Jeg skal blive lisom DIG og have en mand, jeg hader, og et barn, jeg sender på galehus. HELGA - Jeg ved bedre. Jeg sidder her og vogter. Jeg har låst af, for folk ved alligevel for meget. Og jeg er resultatet, den lille pige. Den uskarpe kopi. MARIE - Du ligner hende. Faneme om ikke du ligner hende!