1410 skuespil i databasen 18.04.2024

Sidste breve fra Stalingrad

Gerz Feigenberg
Baggrunds information
Stalingrad 1943. Tyskerne er omringet, nederlaget venter. En officer er stukket af med sin ordonnans, og tre soldater er sendt ud for at lede efter dem i ruinerne. De finder ham, men de finder mere end det – de finder den chokerende grund til at han stak af og de begynder en makaber leg. Den fører dem frem mod et vendepunkt. Er det døden eller forløsningen? Denne historie fortælles med udgangspunkt i og citater fra autentiske breve fra de indespærrede soldater til deres kære. Dramatikeren Gerz Feigenberg har skrevet et skuespil i tolv billeder / scener som i form og indhold er ganske anderledes en den krigshistoriegenre som man kender fra de fleste krigsfilm.
År / Udgivet:2002 /
Varighed:90 minutter
Område / Genre:Voksne / Psykologiserende spil
Medvirkende:6-9 ( 1 kvinder, 5 mænd, 0 børn, 0 øvrige )
Rettigheder:DDF
ISBN:87-7865-259-6
Locations:1
Musik:
Mere info:DRAMA, 70251141
Gerz Feigenberg




webmaster@skuespil.net
Rolleliste
BREME, underofficer DIETER, menig CHRISTOF, menig ARMIN, menig ECKART, officer LEVENDE DUKKE
Uddrag
Et sønderbombet hotel i Stalingrad Tiden: Januar 1943 SIDSTE BREVE FRA STALINGRAD er skabt sammen med Klaus Risagers REQUIEM, og de to værker udgjorde tilsammen forestillingen ved førsteopførelsen i 1999. NOTE Da tyskernes situation i Stalingrad under 2. Verdenskrig var blevet umulig, og de tilbageværende soldater så sig omringet af russiske tropper, blev et sidste fly sendt ud af byen, lastet med breve fra de indespærrede soldater. Det var regimets idé at bruge disse breve i propagandaøjemed, og derfor nåede brevene aldrig frem til adressaterne – man klippede simpelthen navnene på brevskriver såvel som modtager af dem. Det viste sig at teksterne ikke var egnet til at fremme nazismens sag. Brevene blev bevaret for eftertiden og et udvalg udgivet. På dette bygger SIDSTE BREVE FRA STALINGRAD. Hotelrestaurant. Rummet er tomt. Efter et øjeblik kommer BREME ind BREME - Kom. (DIETER og CHRISTOF følger efter) Hvad fanden er det her? CHRISTOF - Et hotel. DIETER - Sludder. CHRISTOF - Man lejer en seng for en nat, lader som om man er hjemme. Det her er restauranten. DIETER - Her er han ikke. CHRISTOF - Hvorfor ikke? DIETER - Hvad skulle han her? CHRISTOF - Hvad skulle han i det hele taget? DIETER - Det er forladt, der er ikke noget at komme efter her. Kom nu, for helvede. CHRISTOF - Er du bange, Dieter? DIETER - Hold din kæft! CHRISTOF - Du er sgu bange! Hvorfor fanden er du bange for et skide hotel? DIETER - Jeg er ikke en skid bange! CHRISTOF - Ikke en skid, nej, ikke nogen større skid end den du har skidt i bukserne. DIETER - Nu holder du kæft, du gør! CHRISTOF - Ellers skal du nok holde kæften for mig, hva? DIETER - Ja, det kan du fandemig tro. CHRISTOF - Så gør det. DIETER - Kom her, du. CHRISTOF - Stille! DIETER - Hvad fanden mener du med stille? CHRISTOF - Sagde du ikke du ville holde kæft for mig? Så gør det. Hold kæft. DIETER - Kom nu, Breme. Her er ikke nogen, for fanden. BREME - Vent nu lidt. DIETER - Her er ikke nogen! BREME - Her er masser. Prøv og lyt! (Stilhed) Kan I ikke høre det? Hotel Intourist! (Stilhed) De klinker i champagne, de spiser kaviar med store skeer. De griner, de holder fest. De skåler på sejren, de klasker deres tøser i røven. Hør! Klask i en ordentlig bonderøv! Længe leve vort udødelige fædreland! De råber og skriger og er fulde. DIETER - Hvem fanden snakker du om? BREME - Dem før os. Jeg kan mærke dem herinde. DIETER - Du er fuld af lort, Breme. BREME - Ja, ja. DIETER - Du er en skiderik, Breme. BREME - Ja, ja, en rigtig skiderik. DIETER - Du er den største skiderik jeg nogen sinde har mødt. BREME - En kæmpeskiderik, et bjerg af lort. DIETER - Du er så fuld af lort som hele regimentet. BREME - Så fuld af lort som Stalingrad. DIETER - Som hele Tyskland! BREME - Som hele Rusland. DIETER - Som hele verden. BREME - Solsystemet. DIETER- Universet. BREME - Ja, hele verdensrummet. Jeg er alt det lort der er i hele verdensrummet, alt det som alle mennesker igennem alle tider har skidt ud, søjler af lort, og tyndskid, floder af tyndskid, alt hvad de har skidt og pisset af drøm og digt og sludder og vrøvl, det er mig. Det er i mig, jeg flyder over af det, jeg drømmer alle drømmene og jeg sludrer alt sludderet, hele tiden, jeg kan ikke slippe væk, for jeg er allevegne. CHRISTOF - Hvis hr. sergenten er færdig med sin undersøgelse, så skulle vi måske se at komme videre…