Strip (krig)
Gerz Feigenberg

Baggrunds information
Topmodellen Loni skal fotograferes for sidste gang. Bagefter vil hun forsvinde sammen med sin elskede Pablo og aldrig mere se nogen af slænget, hverken sin ven, make up-artisten Esp eller sin forhenværende elsker, stjernefotografen Dipper.
Men Dipper har andre planer. De krydses imidlertid af spillets joker, stripperen, som Loni har bestilt som fødselsdagsgave til Dipper.
En komedie og et syrebad til og om de rige og lækre vi tror vi har købt os retten til at være i al evighed.
Rolleliste
3 kv
4 md
LONI, supermodel, sidst i tyverne
ESP, stylist, midt i trediverne
NIKKI, hans assistent, i tyverne
DIPPER, fotograf, femogfyrre
AMBRO, filminstruktør, omkring halvtreds
BOS
Uddrag
FØRSTE AKT
1
LONIs hotelværelse. Til højre vinduet, med altandør, derefter sofagruppen, så kommer sengen og helt til venstre udgangen til entréen, badeværelset og gangen. Standardværelse på femstjernet. Douce farver, minibar, tv, telefon, sofagruppe, kunst på væggen - alt lækkert, stilfuldt, klassiske møbler, beslag og håndtag af messing, forgyldte rammer, osv. Det kunne være hvor som helst i verden.
AMBRO, ESP og NIKKI taler i hver sin mobiltelefon. BOSSE har lagt sit professionelle videokamera på sengen og går lidt planløst rundt, piller ved forskelligt. HAN og NIKKI ryger, alle har en drink i hånden. Minibaren står åben, dens indhold er tømt ud over gulvet, BOSSE roder i det.
Fjernsynet kører
ESP - Nej, snuller, jeg er ikke fuld.
AMBRO - Det er cool, det er cool nok. Vi tager det som det kommer. Det er det jeg vil, bare være, bare eksistere i rummet, nær hende. Ingen kunst, ingen dikkedarer, bare være et vidne, en tæthed om hende, som den luft hun ånder…
BOSSE åbner poser med peanuts og chips
NIKKI - Glenmorangie. Det er deres standardwhisky, det er den de har i minibaren. Vildt ikke?
ESP - Jeg bliver ikke fuld af gin, jeg bliver kun fuld af vodka. Jeg har bare desværre ikke noget vodka.
BOSSE hælder snacksene ud på gulvet
NIKKI - Dipper kommer nu i aften. Dipper. Det er Lanning, det kalder vi ham. Ja! The Tom Lanning. Han skulle have været her for to timer siden. Men sådan er han, siger Esp.
AMBRO - Jeg skal ånde med hende. Forstår du? Det vigtigste er at hun kører showet. Det er på hendes præmisser. Når hun siger cut, så er det cut. Hun er boss, hun er Gud.
ESP - Hvad? Ja, jeg skal nok huske gummi. Hold nu kæft, musselus, sådan er jeg slet ikke, det ved du også godt, din gamle dåse!
NIKKI - Fra London. Måske er flyet forsinket. Måske er det faldet ned. Det vil jeg helst, falde ned med et fly. På businessclass. Jeg er skidefuld.
BOSSE knuser snacks, åbner en cola og hælder den ud over dem, tramper i dem
ESP - Vi venter på Loni og så venter vi på Dipper. Jeg ved sgu ikke hvad klokken er. (til NIKKI) Ved du hvad klokken er?
NIKKI (til ESP) - Hva? (i telefonen) Esp spørger lige om noget.
ESP - Klokken?
NIKKI (ser på uret) - Lidt over elleve.
ESP - Du skulle ikke gå med ur. Det er ikke sådan rigtig rigtigt.
NIKKI (tager sit ur af, åbner vinduet og smider det ud - ler)
Ja, ja, jeg er her endnu. Jeg skulle bare lige smide mit ur væk. (ser fjernsynet) Gud, den der er bare for slem. (Hun synger med) Ziggiliggadoodoo, ziggiliggidaa, wanna take a ride in my brand new car. (Med dyb reklamemandsstemme, sammen med fjernsynet) The new Karaoke Sedan - it’s not a car, it’s a song.
ESP (også med fjernsynet, følger en kælen kvindestemme) - Sing to me, baby…