De tomme gynger

Et spil med en monolog og tre enaktere. Han og hun - far og mor er vokset fast hver sit sted, kan i deres selvoptagethed ikke nå deres datter. Hun vokser op som en skifting, bliver grim og fed. \"Jeg må have troldeforældre, der har anbragt mig her\". Til sidst bliver hjemmet til en fuglerede. Far og mor bestemmer at nu skal hun skubbes ud og klare sig selv. Hun kan ikke flyve, men bliver grebet af drengen René. Det er hendes redning. Det eventyragtige præg gør den grufulde historie til at bære for børn, samtidig med at de nok skal forstå, hvad det drejer sig om.

2 børn, 2 voksne enkle rekvisitter/dekorationer

Tre tomme gynger på scenen. En pige kommer ind.. En pige - Hallooo! Hallooo! Er der nogen hjemme! Det er mig. Jeg er her. I går sagde jeg til min far, at han var en gammel idiot. Jeg sagde mere. Jeg sagde ”røvhul” til ham. Jeg sagde alt muligt. Alle mulige bandeord. Jeg er da ligeglad. Jeg kan sige lige, hvad jeg har lyst til. Nogle gange smadrer jeg glas og tallerkener. Med vilje. Jeg er da ligeglad. Engang smed jeg en honningmad op på væggen. Den blev siddende der på væggen. Der er stadig en grim, fedtet plet der, hvor den hang. Ha! Sætter sig og gynger. Jeg har skyllet min hamster ud i toilettet. Den hed Birger og var to år gammel. Min guldhamster. Den var sød nok. Nogle gange. Hallooo! Er der nogen hjemme! Jeg er da ligeglad. Det rager mig. Min far? Ha! Et svin. Min mor? Ha! En ko. Koen og Svinet. Dengang jeg blev født - jeg ved ikke, om det er helt rigtigt, men jeg tror, det foregik på den måde: Min mor stod og lavede mad i køkkenet. Hun var selvfølgelig fed og grim og helt vildt gravid, nå, men hun stod ved komfuret og pludselig, plop! så lå jeg der på gulvet. Min far sad og åd et eller andet ulækkert ved køkkenbordet. Krebinetter eller nakkekoteletter eller sådan noget. Harmburgerryg, måske. Med ærter og gulerødder. Bvadr! Der sad han skovlede det ind og pludelig lå jeg der på gulvet og skreg. - Hov, du tabte noget, sagde han så, Svinet, til min mor. - Hold din kæft, sagde hun så, Koen, men så opdager hun, at jeg lå der og hylede. - Hvad fanden, siger hun så. – Det er sgu en unge. Var der mig, der smed den? - Gu var det så, mor, sagde Svinet så. Det er sgu din unge. - Det er fanme en tøs, siger Svinet så, da han får kigget lidt nærmere på mig. - Tag lige og vask hende, siger Koen. – Jeg er jo ved at lave mad, jeg har sgu ikke tid til det pjat. Så rejser Svinet sig op og tager fat i mig, men jeg smutter ud af hænderne på ham, for jeg er helt fedtet og blodig. Det er man altid, når man lige er blevet født, men jeg smutter ikke så langt, for navle-strengen sidder stadig fast i mig og min mor. Hun står der og snitter kål eller salat eller sådan noget, men hun bøjer sig lige ned og skærer navlestrengen over med den kniv. Så skubber hun mig hen til Svinet med foden. - Vask hende så, siger hun. Jeg har sgu ikke tid til det pjat. Nå, men han vasker mig ude på toilettet i koldt vand og jeg hyler bare endnu mere, men min far er ligeglad. Han skrubber løs på mig for at få blodet og fedtet af. Og så taber han mig ned på gulvet. Det er derfor, jeg har sådan et ar her (trækker håret til side og viser et lille ar). Lige der. Nå, men sådan blev jeg født, tror jeg. Jeg tror det gik sådan til. Og så er det gået ad helvede til lige siden. Så tænkte de ikke mere på det. Jo, min far gjorde lidt. Svinet prøvede. Han gjorde et forsøg, men han gav op til sidst. Det er også lige meget. Jeg er da ligeglad. Så blev jeg usynlig. Pist væk, blev jeg. Så kunne de pludselig ikke se mig mere. Jeg kan ikke huske, hvornår det skete. Måske har det været sådan altid. Jeg ved ikke, om det skete fra den ene dag til den anden. At de pludselig holdt op med at se mig. At jeg pludselig ikke var der mere. Kan det ikke også være ligegyldigt? Pludselig blev jeg bare væk. Min far arbejdede og arbejdede og arbejdede. Hele tiden. Først gik han på arbejde og når han kom hjem, arbejdede han videre. Alle mulige åndssvage projekter. Nyt køkken. Fire gange lavede han et nyt køkken. Værelse i kælderen. Han lavede et værksted og et arbejds-værelse i kælderen til sig selv. Hvor han kunne sidde i fred og arbejde. Han savede og skruede og filede og hamrede hele tiden. Det larmede så højt, at han ikke kunne høre, hvad man sagde til ham. ”Røvhul” skreg jeg, men han kunne ikke høre noget. Hej, svin! råbte jeg, men han hverken hørte eller så mig. Koen? Hun lå inde i soveværelset med gardinet trukket for. Helt mørkt derinde. Hvis jeg åbnede døren, begyndte hun straks at råbe op. Så måtte jeg hurtigt lukke den igen. Hun ville ikke have lys ind. – Jeg kan ikke tåle lyset, sagde hun. - Mit hoved. Frygtelig migræne, sagde hun. Hallooo! Er der nogen hjemme? Nej, det var der ikke. Der var ingen hjemme. Men jeg er da ligeglad. Hun hører lyde fra et skab placeret i et hjørne af scenen. Hun går ud og der blændes op for: (I en kælder) En kælder. Et bord, en sofa, et skab og to dybe lænestole. Bag dem oppe på væggen er et kældervindue. På væggen et billede af Kong Frederik IX. Der kommer lyde henne fra skabet i hjørnet. To fede mennesker vralter ind på scenen og placerer sig tungt i hver sin lænestol.