Knive i Høns

I det ydre et jalousidrama, som foregår i et landmiljø, hvor der er langt mellem folk. Sproget er reduceret til det absolut nødvendige, men netop derfor af en sær styrke - som om personerne må grave sig bag om fraser og dagligdag og finde en oprindelig tilværelsesform, prøve at nærme sig begreber, vi aldrig rigtig når at forstå. Stor intensitet og dirrende liv.

Medvirkende: Ung kvinde - en markarbejder Pony William - en plovmand Gilbert Horn - en møller

Scene ET Et sted på landet. Lille hus i udkanten af en landsby. Aften. UNG KVINDE - Jeg er ingen mark. Hvordan en mark? Hvad er en mark? Flad. Våd. Sort af regn. Jeg er ingen mark. WILLIAM - Har jeg heller aldrig sagt. UNG KVINDE - Du siger jeg er en mark som jeg sidder her. WILLIAM - Sagde du ligner en mark. Ligner en mark. UNG KVINDE - Det er det samme. WILLIAM - Ikke på langt nær, kvinde. UNG KVINDE - Hvis jeg ligner en mark må jeg være en mark. WILLIAM (ler) - Behøver ikke være noget for at ligne det. UNG KVINDE - Hva’? WILLIAM - Behøver bare ikke. UNG KVINDE - Er jeg andre ting? Ild? WILLIAM - Mine fødder er mudder. Kan ikke mærke dem. UNG KVINDE - ... Sko? Seng? Dør? WILLIAM - ... Det’ hvad det gør... ligner. UNG KVINDE - Aldrig hørt det før. WILLIAM - Ligner, kvinde. Månen ligner ost. Den ligner ost. Men den er det ikke. UNG KVINDE - Har du været deroppe? Månen er månen. Hvorfor ligner den en ost? WILLIAM - Har man altid sagt. (Hører noget) Hvad er det? Hestene? UNG KVINDE - Så ligner ost altså månen? WILLIAM - Hm. Jeg går ind og ser til dem. Der er noget i vejen. UNG KVINDE - Så ligner ost altså månen? WILLIAM - Jeg ved mere end dig. UNG KVINDE - Det ved jeg. WILLIAM - Du ligner alt hvad jeg gerne vil have. Jeg siger du lignede en mark. Du lignede den, som du sad der. Ikke nu. Det er væk. Du ligner ikke den mark som du sidder der nu. UNG KVINDE - Jeg skal sige dig hvad jeg ligner. Jeg ligner ikke andet end mig. WILLIAM - Du har en god form. UNG KVINDE - Du har en god form. WILLIAM - God form nu. Bedste i landsbyen. UNG KVINDE - Er det en mark? (Han føler på hende) Sig mig det. Er det en mark? WILLIAM - Du har ikke set den mark. UNG KVINDE - Den ene mark? WILLIAM - Ikke mange i landsbyen der kender den. UNG KVINDE - Hvor er den? WILLIAM - Langt ude. UNG KVINDE - Jeg arbejder altid i marker. WILLIAM - Gå den vej. UNG KVINDE - Har gjort det før. WILLIAM - Det er den længst ude. Den sidste mark. UNG KVINDE - Jeg har set alle de marker der er. WILLIAM - Det er en god mark. God størrelse. I al min tid har jeg aldrig set den snyde eller være stædig og tvær som andre. Skabt til en mand, en hest og en plov. Flad og god til yderst hvor den skråner men ikke noget man blir træt af. Jorden er god og fed - sådan blir afgrøden også. Når den hviler sig vokser græsset godt også, og det blir sødere end noget andet her. Det er hvad hestene siger når de har græsset. Kan du nu se det, kvinde? UNG KVINDE - Der går jeg hen en dag. Så går jeg tilbage og fortæller dig hvad jeg har set. WILLIAM - Jeg skal vaskes før jeg går ind til hestene. UNG KVINDE (på vej ud) - Den ost de andre kvinder laver ligner månen. Min ost ligner ost. WILLIAM - Før lå jeg der bare og hestene græssede langsomt rundt om mig. En gang så jeg op og alt hvad der er min krop havde vendt vrangen ud. Alt det der er mig på en cirkel af græs langt ude. Rødt. Vådt. Kaninhjerter filtret ind i kospyt. Jeg har aldrig sagt noget om det. Der stod skyer af mig som når jeg har trukket en ny hest ud i december. Det er næsten væk nu. Før det blev mørkt førte jeg dem tilbage, ned gennem landsbyen til staldene, stadig med den mark i hovedet. Hvorfor kom den til mig? Var jo kun en dreng. Kunne have levet i den mark hele livet hvis de havde givet mig lov. Det mudder stinker. Scene TO Åbent landskab. Ung Kvinde kommer ind. Hun bærer på en kurv. UNG KVINDE - Vinden blæser. Solen skinner. Afgrøderne vokser. Himlen - ... Fuglen - flyver. Skyerne - ... Træet ... Hvad? Det står. Træet står. Himlen - ... Himlen - ... Kaninen løber. Skyerne - ... løber? ... vokser? Bladene på træet - ... hænger? Himlen - ... Himlen - ... Scene TRE Marker. William i skjorteærmer, spiser. Ung Kvinde sidder. Mellem dem den åbne kurv. WILLIAM - Er du dårlig? UNG KVINDE - Nej. WILLIAM - Feber? UNG KVINDE - Nej. WILLIAM - Hva’? Der er noget i vejen. UNG KVINDE - Ingenting. WILLIAM - Jeg så dig. UNG KVINDE - Gik herud. Med mad til dig og plovhesten. WILLIAM - Så dig stå der. Hvad lavede du? UNG KVINDE - Jeg så. Jeg så på ... WILLIAM - Hvad? UNG KVINDE - Jeg så en ... en pyt, en pyt man kan se jorden under. Klar vandpyt efter frisk regn. Ser revner i jorden der. Ser fuglefødder. Ser solen skinne. Hvad kalder du det? WILLIAM - Pyt. UNG KVINDE - Nej. Det rigtige navn. WILLIAM - Det rigtige navn er pyt. UNG KVINDE - Hvordan det? WILLIAM - Man går lige til steder, kvinde. Man går og står ikke. UNG KVINDE - En pyt er mørk, mudret vand. Man kan ikke se gennem den. Hvad var det jeg så? Klart skinnende vand. Ikke? WILLIAM - Pyt. Stadig en pyt. Jeg har sagt det en gang. Mørk pyt, klar pyt. Samme ting. UNG KVINDE - Ting forandrer sig hver gang jeg ser på dem. WILLIAM - Nogen gør. Andre gør ikke. Hold dig til hvad du ved. Det er bedst. Stå aldrig og se. Det ser landsbyen. Og den snakker. Du kender landsbyen.