1410 skuespil i databasen 25.04.2024

Shopping and Fucking

Mark Ravenhill
Baggrunds information
De fem personer sejler rundt i deres miljø, meget optagede af sig selv, men uden nogen egentlig personlighedskerne. Sex er engangsoplevelser, som man køber; distance til andre er vigtig; stærke splatteroplevelser er en slags kradsere. De har ingen forestilling om, at samfundet kan blive bedre, eller blot anderledes. Man får et billede af nogle mennesker og en tid, der på alle måder er i forfald. Men skildret så hårdt og lige på, at man med eller mod sin vilje engageres.
År / Udgivet:2000 /
Varighed:75 minutter
Område / Genre:Voksne / Samfund / Debatstykker
Medvirkende:3-5 ( 1 kvinder, 4 mænd, 0 børn, 0 øvrige )
Rettigheder:Nordiska
ISBN:87-7865-116-6
Locations:1
Musik:
Mere info:DRAMA, 70251141
Peter Laugesen




webmaster@skuespil.net
Rolleliste
Medvirkende: Mark Gary Robbie Lulu Brian
Uddrag
SCENE 1 Lejlighed - den har en gang været ret stilfuld, nu er den helt ribbet og tom. Lulu og Robbie prøver at få Mark til at spise af en æske med grillmad. LULU - Kom nu. Prøv og smag. (Pause) Du er nødt til at spise. Kom nu. (Pause) Helt ærligt. Det er lækkert. Er det ikke rigtigt? ROBBIE - Det er rigtigt. LULU - Alle mennesker spiser. Her. Kom nu, kom. En lille bid, for min skyld. Mark brækker sig. ROBBIE - Lort. Lort. LULU - Skat - gider du? Lad os få det her svineri tørret op. ROBBIE - Er det godt nu? Okay? LULU - Ja, ja. Han er okay nu. MARK - Kan I ikke ... ? Bare gå i seng. LULU - Og efterlade dig sådan her? MARK - Jeg vil gerne være lidt alene. ROBBIE - Kommer der nogen? LULU - Skylder du penge? MARK - Nej. Nej. Gå nu bare i seng. LULU - Men hvad vil du så lave? MARK - Bare sidde her. Sidde og tænke. Mit hovede er ét stort rod. Se på mig. Jeg er langt ude. ROBBIE - Du er okay. MARK - Jeg er så træt. Jeg har ikke styr på en skid. Min ... mave. Min hjerne. ROBBIE - Vi har det da sjovt sammen, ikke? MARK - Selvfølgelig. Det er jo ikke det jeg siger. ROBBIE - Skide sjovt. Os tre, sammen. Fester. Vælte rundt, ind og ud af taxaer. I seng. MARK - Det er længe siden. LULU - Vi stod oppe på første salen og kiggede ned på dig. På dine hænder. Tic-tac. Hvordan du handlede. Og alle de penge, og senere, på den anden bar: Vi var sådan oppe og køre, at vi ikke ku’ vente. Alle tre ud på toilettet og vi kom og kom og kom og ... MARK - Det er flere år siden nu. Fortid LULU - Den aften sagde du: Jeg elsker jer begge to og jeg vil passe på jer, for evig og altid. MARK - Prøv nu og hør, jeg ... LULU - Fortæl os supermarkedhistorien. MARK - Jeg er altså nødt til ... ROBBIE - Jah, kom nu. Du kan vel stadig huske supermarkedhistorien? Pause. MARK - Okay så. Jeg får øje på jer i et supermarked. LULU - Nej. Begynd med begyndelsen. MARK - Det er begyndelsen. ROBBIE - Nej det er ej. Begyndelsen er: sommer. MARK - Godt. Okay. Det er sommer. Jeg er i supermarkedet. Det er varmt og jeg sveder. Jeg er helt gennemblødt. Jeg får øje på et par, der går og køber ind. Det er jer, jeg får øje på. Og I smiler. I ser på mig og det er som om, I ved det med det samme, at jeg skal ha’ jer. I ved, I ikke har noget valg. Ingen kontrol. Så kommer en mand hen til mig. Fed. Slasket, med fedtet hår og nylon. Han siger: Ka’ du se parret derovre ved yoghurten? Nå, siger den fede, de er altså mine. Jeg ejer dem. Jeg ejer dem, men jeg vil ikke ha’ dem - for ved du hvad? - De er affald. De er affald og jeg hader dem. Vil du købe dem?- Hvor meget? - For det affald dér? Skal vi sige ... 30 pund. Ja, du ka’ få dem for 30 pund. - Jeg slår til. Gi’r ham pengene. Og så henter jeg jer. Jeg behøver ikke sige noget, for I ved det allerede. I har set handlen. Og så ta’r jeg jer begge to med. Jeg tager jer med hjem til mig. Og da I ser min lejlighed, ved I det hele. Forstår I det? I kender det her sted. Og jeg har gjort et værelse klar til jer, og jeg putter jer derind. Og der er mad. Og der er varmt. Og så levede vi sammen resten af vores dage, fede og tilfredse og lykkelige. (Pause) Hør engang. Jeg ville ikke ha’ sagt det her. Men jeg er nødt til det. Jeg går nu. LULU - Junk. Han elsker sin junk. MARK - Ikke mere. ROBBIE - Elsker sin junk mere end han elsker os. MARK - Helt ærligt. Det passer sgu ikke. Jeg hader det lort. LULU - Køber stadig sin junk, gør han ikke? MARK - Nej. Jeg har ikke taget noget i ti dage. Og jeg går nu. ROBBIE - Går du fra os? MARK - Ja. I aften. LULU - Hvorhen? MARK - Jeg vil ha’ ryddet op, herinde. Jeg har brug for hjælp. Jeg må få nogen til at rydde op i mit hoved. ROBBIE - Bliv her. Du behøver slet ikke gøre noget. Vi hjælper dig. LULU - Vi rydder op for dig. MARK - Det er ikke nok. Jeg har brug for mere end det. ROBBIE - Du går fra os? Du forlader os? MARK - Jeg har brug for hjælp. ROBBIE - Har vi måske ikke prøvet? Vi har prøvet. Hvad fanden tror du vi har lavet? I al den tid. Vi har ... ryddet op efter dine, dine ... LULU - Hvor? MARK - Det er bare et sted. LULU - Fortæl. MARK - Et center. Et behandlingscenter. LULU - Kommer du tilbage? MARK - Selvfølgelig gør jeg det. ROBBIE - Hvornår? MARK - Det kommer jo an på hvordan jeg reagerer. På behandlingen, ikk’. Et par måneder. ROBBIE - Hvor er det? Vi kommer og besøger dig. MARK - Nej. ROBBIE - Vi kommer og ser til dig. MARK - Ingen besøg. ROBBIE - Jeg troede du elskede mig. Du elsker mig ikke. MARK - La’ nu vær’ med at sige sådan noget. Det er åndssvagt. ROBBIE - Du elsker ikke mig. LULU - Okay. Okay. Hvis du vil gå, så gå. Se nu hvad du har gjort. Se hvad du har gjort ved ham. Hvad venter du på? En taxa? Vil du ha’ mig til at ringe efter en taxa? Eller du har måske ikke penge nok? Be’r du mig om penge til en taxa? Nej du ta’r dem bare, ikke? Ligesom du har taget alt andet.