Døden i Venedig - Drengen i Ve

En dramatisering af Thomas Manns berømte roman ‘Døden i Venedig’ fra 1913. Om digteren Gustav Aschenbach, der i sit livs efterår rejser til Venedig, og på afstand forelsker sig i den 13-14-årige Tadzio. Stykket er en dobbeltmonolog, der giver stemme både til romanens centrale figur, Aschenbach, og til målet for hans attrå, drengen Tadzio. Begge gennemlever en seksuel vækkelse. Den unge glædes over opdagelsen af egne lyster. Den ældre suges ned af den drift, han fantaserer om, men ikke er i stand til at udleve. Varighed ca. 1 time og 35 minutter, uden pause. 1 location. 1 medvirkende.

1 medv

Tadzio - samme skuespiller som A - i gang med en leg. Boldspil, hinkerude eller lignende. TADZIO - Jeg skal dø, du skal dø, han-hun-den-dét skal dø, vi skal dø, I skal dø, de skal dø… Jeg skal dø, du skal dø, han-hun-den-dét skal dø, vi skal dø, I skal dø, de skal dø, jeg skal dø … Du skal dø … Skift i karakter, A vender sig, allerede let svedende, og får i samme sekund øje på drengen/publikum, et tavst øjeblik i feltet mellem forbløffelse og betagelse. A - Du? … Du? … Du er tolv, måske tretten? … Nej lad os sige fjorten. Lad os sige, at du er fjorten, og at dine øjne er … grå? Lad os sige, at der hviler en mild guddommelig alvor i dit blik, og lad os sige, at du endnu ikke ved at jeg betragter dig … men det gør jeg. Jeg betragter dig … Beat evt. musik. … men du hører mig ikke. Du hører mig ikke, når du leger i det tørre sand, når du nipper til suppen med nænsomme læber, og når du vender dig og smiler med barnets blinde samvittighed. Lad os sige, at det er derfor jeg fortæller dig alt. Fordi du aldrig hører mig. Musikken udtoner, skift i karakter, Tadzio leger videre, stopper pludseligt. TADZIO - Du kigger meget? … Eller glor du? … Er det sådan man glor, når man glor? … Så hvad glor du på?! … Har jeg gjort noget forkert, eller hvad? Skift i karakter, besværet af klimaet tager A sin hat af og lufter sit ansigt, hans åndedræt tungt, sætter sig måske restituerende, væsentligt at A i det følgende er ’på opdagelse’ i sin modtager. 3 A - … nej, jamen … Jeg kigger jo bare af … af kunstnerisk interesse. Jeg er forfatter skal jeg fortælle dig, (ikke uden stolthed) forfatter af Guds nåde, og en dag vil en respektfuld rystet verden modtage efterretningen om min død. Jo, jo, sådan må du gerne forstå mig. Som et menneske hvis død en dag vil vække respektfuld rystelse. Det er en passende beskrivelse, det er det … og det ville heller ikke være pral at kalde mit værk betydeligt … men jeg er på den anden side heller ikke kommet sovende til noget! Jeg har kæmpet, forstår du. Min disciplin har bragt mig berømmelse. Jeg har afstået! Jeg har udholdt. Jeg har behersket … mig.