Plejer er død

På plejehjemmet ‘Livslyst’ møder vi seks personer, som ikke mere har voldsom lyst til at gennemgå de ydmygelser og prøvelser, det er at bo på netop dette hjem. Alting, penge og løsøre, forsvinder, og ingen tør udpege den skyldige. Men alt løser sig af sig selv, den nat Stue-Svendsen endnu en gang ryger i sengen. ‘Plejer er død’ er historien om, hvor galt det kan gå, når det frie initiativ er taget fra folk, og autoriteten har sejret. Varighed: Ca. 60 min. Locations: 1 Medvirkende: 3 kvinder, 3 mænd Der er enkelte tekniske effekter, som absolut må løses, hvis handlingen skal udføres til alles tilfredshed

Stedet Plejehjemmet Livslyst Personerne Fru Rasmussen Fru Sørensen Thomsen Nielsen Fru Mikkelsen Antonsen

ANTONSEN - (starter så op igen) Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har drømt om at smide jer på porten! Hver gang dukker I op igen, som om I ikke havde andet at bestille! Som trold af en æske, hvor I så får energien fra! For jer er der kun tilbage at kradse af mens tid er - og helst inden I har gjort mig tosset i hovedet og ør i bolden! THOMSEN - Tosset i hovedet er du allerede. ANTONSEN - (smadrer en stol ind i væggen) Som den her stol skulle I behandles alle sammen! Alle fryser og venter sig det værste. Alle trækker igen vejret lettet, da raserianfaldet får Antonsen til at slappe lidt af igen. Kun Thomsen går hen og piller halvhjertet ved de sørgelige rester af stolen, der engang var hans. Imens taler fru Sørensen stille ind i stilheden. FRU SØRENSEN - Jeg kan huske jeg engang gik rundt og stemte klokker for at få en snak med folk, om gud og måderne at forholde sig på. Jeg troede ikke så meget på det med gud, jeg ville bare gerne prøve om det var muligt at få folk til at snakke lidt pænt sammen. Pænere end til daglig bare. (Direkte mod Antonsen) Det var vist ikke store sager jeg opnåede med den megen løben omkring. Antonsen ser på hende. Et øjeblik ser det ud som om han har dårlig samvittighed, men så snakker han udenom i et forsøg på at holde fokus på sig selv. ANTONSEN - Svendsen ligger i sengen og ryger, jeg kan ikke få ham fra det. Han har sin stolthed, siger han, og det giver ham åbenbart ret til at ryge i sengen, og hvor det ellers passer ham. Sergenten siger ikke noget, hun bruger ham nemlig på sin egen lumske måde. FRU MIKKELSEN - Du må gerne smadre mig ind i væggen også. ANTONSEN - Det ville du ikke have noget imod? FRU MIKKELSEN - Så slipper jeg for at flytte. FRU RASMUSSEN - Tro ikke på ham. FRU MIKKELSEN - Når jeg ikke kan gå, må de lade mig blive. FRU RASMUSSEN - Vi kvinder stoler alt for tit på at når mænd siger noget, så mener de det. FRU SØRENSEN - (ser længe på Thomsen) Det er underligt, men sådan forholder det sig. FRU RASMUSSEN - De kunne lige så godt skyde os. FRU SØRENSEN - Det ville måske være mere spændende. Thomsen svarer ikke, han kan ikke helt følge deres måde at argumentere på. Antonsen lader sig falde ned på en stol og ser sig trist omkring. ANTONSEN - Jeg bliver tosset af det her sted. Jeg kan ikke finde rundt i gangene. Jeg lærer det aldrig. De bliver ved med at være nye for mig. Og farverne inde hos mig er skrækkelige, de giver mig koldsved. Så hellere gangene - selv om de forvirrer mig og gør mig kullervorn i hovedet. (Han ser rundt på de andre. Ingen af dem har åbenbart lyst til at svare) Hvis man så bare kunne få noget ordentligt at æde her. (Det med maden får så Thomsen på banen igen) Vi kan bytte mad! Min mad mod din mad! ANTONSEN - Fire dage gammelt smørrebrød? THOMSEN - Siger du der er det samme i din som i min? ANTONSEN - Oh, hellige enfold! THOMSEN - Og det vacuumpakkede, hvad med det? ANTONSEN - Hvorfor i alverden skulle de gøre forskel på dig og mig? THOMSEN - Fordi jeg er et stille og roligt menneske, som har fortjent bedre. ANTONSEN - Men jeg er godt vant! Jeg er vant til velsmagende, sund, varieret kost! Nielsen kommer igen forbi, denne gang stopper han. NIELSEN - (til Thomsen) Siger du at det er midt om natten? THOMSEN - Er det slet ikke gået op for dig? NIELSEN - Men så sover køerne endnu! THOMSEN - Det skulle ikke undre mig. NIELSEN - Hvor er plejerne så? FRU RASMUSSEN - Plejer er død. NIELSEN - Hver eneste plejer? FRU RASMUSSEN - Det var bare en talemåde. NIELSEN - Så er det derfor her ikke er nogen! THOMSEN - Hvorfor er her ikke nogen? NIELSEN - Hvis de alle er døde. THOMSEN - Hvem er døde? NIELSEN - Plejerne! THOMSEN - (afskærer diskussionen) Du er knivskarp, du har forstået det! Nielsen opgiver og finder en stol, uden foreløbig at tage sig mere af de andre. THOMSEN - (om situationen som sådan) Man kan vel sige at eventyret ikke længere har hjemme i denne bygning - måske er netop dét det allermest betydningsfulde man kan sige om den. Men der er ting her i livet der åbenbart ikke spiller særlig godt sammen, og så må man jo se hvordan man slipper levende fra det. ANTONSEN - (ser foragteligt rundt på dem) Æj, sådan nogen gamle hønisser som jer!