Lugter det lidt af lykke?

En satirisk kvindemonolog om vores hysteriske jagt på lykken. Hun er i midten af trediverne, og hun er godt træt af det opreklamerede lykkeræs. Hun er også godt træt af ikke at være nær så lykkelig som hun gerne ville være. Så hun beslutter sig for at stalke lykken for at få svar på, hvad der egentlig er galt med hende. Lugter det lidt af lykke er blevet kaldt for en: ”Satirisk, sort, situationskomisk, performance-agtig, visuel vanvidsraket af en monolog.”

Kvindemonolog

Okay, én ting til. Kender I det, at man pludselig forstår, at hvis det hele virkelig handlede kun om nydelse og lykkefølelse, hvis vi tog kapitalismens klamme nydelsespligt alvorligt, ik? Hvis man nu skulle lægge sig lige splat i midten af midten af rigtig gøren og laden og bare gå 100% efter nydelse, så skulle man blive narkoman, heroin-junkie? Kender I, man har tænkt det? De gør jo det, kapitalismen siger, vi alle sammen skal gøre: De går efter den altopslugende nydelse, den fuldkomne, ekstatiske lykkefølelse, udelukkende. De sprøjter den ind i deres åre og hengiver sig til autistisk-mastuberende til den. Og når dén fordufter er de kun deres jagt efter det næste fiks. Driften koloniserer jeg’et - kender I, man tænker det? - dér er ikke noget jeg, der er kun jagten på mere nydelse, mere lykkefølelse. De sætter hele deres eksistens på spil - udelukkende for at opnå nydelsen. På den vis er de det perfekte kapitalistiske menneske (…) Altså, what??! Kender I det, at man forstår, at hvis man virkelig vil gå all-in på det her med at være lykkelig, så skal man blive narkoman??!! Kender I så det, at man tænker: “Ej, det var faktisk ikke helt det, jeg drømte om, da jeg var nede i den dér boghandel og købe den dér selvhjælpsbog med syv veje til lykken?”. (… Hjulet