Livets Molologer

Bogens 20 monologer tager hver for sig fat i stumper af tilværelsen, som er almene og genkendelige. Kravene til spillested og påklædning er minimale. Det handler om den umiddelbare henvendelse fra èt menneske til et andet. Monologerne kan indgå som del af en cabaret med et overordnet tema, men kan også stå alene som oplæg til debat – eller slet og ret være pausesignaler.

1 person

At sejle er at leve En midaldrende kvinde kommer ind klædt i sejler-outfit. Mit liv har været fuldt af sejlere, stolte, slanke, frembrusende, bredbovede, småklukkende sejlere. Den første hed ‘Hans Jørgen’. Han hørte til på det stormomsuste hav, hvor bølgerne går højt, og vinden piber i rigningen. Opad og opad og nedad igen med hjertebanken og sug i maven. En dag forvandt han i et mægtigt skumsprøjt, der skyllede mig over bord og efterlod mig med ”søen gurglende i min hals”. Hvis ikke ‘Hans Ejner’ kort efter var kommet sejlende forbi, var jeg nok gået til bunds. Han var hurtig og elegant med smukke, rene linjer. Min mahogny-fyr kaldte jeg ham. Vi krydsede os frem mellem klippeskær og undersøiske rev og troede, at det skulle fortsætte sådan til verdens ende. Men en dag gled han fra mig, bogstavelig talt. Jeg så ham lægge fra kaj og havde valget mellem at springe i havnen eller - nå, ja - lade ham sejle sin egen sø. Jeg valgte det sidste. Men det skyldtes lige så meget ‘Hans Christian’. Han lå for anker lidt derfra, som ventede han netop på, at jeg skulle blive sejlet agterud. Måske var det derfor, det ikke holdt. Han var en nødløsning, lå uroligt på vandet og tog forkert imod søerne. Det var ét øsen og pøsen for at holde os flydende. Helt anderledes blev det med ‘Hans Peter’. Ham vidste man, hvor man havde.