1410 skuespil i databasen 28.03.2024

Portrætter

Simone Isabel Nørgaard
Baggrunds information
Ni monologer. Ni unge menneskers fortælling om sig selv. Vi kender karaktererne, vi kender situationerne. Der er fotografen, den hjemløse, slagsbroren, hende, der lyver, staklerne med hjertekvaler.... Vi møder dem midt i hverdagen; i fortættede og universelle fortællinger om at leve og om at drømme, om længsel, håb og angst. Hvad er et portræt? Kan man fange essensen af et menneske i et billede? Er portrætter døde eller bare øjeblikke i venteposition?
År / Udgivet:2015 /
Varighed:70 minutter
Område / Genre:Voksne / Monologer
Medvirkende:1-2 ( 9 kvinder, 9 mænd, 0 børn, 0 øvrige )
Rettigheder:Danske Dramatikere
ISBN:978-87-7167-002-8
Locations:9
Musik:
Mere info:Forlaget, DRAMA
70251141




webmaster@skuespil.net
Rolleliste
Nanna Cecilie Bang - FORELSKET Durita Dahl Andreasen - RASTLØS Matias Hedegaard Andersen - FOTOGRAF Ulrik Jeppesen - FORRETNINGSMAND Michael Lundbye Slebsager - HJEMLØS Zaki Nobel Mehabil - DIRIG
Uddrag
FORLADT 1 Hvis der er en ting, der er helt sikkert, så er det, at jeg ringer ikke til dig. Fuldstændigt udelukket. Jeg glemmer dit nummer. Lige nu. Jeg glemmer det. I øvrigt har jeg ikke engang lyst til at ringe. Overhovedet. Jeg savner dig ikke. Så meget. Bare sådan lidt lige her-agtigt. Det var nok også fordi, at du ringede i går. Pludselig var du så tæt på. Som om jeg kunne række ud og nå dig. Du lovede at ringe tilbage i dag. Ikke at det betyder det store. Da vi skulle til at lægge på i går, kunne jeg slet ikke klare tanken om, at du skulle forsvinde fra mig igen. Og så kom jeg til at finde på dét der med, at jeg havde … kræft. I bugspytkirtlerne. Og så kørte det bare: Kemoterapi, hårtab, vægttab, strålebehandling, onkologisk afdeling. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige! Jeg kunne jo ikke vide, at du ville tro på det! Jeg lyver ellers aldrig. Det er, fordi jeg er slet ikke mig selv uden dig. Uden dine skuldre, dine fingre, dit smil. Dit ansigt, hvor solen er faldet i søvn i din hud, dine forelskede øjne. Alt det savner jeg. Og så savner jeg din mor. Jeg spiser. God mad. Dårlig mad. Hvad som helst faktisk. Åbner køleskabet. Mærker roen. Leverpostej, syltede agurker. Jeg ville selvfølgelig have sagt, at det var løgn, at det bare var en joke. Men så lød du pludselig så ked af det. Som om, at du stadig var min. Og du spurgte, om vi skulle ses. Du har ikke villet se mig overhovedet. Og jeg kan ikke se dig, for jeg har jo overhovedet ikke tabt håret. Eller tabt mig for den sags skyld. Så jeg sagde, at det nok var bedre, hvis du ringede. Så det lovede du at gøre … i dag. Jeg ringer i hvert fald ikke til dig. Det er helt sikkert. Hvis der er en ting, der er fuldstændigt sikker, så er det, at jeg ikke ringer til dig. SLAGSBROR 1 Altså, okay ... Du vil have mig til at fortælle dig, hvordan jeg har det? Og hvad skulle det hjælpe? Hvor skal jeg starte, jeg kommer bare gående. Jeg kommer gående. Jeg passer mig selv. Men så dasker han til mig. Hvad fanden sker der, tænker jeg! Statusfald dot dk. Det er ydmygende. Denne her mand dasker til mig. Så jeg slår ham. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg når ikke at tænke over det. Tanken ér handlingen. Man er to forskellige personer før og efter man slår et andet menneske. Før slaget - i dét splitsekund - der findes ingen samvittighed. Ingenting. Der kan alt ske, man er fri. Først bagefter - så mærker man det. Jeg mærker, at det gør pisseondt - i mine knoer. Det gør det stadig. Jeg føler ikke skyld. Overhovedet. Hvor lang tid er der gået?