Transformatoren

Transformatoren er en forvandlingsrejse gennem nogle af historiens smukkeste, vildeste, mærkeligste, mest desperate og skønne kvindelige skikkelser – Medea, Ofelia, Michael Jackson og Antigone -, en forestilling om menneskekroppens mulige forvandlinger i en søgen efter en ny form for menneskelig væren, alt sammen fortalt af Baronesse Blixen.

1 mand eller kvinde

0. Galleriudstilling: 0.1 Objekt eller installation: ‘Performance material’ Publikum kommer ind i et kunstgallerirum - en white cube. Midt i lokalet en sokkel eller en glasmontre i sublimt lys. På soklen eller i glasmontren er performerens krop udstillet - nøgen bortset fra et lændeklæde - i en værdig positur, ubevægelig. På soklen eller montren et oplyst værkskilt: ‘Performance material (the artist is absent)’. Publikum kan som i en ganske almindelig kunstudstilling frit gå omkring og betragte det udstillede materiale, mindst et kvarter, før det køres ud. 0.2 Lydinstallation: Stemmematerialet Fra højttalere placeret forskellige steder i galleriet lyder performerkroppens stemme som tale- og lydkor STEMMER Hvor Hvor mange Hvor mange mulige Hvor mange mulige køn liv stemmer ansigter toner arter Rummer et Menneske legeme væsen ? * 1. Baronessens åbningstale Lys: I en fortællerstol hævet over alt og alle på en Olymp sidder Fortælleren, skaberen af menneskene og deres verden: Baronesse Blixen i timen før sin død, et væsen hinsides køn og alder, klædt i sort. BARONESSEN Jeg har levet adskillige liv. I mit første liv var jeg Tanja, en pige af god familie, der voksede op til at blive en nydelig ung dame som så mange andre. Så giftede jeg mig og flyttede til Afrika. “I had a farm in Africa at the foot of the Ngong Hills ...” I Afrika levede jeg i tyve år et helt andet liv. På farmen arbejdede jeg som en mand, jeg gik på jagt som en mand, bar mine våben, red, skød og nedlagde savannens store dyr og herskede over mine folk som en mand. Efter tyve år solgte jeg farmen og vendte tilbage til Europa. Her levede jeg mit tredje liv levede som en baronesse, alene, uden hverken ægtemand eller elsker - jeg holdt ganske vist unge mænd, som man holder hunde - men bortset fra det havde jeg blot min tjener, min sekretær, jeg skrev mine fortællinger og udgav af og til mine bøger under mænds navne, Isak, Pierre osv. Det var selvfølgelig ganske morsomt. Men i virkeligheden er manden et overstået stadium i menneskehedens historie. Manden - dette skrydende, brølende, brovtende, krigeriske, selvoptagede, ærekære, opblæste og i sidste ende altid ynkelige, tiggende og dødsangste væsen - var blot en midlertidig foranstaltning, ganske som løfteraketten, der en kort overgang, fra jordskorpen og op gennem atmosfæren, brølende og ildsprudende følger rumskibet på vej, og så pludselig er brændt ud, skilles fra og falder til jorden, mens rumskibet først nu for alvor begynder sin rejse ud i det ukendte, uendelige kosmos.