All my dreams come true

To personer er deprimerede. De er trætte af daglig-dag og leverpostej, af terapi, af Disneys stereotype kropsidealer, af finanskrisen og af at politikernes eneste svar er vækst. De længes efter rigtige eventyr om liv og død, efter barrikader at stå på og ikke mindst efter DET. Problemet er bare, at de ikke ved hvad DET er. De giver Disney skylden for, at deres fantasi er steriliseret, og at de ikke længere kan fore-stille sig en anden verden. I jagten på nye drømme og nye eventyr beslutter de sig for at lave deres eget Disneydrama – hvor alle deres drømme kan gå i opfyldelse. De kalder det: All My Dreams Come True.

7 personer men kan spilles af 2

B - Overalt. A - Jeg er så træt af dem. Træt af at angle efter folks anerkendelse. Træt af at håbe de kan lide mig. Træt af min talje og mit selvværd. Træt af at glo en mand i øjnene og håbe, at han vil kneppe mig. Træt af stil. Fed stil. Cool. Super nice. Træt af æstetiske vurderinger af alt. Super nice klimakatastrofe, som jeg ikke orker at engagere mig i. Træt af min ugidelighed. Træt af SOS-børnebyen og træt af Røde-fucking-kors. Træt af folk, der har det værre end mig. Træt af sorte børn med fluer om munden. Træt af at styre mig og begrænse mig. Træt af at være en tæskefortabt apatisk liderlig kvinde, der vil kneppes af syv teenage-dværge samtidig med, at hun beder for børnene i Afrika. Ja, og så ligge sådan med dem bagefter og kalde dem mine små prinser og græde til mine øjne går i opløsning. Jeg beklager, at jeg bare står her og hælder af, at det hele går i stå, men her før jeg kom, begyndte min krop at ryste. Jeg forsøgte at ringe til min far. Mine fingre kunne knap ramme tasterne, og da jeg kom igennem faldt ordene ud af munden og lå på gulvet og gispede. Jeg lagde på, kravlede ud på toilettet og kastede op. Jeg forsøger at få vejret. Inhalerende min egen galde. Mit barn står og kigger på mig. ”Mor mor”. Der er dækket bord. Tre kartofler på tallerknen. Jeg forsøger at tage sovs. Mine hænder ryster så meget, at der kommer sovs ud over det hele. Er det depression, når jeg hele tiden føler, at noget er taget fra mig, mistet? Når jeg vil foretrække at tage derhen, hvor de døde er?