Gorilla

Fem mænd er til teambuilding kursus med deres virksomhed. De er mellemledere og ansatte, sådan som de fleste er det. De vil alle sammen gerne gøre deres bedste, for de ved godt, at afdelingens tal ikke har været imponerende. Men så accelererer desperationen, og pludselig forvandles kurset til et overlevelsesmareridt.

Ole Lillian Robert Steffen Ernst Laurits Tranborg

TREDJE SCENE Sent lørdag morgen. Et skarpt lys projiceret fra publikum på Robert, Ernst, Lillian, Ole, Steffen og Laurits, der ser på lysbilleder af Laurits’ barn, der bliver født. Flip-overe og andet er på plads igen. Mændene har allesammen notesbøger og penne. Mændene laver grimasser, fordi de finder det ulækkert, mens Laurits forklarer. Lillian smiler. LAURITS - Jamen, jeg sværger, at lyset gik ud et øjeblik, da hun pressede sidste gang, og da mit barn drønede gennem muren, fra at være ingenting til at være alt, fra stilhed til skrig (beat) I det øjeblik tænkte jeg ved mig selv: “Sådan. Det er jo det, det hele handler om”. Beat. ERNST - WOW, det sviner godt. LAURITS - Fødslen er noget svineri. Velsagtens lige som døden.. STEFFEN - (begejstret) Den var god. ROBERT - Sød unge! Han må ligne Karen. De griner allesammen. LAURITS - Han er faktiske den eneste i flokken, der ikke ligner Karen. Alle siger, han ligner den gamle her! OLE - Så du kiggede frivilligt på det der? LAURITS - Man kigger ikke kun. Man er med i det. Jeg tog ham ud. OLE - Ud af hvad? LAURITS - Hans mor. OLE - Jeg ville besvime. Jeg ville gå lige i gulvet. STEFFEN - Jeg kastede op, da Victor kom ud af Lisa. Jeg kastede op over hele fødestuen. ERNST - Hun er ret flot, hende sygeplejersken der. LAURITS - Det er lægen. STEFFEN - Det er fantastisk, som vores kvinder bliver ved med at føde os unger. ERNST - Hvor mange er I oppe på, Laurits?