Skakten eller Gerhards eventyr

Historien tager udgangspunkt i bombardementet af Dresden i 1945, fortalt af tre unge. De tre unge finder de historiske facts for kedelige og skaber i stedet via tre karakterer, der alle hedder Gerhard, en historie om det tyske traume fra grusomhederne under 2. verdenskrig og dets betydning i dag. Om historieløsheden. Om nynazismen. Om globaliseringen og de store internationale firmaers overtag. De tre karakterer kigger ned i den tyske nationale og kulturelle skakt af ondskab. En dyrepark bliver til en nazipark , hvor historien kan genopleves på forskellig vis som ren underholdning, og hvor man kan opleve gaskamrene, torturen og na-zismen som en slags rollespil. Med satire og humor - og med gru - behandles store emner som historieløshed og national identitet.

3 medv.

2. Nietzsche og hjorten Vores tre turister har nu indfundet sig på deres hotelværelse. Her finder A en bog frem, som han begynder at læse i. A - Lyt engang: ”Betragt hjorden, der græsser for din fod: De ved ikke, hvad i går er, hvad i dag er. De springer omkring, æder, hviler, fordøjer, springer atter, og således fra morgen til aften, thi de er bundet til øjeblikkets pæl, og er derfor hverken tungsindige eller fuld af lede”. B - Hvad er en hjord? A - En flok dyr. En flok hjorte fx. B - Nå, nå. A - At se denne flok er tungt for mennesket, fordi mennesket bryster sig over dyret på grund af sin menneskelighed og dog misundeligt skeler til dyrets lykke - thi det er det eneste, mennesket selv vil: ligesom dyret hverken kende til lede eller smerte, og det vil det dog forgæves, fordi det ikke vil det som dyret. Mennesker spørger vel engang dyret: hvorfor taler du ikke til mig om din lykke, men ser kun på mig? Dyret vil svare og sige: det kommer af, at jeg altid straks glemmer, hvad jeg ville sige - men da havde dyret allerede glemt også dette svar og tav: og mennesket undrede sig derover. Men mennesket undrer sig også over sig selv, at det ikke kan lære at glemme, og at det til stadighed hænger ved det forgangne: hvor langt, hvor hurtigt det end løber, kæden løber med. Friedrich Nietzsche - Historiens nytte, 18-noget. B - Men den har jo øjnene siddende på siden af hovedet. A - Hvad? B - Hjorten. A - Og hvad så? B - En løve har øjnene der. C - Det har en tiger også. A - Og hvad så? B - Hjorten skal kunne se bagud og til alle sider. Den er et jaget dyr. Den græsser sgu ikke sorgløst rundt. Bare der er den mindste lyd, ser den op, og er væk. C - Jeg har altid følt, at mine øjne sad langt ude. A - Og hvad så? C - Det gjorde de ikke, da jeg var lille. Der sad de mere der. Måske har de vandret. A - Jeg kan overhovedet ikke se, hvad det har med noget at gøre. B - Går en hjort hen til et el-hegn, får den en over snuden. Og gør den det et par gange mere, ja, så husker den, at dér, får man en over snuden. Ergo husker den noget. C - Og hvis den mister et kid, hvis det bliver angrebet af et rovdyr fx, og hinden må flygte, og rovdyret går lige efter halsen på kiddet, og hinden ser det, ser det lille kid, der prøver at flygte, men rovdyret slynger det op i luften, bider, river, flår huden af det, ind til kødet og hinden står på afstand og ser sit kid i en blodpøl fortæret af rovdyret. Så kan den godt få noget sorgfuldt, der aldrig - eller først efter lang tid - forlader dens øjne. A - Men det er jo ikke det, Nietzsche mener. B - Det er da det, han skriver … A - For Nietzsche handler det her ikke om rovdyr, hinder eller øjne på siden af hovedet, nej, det handler om: lykke. Hør her (Læser op igen) ”Det er altid det samme, der gør lykken til lykke: Evnen til at glemme eller, bedre udtrykt, evnen til, så længe den varer, at føle uhistorisk. Den, der ikke kan glemme alt forgangent og slå sig ned på øjeblikkets tærskel, den, der ikke formår, uden svimmelhed og frygt, at stå på det punkt som en sejrsgudinde, han vil aldrig vide, hvad lykke er, og, hvad der er endnu værre: han vil aldrig gøre noget, der gør andre lykkelige”. B - Nå, nå.