Der døde du

Skarpe billeder af fire nutids-ungdoms-skæbner. Jick er barnestjerne. Locolai er kedsomhedskriminel. Kudo er rasende intelligent og Liden er bare helt almindelig. De kommer fra vidt forskellige dele af samfundet, kender ikke hinanden, og har ikke andet tilfælles end et forstyrret selvbillede, der koster dem livet. De fire unge i stykket lider under de valg, de træffer – eller ikke træffer. Og de dør alle af kedsomhed, junk, kriminalitet eller X-Factor-starfuckeri. 4 medv., 1 location Varighed: ca. 70 min.

Jick Barnestjerne, dør af uopmærksomhed. Liden Almindelig, dør af kedsomhed. Locolai Kedsomhedskriminel, dør af en overdosis. Kudo Pigebandepige, dør af knivstik.

(Dialogen her kan laves som voiceover). MOR - Du har også selv lidt ikke? LIDEN - Jo, 400,- tak mor du er bare så sød. MOR - Men du er hjemme søndag inden tolv ikke, så du kan få lavet det der med rektanglerne inden mandag. (Lille pause). FAR - Hvad er det vi spiser? MOR - Det er græske frikadeller, og salaten er økologisk. FAR - Nå. LIDEN - Skulle I over til Kaj og Lotte i morgen? MOR - Ja Kaj har vidst opfundet en ny kryddersnaps. LIDEN - Uha, godt jeg ikke skal smage. FAR - Du skal da med. LIDEN - Jeg skal faktisk på påske tur med nogen fra klassen. FAR - Nå?! Du er kun 16. LIDEN - Der er kun tre måneder til jeg bliver 17. FAR - Aaah, jeg tror nu det er bedst du bliver her og hygger … måske næste år når du er sytten … trekvart, ha, ha. LIDEN - Mor ...? Du havde givet mig lov, jeg har ... FAR - ... Hvad fanden tøser, går I og lægger planer bag min ryg??! MOR - Du har jo ikke været her … FAR - Nej gu fanden har jeg ikke været her! MOR - Kaj …! FAR - Det er sgu’ mig der betaler for de her fissefornemme græske frikadeller. LIDEN - (Græder). FAR - Ja nu er makeuppen ødelagt Lidenpige, så bliver det i hvert tilfælde ikke i dag du kommer af sted … det tager jo flere timer at få dén på plads igen … ha ... hmm. LIDEN - ALLE DE ANDRE MÅ!!!! LIDEN - Jeg opførte mig normalt mens alting snurrede rundt, det der var som om jeg sivede ud af mig, mens jeg forsøgte at tekste med Gitte, hun skrev ‘stik af for fanden ... Kom nu Liden du skal bare med ... tag toget til Grenå, så henter vi dig dér, anytime!’ Jeg svarede ... ikke ... Det var ligesom at gå på bunden af en swimmingpool, jeg kunne ikke rigtig høre noget. Jeg pakkede min Pumataske den aften, ventede til mor havde været oppe at tisse og de begge to snorkede og så gik jeg - lynede først jakken ude på gaden og tog mine sko på på fortovskanten, jeg var lydløs hele vejen ned fra 3., noget jeg blev rigtig god til i øvrigt, senere at leve uden en lyd, så gik jeg, jeg gik faktisk, jeg var på vej og så satte jeg mig på dén trappe, mine tanker var der og var der ikke grøn gult rødt grønt gult gult rødt. Det var koldt det var virkeligt koldt det bed i mine lår pumatasken stivnede og jeg gik slet ikke joh jeg gik hjem Det var ligesom når en sommerfuglelarve, er i sin puppe og så går i opløsning, det gør den faktisk, bliver flydende. Den bliver ligesom honning, bare mere let, så bliver molekylerne der før var larvekrop og larvehud til sommerfuglemolekyler. De bliver ben eller øjne ... og vinger. Enestående. Metamorfose hedder det. Og så har larven helt ændret væsen, den bliver aldrig mere til larve igen.. sådan var det også med mig. Jeg vågnede bare ikke op, blev bare ikke til en smuk sommerfugl, mere en natsværmer. Jeg døde faktisk dér på den trappe da jeg vendte om, og jeg har kedet mig lige siden. Wahh wahh kan I så tænke hvor frygteligt er det så lige at kede sig ihjel men det er faktisk et forfærdeligt liv. Jeg havde et lille fint bål i mit hjerte der da jeg var 15-16 år, men min mor og far pissede på det bål indtil det gik ud. Pisse pisse pisse tænk at pisse på det eneste lys man har i sit liv??! Ja for der er ingen tvivl om at det var mig, lille Liden enebarn der lyste op i deres kedelige liv, men de ville ikke af med mig de ville ikke have at jeg skulle have mit eget liv, så de lukkede for ethvert initiativ jeg tog indtil jeg ikke tog flere. Jeg skulle have været med på en fed studietur til New York i 3. G. Men der havde de allerede klemt svampen helt tør, næsten, jeg sagde først ja, sådan tøvende, men så da min mor hørte at det kostede 3000 af egen lomme så kiggede hun ned i køkkengulvet på den der måde, mens hun skrabede med sutskoen på en gammel sovseplet på linoleumen. Og det var faktisk dødsstødet, når jeg tænker tilbage, jeg var allerede skindød, ja ja det er det jeg faktisk fysisk er lige nu her på Randers Sygehus, men det skete allerede dengang for der begyndte jeg selv at sige neeej jeg tror alligevel ikke lige jeg har lyst, jeg fandt på at jeg var enormt bange for at flyve for ligesom at forklare hvorfor jeg ikke kunne tage med til New York, når jeg tænker tilbage så ... Jeg var også træt, det var jeg faktisk, jeg var fuldstændig udmattet hver aften var jeg så udmattet at jeg gik i seng kl. halv ti, jeg holdt op med at gå i biffen og veninderne faldt fra og jeg begyndte at læse mere og mere, jeg gemte mig for livet fra jeg var 17-18 år kom jeg nærmest ikke udenfor en dør, jeg kom i lære i en boghandel, min mosters nye mand havde en