Nolde

Forestillingen Nolde rummer ligesom Noldes billeder poesi, ekspressionisme og humor I foråret 1901 opholdt den tysk/slesvigske maler Emil Nolde sig i nogle uger i fiskerlejet Lild Strand ved foden af Bulbjerg. Denne sommer sker der et vende­punkt i den unge Noldes liv og kunstneriske karriere. Han bliver betaget af og fatter sympati for den unge strandfogeddatter, som han har ansat til at stå model for ham. Han står splittet mellem hende og sin nyligt udkårne Ada Vilstrup i København. Skal han vælge kærligheden blandt simple mennesker i pagt med naturen eller en borgerlig livsform med Ada? Nolde maler sig igennem sin krise. Han lader fantasien og sine indre dæmoner smelte sammen med den barske natur og sætter hermed de første penselstrøg i et nyt århundrede til en ny tids ekspressiv kunst- og men­neskeopfattelse

Personerne Emil Hansen / Nolde Ada Vilstrup Hanne Græsbøl Skitsen I rollen som Skitsen ses Knud Rasmussen Herman Bang Poul Græsbøl Bolette Græsbøl Fiskerne Niels Holme,

Emil går på stranden. EMIL - Nu skriver jeg bare alle mine tanker ned til dig, Ada. Det er som om jeg ikke rigtig kan stoppe igen, når jeg først er begyndt, men du kan bare smide mine breve ud hvis det bliver for kedeligt for dig. Emil synes han hører Hanne le, og vender sig. Der er ingen. EMIL - Jeg går langs havet og kigger efter farverne, men finder hele tiden rav i stedet. Emil bliver afbrudt af at han igen synes at han hører Hanne le. Vender sig og kigger, der er ingen. EMIL - Vinden griner af mig, havet griner ad mig, mågerne griner af mig, de kan godt se jeg ikke hører til her, men ved du hvad Ada, det er alligevel som om der er noget der holder mig fanget her. Hanne står pludselig foran Emil. HANNE - Så kig dog op, maler! Du går jo hele tiden og kigger ned. Tror du måske den verden du skal male ligger på stenene der, eller på din egen storetå? Hanne ler og smider sig i sandet. HANNE - Se dog himlen. EMIL - Ja, jeg kan godt se den. HANNE - Nej, se den dog hernede fra. Hanne viser Emil at han skal lægge sig ved siden af hende. Emil kigger sig omkring. EMIL - Der hvor Hanne ligger? HANNE - Ja. Altså ikke lige her ovenpå Hanne. Men ved siden af. Kom. Emil læner hovedet bagover. EMIL - Jeg ser den udmærket herfra. Hanne rejser sig og trækker Emil ned i sandet ved siden af sig. HANNE - Hold dog op med det pjat, man skulle tro du aldrig havde kigget rigtig op før. Emil lægger sig. Akavet. HANNE - Se. Der har vi en halvblå havvånd. Og der er selveste djævlen i solgul. Og der vel nærmest en hvidmalet viking, synes du ikke? Helt bestemt et rådvildt råhvidt spøgelse derovre. Eller et farvefuldt fabeldyr måske. Der er en helblå havfrue, kan du se det, ved siden af to gamle fiskermænd med lange hvide hvileløse skæg. Og den tunge mørke sky derude, den ligner mest en dybgrå vandskabning. Eller måske ligner den dig? Ja, jeg synes faktisk den ligner dig lidt. EMIL - Jeg synes ikke den ligner mig. HANNE - Jo, den ligner fuldstændig dig. Kan du se; tung og mørk og grå, hænger lidt med skuldrene, sådan her. Hanne imiterer Emil/skyen og griner. Emil smiler svagt. Så rejser han sig pludselig op. EMIL - Skulle du ikke være ude og plukke bær? HANNE - Hvornår skal vi begynde på maleriet af mig? EMIL - Vi kan starte i morgen, hvis det passer Hanne? HANNE - Har maleren monstro en kæreste derhjemme i København? EMIL - Skulle Hanne monstro ikke nøjes med at tænke det spørgsmål i stedet for at sige det højt? HANNE - Jo måske. Men har han? EMIL - Det ved jeg da virkelig ikke om jeg synes er noget vi to skal indgå i samtale omkring. HANNE - Men har han? EMIL - Det vil jeg da ikke stå her på stranden og diskutere med Strandfogedens unge datter. HANNE - Men har han? EMIL - Som sagt. HANNE - Der er en! EMIL - Nej! HANNE - Så der er helt sikkert en. Hvad hedder hun? EMIL - Jeg er ikke kommet her for at diskutere mit private liv med unge piger. HANNE - Nej du er vel kommet for at lede efter rav og kigge på din storetå. EMIL - Skal vi sige vi mødes i køkkenet i morgen kl. 10? HANNE - Ja, hvad skal jeg have på? EMIL - Det samme som forleden. HANNE - Mit hverdagstøj? EMIL - Ja. Det er jo ikke en fest vi skal male. HANNE - Hvad er det så vi skal male, maler? EMIL - Et billede. Emil begynder at gå. HANNE - Bare et billede? EMIL - Ja. Bare et billede. HANNE - Til hende derovre i København? EMIL - Nej. HANNE - Hvad hedder hun? Sig nu hvad hun hedder. EMIL - Der er ikke nogen. HANNE - Jeg tror ikke på dig, maler. Dine kinder har samme røde farve som de bær jeg skal over og plukke. Hanne ler og går.