Lærlingen

Da Felix forelsker sig i tjenestepigen Anna, ser hans far, der er købmand og på vej ind i det bedre borger-skab, ingen anden udvej end at stoppe forbindelsen mellem de to unge. Og han sender Felix på en ”dan-nelsesrejse” som lærling for den kendte italienske kunstmaler Carestia. Mester Carestia er karismatisk og talentfuld, men Felix opdager snart, at der er noget farligt – noget unaturligt ved ham. I sit kølvand efterlader Carestia nemlig ikke kun fantastiske malerier, men også en masse døde kvinder, der alle er foreviget i Carestias smukke portrætter. Felix beslutter sig for at sætte alt ind på at stoppe Carestia, inden han får malet endnu en pige, men hans anstrengelser vanskeliggøres, da Anna og Felix´ søster Felicia dukker op … nu er det en kamp for livet.

5 mænd 7 kvinder Vejl. 6 locations Varighed: ca. 1½ time Hans Müller Felix – Hans Müllers søn Anna – tjenestepige hos familien Müller Baron Carl von Schiller Antonio Carestia – kunstmaler A

(Carestia og Felix træder ind i deres togkupé, Felix slæbende på al deres bagage. Felix placerer møjsommeligt alle taskerne oppe på bagagehylden). CARESTIA – Ikke den! (River en af taskerne til sig og placerer den nænsomt under sædet) Jeg kan godt lide at … have den i nærheden. FELIX – Javel så … (Sætter sig). CARESTIA – Hvilken underfuld udsigt. Se der, knægt! Hvilke farver – solens spejling i vandet. Det, min dreng, er skønhed! FELIX – Hvis De siger det. CARESTIA – En ægte kunstner ser skønheden i alt omkring sig. I efterårets gyldne varme. I et majestætisk maskineri som dette tog – utroligt hvad man kan nu om dage! Alt afhænger af øjnene, der ser. Og deres evne til at indfange skønheden på lærredet. Selv en simpel gadetøs kan være smuk, set i det rigtige lys af den rigtige person … FELIX – Fascinerende … CARESTIA – (Mest til sig selv) Her sidder jeg og kaster perler for svin! Hør dog efter knægt! FELIX – Undskyld, Mester Carestia, jeg … jeg er bare ikke … CARESTIA – Du er ikke motiveret? Det ser man tydeligt. Du har endnu ikke lært at sætte pris på kunsten. FELIX – Det er ikke det. Jeg er bare … jeg er forelsket! CARESTIA – Forelsket? (Begynder at skitsere udsigten fra toget). FELIX – Ja. I vores tjenestepige, Anna. Det er derfor, min far sendte mig væk. CARESTIA – (Fraværende) Såeh? FELIX – Annas far var vores hushovmester. Han reddede min fars liv engang, hvor han var ved at drukne. Bagefter lovede min far at passe på Anna. Hende kan han ikke sende væk, men mig … CARESTIA – Javel … FELIX – Men Anna er ikke god nok til mig … Min far har ikke forstået, at verden er ved at ændre sig. Tingene er ikke, som de var, da han var ung. Rig og fattig behøver ikke at leve adskilt. Anna har levet med vores familie hele sit liv. Hun har gode manerer, hun er anstændig. Det eneste problem er, at hun er datter af en hushovmester. Men jeg er ligeglad. Jeg elsker hende!