1410 skuespil i databasen 29.03.2024

Tårnspringeren

Andreas Dawe
Baggrunds information
11. september 2001. Hele verden så på. Gennem tv-kameraernes linser fulgte vi de små mørke pletter, der flagrede mod jorden. Mennesker i frit fald, som tilsyneladende selv ville vælge, hvordan de skulle møde den uundgåelige død. Ufatteligt. Uvirkeligt. En mand står i det nordlige tvillingetårn. I etagerne under ham brænder det. Ingen mulighed for flugt. Eneste vej væk fra kvælende røg og ulidelig varme er gennem vinduet. ”107 etager. 400 meter. Med 240 kilometer i timen. Mellem 10 og 11 sekunder. Det føltes helt klart mere som 11 end som 10. Det føltes som en evighed...” I TÅRNSPRINGEREN tager et af ofrene ordet. Han genoplever glæder og sorger fra et levet liv, og som tilskuere drages vi efterhånden ind i hans verden. Foran vores øjne og ører udrulles et menneskeliv på godt og ondt. En skæbne blandt de mange. Vi får fortalt en historie om at fejle, om at sejre, om at miste og ikke mindst ...om at elske. Livsvisdom opnået af en mand i frit fald fra 107. eta-ge. En gribende og smuk fortælling med en påmin-delse til os alle: Elsk livet!
År / Udgivet:2012 /
Varighed:60 minutter
Område / Genre:Voksne / Monologer
Medvirkende:1-2 ( 0 kvinder, 1 mænd, 0 børn, 0 øvrige )
Rettigheder:Danske Dramatikere
ISBN:978-87-7865-858-6
Locations:1
Musik:
Mere info:Forlaget, DRAMA
70251141




webmaster@skuespil.net
Rolleliste
Monolog
Uddrag
Jeg er træt af det her sted … Jeg ved ikke engang, hvor jeg er. Eller hvor længe jeg skal være her. Jeg ved ingenting. Og her sker ingenting. Absolut ingenting! Og hvorfor helvede får man ikke noget at vide?! Sådan noget pis! Sådan noget forpulet pis, altså. Men … Nej, jeg ved ikke … Måske er det bare her, jeg skal være … Måske er det bare sådan, det er. Det var ikke lige det, jeg forestillede mig. Selvom … Jeg aner ikke, hvad jeg forestillede mig. Sådan noget her kan man jo ikke forestille sig. Hvordan i alverden skulle man kunne det? Det giver jo ingen mening … (Drikker lidt vand). Den dag var jeg taget tidligt hjemmefra om morgenen, som jeg altid gør de uger, hvor jeg har dagvagt. Det var en smuk og solrig morgen. Stadig masser af sommer i luften. Huset var helt stille, da jeg tog af sted. Ingen af de andre var stået op endnu. Jeg kiggede ind til ungerne, inden jeg gik. Det gør jeg altid. Vi har to. En dreng og en pige. Ni og tretten. Du ved, at jeg elsker de morgener. De stille morgener. Hvor byen vågner, mens du stadig ligger og sover. Jeg hører måske en fugl, der synger udenfor. En hund, der gør i det fjerne. Og ud af vinduet ser jeg et fly langt oppe på himlen, der er på vej et sted hen, jeg ikke kender. Jeg er til stede, og alting ånder. Fordi ungerne er der. Og fordi du er der. I gør alting levende. Fik jeg nogensinde fortalt dig det? Og fik jeg nogensinde fortalt dig, hvor meget jeg elsker de morgener, hvor jeg ved, at I sover trygt i jeres senge? Jeg kysser dig på munden, mens du sover. Du mærker det ikke. Eller også gør du. Nogen gange gør du. Så smiler du til mig halvt i søvne, halvt vågen. Hav en god dag, Skat. Vi ses i eftermiddag. Hej så længe. Ord bliver tit til klodser i min mund, men … Jeg elsker dig. Også selvom jeg ikke altid får det sagt. Jeg … Jeg kan ikke altid få ordene over mine læber. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan har det altid været. Det er jeg ked af. Det … Gør ondt. Jeg kommer sgu til at savne de morgener … Satans også … Kan du huske det? Boston … For fanden da … Du skal vide, at jeg aldrig glemmer det! Den slags kan et menneske ikke glemme. Jeg mødte min kone på en stor konference for bagere og konditorer i Boston for seksten år siden. Jeg var en temmelig ubekymret ungkarl på det tidspunkt, og hun var en ung, fremadstormende journalist på The Boston Globe, der, noget mod sin vilje, var sendt ud for at lave en reportage om den her konference udi bager- og konditorkunsten. Dengang levede jeg ret konsekvent efter min fars gamle motto: ”Det er skønt, når kvinderne ankommer, men det er fanme endnu skønnere, når de tager af sted igen!” De ord havde jeg i den grad gjort til mine egne, så der foregik en vis løbende ind- og udskiftning på det område. Jeg levede livet, havde en god, lille lejlighed på det nordlige Manhatten, og jeg arbejdede røven ud af bukserne som alle andre i den her sindssyge by. Ellers har man ikke råd til at bo her. Når kvinderne kom for tæt på eller ville for meget, eller jeg bare blev træt af dem, strittede jeg dem ud og ventede på, at den næste kom forbi. Der kom sgu altid en ny kvinde forbi, og vi legede så turister i hinandens liv for en stund, indtil heller ikke dét var sjovt længere, og sådan fortsatte det. Indtil du dukkede op. ”Hvor mange kvinder har du egentlig været sammen med før mig?” Undskyld? ”Jeg spørger, hvor mange kvinder har du været sammen med før mig?” Hvorfor vil du vide det? ”Ikke for noget. Jeg er bare nysgerrig”. Jeg … Ikke så mange. Ti, tror jeg. Jeg løj. Jeg løj stort! Jeg kunne simpelthen ikke få det rigtige tal til at komme ud af munden på mig. Jeg ved ikke hvorfor. Måske skammede jeg mig? Måske var jeg bange for at gøre dig jaloux? Eller for at miste dig, hvis jeg fortalte sandheden? Jeg ved det ikke. Du fik i hvert fald aldrig det rigtige tal at vide. Men hvad skulle du også bruge det til? Kan det ikke være lige meget? Jeg har jo aldrig været dig utro. Næsten aldrig. Men vi var altså femhundrede bagere og konditorer fra hele det nordøstlige USA samlet på den her konference. Næsten kun mænd. Og folk drak som svin. Alle skulle bare have en fest og et par tiltrængte fridage ud af det. Det var det eneste, det gik ud på. Det gjaldt også mig selv, og den første aften blev der drukket så tæt, at der ved næste morgens foredrag kl. ni kun mødte 32 ud af de 500 deltagere op. Ikke ligefrem noget imponerende fremmøde. Jeg selv fik listet mig ind i salen langt op ad formiddagen efter at have drukket halvanden liter vand og taget tre hovedpinepiller, der skulle forsøge at holde tømmermændene i skak. Og så pludselig var du der … Hvor fanden kom du fra? Du sad der bagest i salen med din notesblok, din blyant, din blottede hals og et skælmsk smil om munden, og du var så forbandet smuk! Du var den smukkeste kvinde, jeg nogensinde havde set, og jeg havde trods alt set nogle stykker.