Texas

Texas stiller skarpt på økonomisk kriminalitet og dens tilsyneladende usynlige konsekvenser. Det er historien om to venner, der kaster sig ud i et storstilet projekt, som trækker en lige linje fra de sagns- omspundne oliekilder i Texas til den hurtigt etablerede kontorbygning i København med ihærdige telefonsælgere. Her sælges drømme. Drømme om at score den store gevinst og en gang for alle at kunne vinke farvel, til den almindelige funktionærløn og dens konstante utilstrækkelighed. Men som et ungt par får at føle, så er drømmene en ting, noget helt andet er virkeligheden.

KENNETH SARAH ASBJØRN VICTORIA HENRIK JOHANNES CHRISTIAN JACOB SOFIE ANDERS

SARAH kommer ind. Hun stiller sin laptop og sin taske på sit bord. Hun tager mobilen op af tasken, overvejer at ringe, men går i stedet ud og laver en kop kaffe. KENNETH ankommer til sit kontor. Han åbner persiennerne ud til kontorlandskabet og ser SARAH. Han går ud til hende. KENNETH: Godmorgen. SARAH: Godmorgen. KENNETH: Du er da tidligt på den. SARAH: Ja, jeg kom lidt hurtigere ud af døren. KENNETH: Okay. Er du spændt? SARAH: Ja. Eller, det er jo ikke helt sikkert endnu. KENNETH: Hold da op, du er fem point foran. Har du fortalt ham det? SARAH: Jeg sagde det i aftes. Så han insisterede på at få sin Messi trøje på i skole i dag. KENNETH: Der kan du se. Hvis ikke du mente, det var sikkert, havde du ikke fortalt ham det. Pause. SARAH: Er du altid så tidligt på den? KENNETH: For mig der er direktør tid, at man kommer før sine ansatte. SARAH: Nå men, hvordan går det? KENNETH: Det går fint. Jeg bliver interviewet i dag. Lone Søgaard. Eller et portræt er det vel. SARAH: Okay? Til Finansbladet? Tillykke. KENNETH: Tak. Måske du skulle stikke hovedet ind undervejs? Så kan du fortælle hende, hvordan det er at arbejde her. Så bliver det heller ikke kun mig, der snakker. SARAH: Selvfølgelig. Det vil gerne. KENNETH: Godt. Hvad med dig? SARAH: Det går fint, det går rigtig godt. Jeg har lige en samtale, jeg skal have ordnet. Det havde jeg faktisk tænkt mig at gøre nu, inden de andre møder ind. Så er det overstået. KENNETH: Er der problemer? SARAH: Nej, nej, slet ikke, det drejer sig bare om weekenden. SARAH ser på KENNETH, at hun er nødt til at uddybe. SARAH: Det er Lars tur til at have Gustav. Og jeg har lagt besked om det hele, han har bare ikke ringet tilbage... Så nu er jeg nødt til at ringe til ham, og jeg ved præcis, hvordan den samtale bliver. Og jeg orker ikke mere af hans dårlige energi. Hans totale mangel på fleksibilitet. Og det latterlige er, at jeg er nødt til at forholde mig til det / Undskyld. Jeg snakker. Det skal bare overstås. KENNETH: Det er din verden, ikke Sarah? Han lever kun i den. Prøv at høre, du skriver dit eget manuskript, du tegner dit eget landkort. Og hvis han siger, han har forberedt det ene og det andet, så må du jo bare stille det op og spørge, om det kan måle sig med det, du skal. Hvor mange ni-årige får lov til at møde deres aller største idol? Hvor mange får lov til det overhovedet? SARAH: Ikke nogen. KENNETH: Nej. Det er der nemlig ikke nogen, der gør. Og hvis han begynder på at dreje det over på Gustav, og han ikke skal blive forvirret over, hvem der har ham hvornår, så er der vist ikke nogen tvivl om, hvem af dig og Lars der er den voksne. Hvem der sørger for stabilitet, tryghed og omsorg. Du skal til Barcelona i aften, og din søn skal med, og sådan er det bare. SARAH: Ja. Ja.