Amédée eller hvordan skaffe si

Digteren Amédée og hans kone Madeleine i deres spisestue i Paris - isoleret på 15. år med et lig i soveværelset. Liget er på det sidste begyndt at vokse. Benene trænger ind i stuen, og fylder snart det hele. Det må skaffes af vejen, kastes i Seinen! Men det er lettere sagt end gjort. AMÉDÉE er grotesk, grum og poetisk. To tragikomiske figurer i hverdagsdialog i et absurd klaustrofobisk univers. Tredje akt er udfrielsen til det åbne rum, lyset og latteren.

AMÉDÉE Buccinioni, 45 år MADELEINE, hans kone, 45 år [AMÉDÉE II] [MADELEINE II] ET POSTBUD SOLDAT 1, første amerikanske soldat (SOLDAT 2, anden amerikanske soldat) MADO, en pige (EJEREN af bar

MADELEINE: Ja, hallo? . (Samtidig rejser Amédée sig fra lænestolen, går atter hen til den halvåbne dør til venstre, stirrer forstenet). Nej, hr., han er der ikke. Det tror jeg i alt fald ikke. AMÉDÉE: (i samme stilling). Skodderne er hermetisk lukkede. Men det bliver ikke mørkt i hans værelse. MADELEINE: (går hen til Amédée. Hver gang hun forlader omstillingsbordet, tager hun sin hat af, og tager den på igen, når hun vender tilbage). Det er hans øjne der lyser. Du har igen glemt at lukke hans øjne. AMÉDÉE: Hans øjne er ikke blevet gamle. De er stadig lige smukke. Store grønne øjne. Som lanterner. Jeg vil lukke dem for ham, ja, det er bedst. MADELEINE: Det er dig der finder dem smukke. Sikken en omgang litteratur. Du laver livet om til litteratur. En løjerlig skønhed. AMÉDÉE: Jeg har ikke sagt det var løjerligt. MADELEINE: Man kunne godt undvære hans påtrængende skøn-hed. (Man hører en knagende lyd inde fra værelset). Hør! AMÉDÉE: Han vokser. Det er normalt. Det er hans vækstsæson. MADELEINE: Du mener han er som et træ! Han generer sig ikke! Han kommer ved Gud snart til at fylde det hele! Det hele! Hvor skal jeg gøre af ham? Du er ligeglad. Du tager dig jo ikke af husholdningen! AMÉDÉE: Det er rigtigt, han giver os meget besvær. Alligevel imponerer han mig, på trods af alt. Når jeg tænker på. åh, det kunne have været anderledes. MADELEINE: Nu er du igen i gang med at finde undskyldninger for at stå der og glo. Gå dog hen og skriv! AMÉDÉE: Ja! . Ja! . Telefonopkald. MADELEINE: (mens Amédée bevæger sig mod sit arbejdsbord). Jeg har aldrig et øjeblik! (Til Amédée mens hun tager øretelefonerne). Luk døren! (Svarer i telefonen). Ja, hallo? AMÉDÉE: (går tilbage til døren, lægger hånden på håndtaget, kaster endnu et blik ind i værelset, derpå et i retning af Madeleine der er optaget af omstillingsbordet, synes at tøve, lukker så døren og går igen tilbage til sit arbejdsbord; sætter sig). Den gamle mand siger til den gamle kone. Nyt telefonopkald. MADELEINE: (til Amédée, før hun tager telefonen). Du lukker aldrig hans øjne! (I telefonen). Ja, hr. Borg-mester, vær så god, så får De vice-borgmesteren. AMÉDÉE: Jeg skal nok. Han rejser sig, går mod døren til venstre; før han når derhen, siger Madeleine: MADELEINE: (til Amédée, samtidig med at uret viser 11.15). Du kunne også købe ind. Vi har intet til frokost. Tag kurven. AMÉDÉE: (irriteret). Det er ikke let at arbejde under disse betingelser. Du undrer dig over at jeg ikke kommer nogen vegne. Du bebrejder mig oven i købet. Jeg kan ikke arbejde, jeg kan ikke arbejde! Jeg har ikke normale betingelser for intellektuelt arbejde. MADELEINE: Hvad har du siddet og drømt indtil nu? Din trang til arbejde vågner altid i sidste øjeblik! AMÉDÉE: Det er ikke sandt! . MADELEINE: Jeg kan ikke gå fra mit kontor. Det ved du godt. Jeg kan ikke risikere at blive smidt på porten. Find på andre indtægtskilder. Tror du det her morer mig? Hvis du vil have vi skal dø af sult, kan det være det samme for mig! AMÉDÉE: Også for mig, det kan være det samme. Med et liv som dette! MADELEINE: Og dig der altid er sulten! Stakkels dig! Altid klager du over tom mave. Du vil spise hele dagen. (Telefonopkald). Hører du? (Hun tager telefonen). Ja, frue, selvfølgelig! (Til Amédée). Tag kurven, skynd dig, ellers finder du ikke noget på markedet!