Natten har tusinde øjne

Hvordan finder man vej her i livet, når man er ung og søgende? Nogle håber måske på at finde den lige vej, andre vil selv finde vejen – men alle er vi påvirkede af den verden, som lige nu udvikler sig omkring os. Ikke mindst i form af den omfattende afhængighed af nye teknologier, der bombarderer os med informationer om, hvad vi bør gøre, mene, tænke eller tro og stiller krav om, at vi konstant skal være på døgnet rundt. En gruppe unge har besluttet at forsøge at finde frem til ”et sted på den anden side af skoven” – og det skal ske uden kommunikationsmulighed med omverdenen. De vil opleve, hvordan det er at være helt fri og kun have sig selv og deres fælles viden at stole på. Det er noget af en udfordring, viser det sig, og da de midt om natten farer vild og er ved at opgive, bliver de kontaktet af en anden gruppe, som tilbyder at hjælpe dem videre. Men hjælpen koster måske mere, end de unge er parate til at betale.

MEDVIRKENDE: Sara Holger Trine Rasmus Frida Maja Ole Hans Nattens dronning Alexander Valdemar Hildegun Sibylle Richard Karl Grethe Hvis det kniber at besætte alle roller, kan Alexan

HOLGER: Der har aldrig været tale om noget spor. Jeg sagde, at i stedet for at gå hele vejen udenom, var det måske nemmere at krydse ind gennem skoven. FRIDA: Den er meget større, end du troede, ikke også? MAJA: (opgivende) Jeg bliver pludselig så træt. OLE: Måske skulle vi sætte os. HANS: (peger med lyskeglen) Der. Der er et godt sted. De sætter sig i en klump i den ene side af scenen. SARA: Skov og skov og atter skov. Jeg er svedt og ulækker. Nu har vi vadet af sted siden i morges. HOLGER: Vi var enige om at skyde genvej gennem skoven, ikke? MAJA: Kunne jeg bare få noget at drikke. HANS: Er der nogen, der har noget mad? Jeg er dødsulten. Der pakkes ud og sendes rundt. TRINE: (ryster lommelygten) Der er ikke mere strøm på den. (kigger bekymret rundt) Om lidt brænder de ud en efter en. SARA: (Forfærdet) Hvis vi ikke har lys – hvad så? HOLGER: Vi må spare på det. Det er kun nødvendigt at have én lygte tændt ad gangen. Alle slukker på nær Holger. Mørk, knugende stemning. RASMUS: (Tager vandflasken fra Maja) Der skal jo også være noget til os andre, ikke? MAJA: Undskyld. SARA: (til Holger) Hvad har du tænkt dig , vi skal gøre nu? HOLGER: Når vi har hvilet os, så fortsætter vi vel. RASMUS: Jeg vidste det! HOLGER: Hvad? RASMUS: Vi skulle aldrig have lyttet til dig. Det skal bare se ud, som om der er styr på det hele. Du er simpelthen så - ! (nedgørende gestus). OLE: Slap nu af, Rasmus! Tag det roligt. FRIDA: Det hjælper ikke at skændes. TRINE: Skal vi så bare sidde her og rådne op? HANS: (prøver at være morsom) Du stinker allerede! TRINE: Du skulle snakke, dit store bløddyr. HANS: Det var bare for sjov. FRIDA: Vi er nødt til at tage det alvorligt. MAJA: (ængsteligt) Hvis vi aldrig finder ud igen, hvad så? Ubehagelig pause. RASMUS: Havde jeg bare haft mit kompas. TRINE: Et kompas! (vrænger) Nord, syd, øst, vest. Hvad skulle det gøre godt for? RASMUS: (belærende) Når du tror, du går lige ud, så trækker du i virkeligheden en lille smule til den ene side, for hvert skridt du tager. Hvis ikke, du har styr på verdenshjørnerne, ender du til sidst med at gå i ring. TRINE: Spar mig for alle dine forklaringer! Kompas og kogekar! Vi lever i nutiden, Rasmus. Det var åndssvagt at droppe mobiltelefonerne. FRIDA: Der skulle ikke være nogen livline, vel? Vi ville prøve at klare os uden. Du var selv med på det.