Hjorten

Frey og Jarl er det modsætningsfulde par, der møder hinanden og oplever den store kærlighed. Hun er designer, han er skovfoged på det gods, hun arver. Så burde symbolikken være til at få øje på, skulle man mene.

1 kv 1 md

JARL: Kom? FREY: Ja. Ud i skoven. Kom. JARL: Nu? FREY: Ja. JARL: Det skal vi ikke. FREY: Hvorfor ikke? JARL: Det bli'r mørkt. FREY: Og hvad så? Du sover alligevel i skoven. Har du en ekstra sovepose - så låner jeg den. Det ku' sgu da være hyggeligt! Ligge og putte i løvet som en bymus på spejdertur Jeg har en halv flaske rom fra Guatemala i tasken. Jeg ku' fame godt tænke mig at skyde noget. Så er man involveret i livet. Hvordan føltes det at skyde ham der? JARL: (Tager riflen fra hende). Hvorfor gør du ikke dig selv og os alle sammen en stor tjeneste og tager hjem hvor du kommer fra. Du hører ikke til her. FREY: Halleluja. Det kan jeg da komme til - JARL: Du har ingenting at gøre her. FREY: Nej. Jeg ejer det bare. JARL: Ejer? FREY: Det hele. Alting omkring dig. Godset, skoven, søen, mosen, engene. Hytten her. JARL: På grund af en lille blå krusedulle på et ark hvidt papir? FREY: Faktisk behøver jeg overhovedet ikke argumentere overfor dig. Jeg er chef - du er skovfoged. Jeg ka' bare sige: vis mig min skov. JARL: Ta' selv ud i den. Jeg vil ikke være med til at forurene naturen. FREY: Tror du, jeg ånder bilos ud af lungerne?! Godt nok sagde Jokumsen, du var sær - JARL: Jeg siger op. FREY: A'fuch'a'you'mand! Det ka' du da ikke. Du ka' sgu da ikke bare sige op? Og du mener det heller ikke. JARL: Nej? Din skov? Det kan være, du kan plante et træ, men du kan ikke bestemme om det ka' gro, hvordan det gror, om det bliver ædt. Det ka' være, du ka' fodre