Natmad med Oberstinden

Oberstinden er plejehjemmets skræk. Lænket til sin kørestol tyranniserer hun alt og alle, og sender den ene plejer efter den anden på sygeorlov. Og nu har hun besluttet at hun vil dø. I dag. Inden fyraften. Plejehjemmets ledelse må tilkalde forstærkning: social og sundhedsassistent Lillian Hansen ankommer, for med en fast, men kærlig hånd, at give den genstridige Oberstinde livsmodet tilbage. Scenen er sat for en kamp mellem to viljer, to livssyn, to klasser, to mennesker, som dog ligner hinanden i den egensindighed og lidenskab hvormed de kæmper mod livet.... Konfronteret med døden, mødes de to i et øjebliks spejling, der ændrer alt.

3 medv.

OBERSTINDEN: Ja! Det banker igen på døren. OBERSTINDEN: (Råber). Det var da fandens til bankeri! (Råber højere). Ja! sagde jeg. Kan de ikke høre? Er de døv? Hallo! Døren åbnes og Lillian stikker smilende hovedet ind. OBERSTINDEN: Dem. Igen! LILLIAN: Må jeg komme ind? OBERSTINDEN: Nej. LILLIAN: (Ler - og går ind). Nå, Fru Hansen er frisk igen, kan jeg høre! Tavshed - der pudses sabel. LILLIAN: (Ser på den skarpe klinge). Nu ingen dumheder, vel Fru Hansen? Ellers bliver vi nødt til at konfiskere .. våbenet der. Inden nogen kommer til skade? Tavshed - der pudses ivrigt. LILLIAN: Var det ikke noget med en lille rask spadseretur inden aftensmaden? OBERSTINDEN: Sig mig, er De både døv og blind? Enhver ved sine sansers fulde brug vil i ét blik kunne se, at jeg ikke er en person, der spadserer. Hverken før eller efter aftensmaden! LILLIAN: Så siger vi det. Jeg spadserer, Fru Hansen triller. Det er sommer. Vejret er dejligt og frisk luft giver god appetit! OBERSTINDEN: Sukker! Mere sukker! Det klistrer. Klistrer! (Løfter sablen truende). Jeg forstår at kommunen har indkaldt Dem specielt til opgaven. At man har sat selveste "Special Force" ind mod min ringe person. Jeg er beæret. Man er altså ikke uden betydning. Der står respekt om ens person. I kommunen! Man er måske ligefrem almindelig frygtet. Ha! Man udgør en trussel. Mod den hellige og almindelige fredelighed og fordragelighed. Ha! LILLIAN: Nu betragter vi ikke vore beboere som trusler..eller som fjender, Fru Hansen. Tværtimod. Kommunen sørger godt for alle sine ældre med-borgere. Vi tilbyder velfærd for alle. Uden undtagelser. Eget værelse. Med bad. Og udsigt til grønne områder..