Rød Oresti

1. akt. Kong Agamemnon vender hjem som sejrherre efter 10 års krig mod Troja. Hans dronning, Klytaimestra, har utålmodigt ventet på hans hjemkomst for at hævne deres datter, Ifigenia, som Agamemnon efter sigende ofrede til guderne i begyndelsen af krigen. 2. akt Orestes kommer for en domstol i Athen. Furierne anklager ham for moderdrabet, men Thrasymachos optræder som hans forsvarer, der bestikker dommeren til at udnævne historiens første nævningedomstol. Orestes frikendes i demokratiets navn. 3. akt Orestes´ søster Elektra har levet en skyggetilværelse bag Argos´ tykke mure, mens hun drømmer om oprør mod det demokratiske regime, som Orestes og hans elsker Pylades har indført. Men så dukker den synske slavinde Kassandra op. Kassandra forsøger med en revolution at omvælte styret. Under hendes indflydelse blomstrer Elektra op som revolutionær heltinde. Men Kassandra mærker gennem sine syner, at der venter revolutionen og hende selv et grusomt endeligt.

11 mænd 7 kvinder Persongalleri, 1. akt Kong Agamemnon Dronning Klytaimestra Orestes, deres søn Elektra, deres datter Kassandra Thrasymachos Pylades Anytos Meletos Herodot En Præstinde

I RØD ORESTI indgår passager fra følgende dramaer af Euripides: ELEKTRA, ORESTES og IFIGENIA I TAURIS - og passager fra dialogerne af Platon: SOKRATES´ FORSVARSTALE KRITON Revolutionens datter vil stige af toget. I dag. Uddrag af teksten: ORESTES: Menelaos forsvandt af syne for den græske hær i begyndelsen af krigen. Hans skib forsvandt også. Nu har du hørt hvad der er sandt. MELETOS: Jamen, stak han af fra Troja, mens I så til? Eller splittede et uvejr flåden ad? ORESTES: Der ramte du som mesterskytte. Al vor nød, så bred og lang, er udtrykt i de knappe ord. MELETOS: Og hvad mener de, der har forstand på vind og hav? Tror de han lever, eller tror de han er død? ORESTES: Om det kan ingen give besked undtagen én. Apollon, solguden der hersker over os. MELETOS: Fortæl mig om det uvejr, som de himmelske slap løs mod den græske flåde, og hvordan det rased ud. ORESTES: Nuvel. Om natten kom det onde fra det vilde hav. En storm fra Thrakien slog skibene med vold imod hinanden, horn mod horn, så spanter fløj. Tyfonen peb, og bølgen slog, og så forsvandt de andre helt af syne, som en flok får der spredes, når en dårlig hyrde slår med en pisk. Og da solens fakkelskær blev tændt igen under de sorte trykkende skyer, ser vi Ægæerhavet blomsterstrøet med lig af græske mænd og vraggods fra vor flåde. Os og vores skib- ja, som I ser, så var der én der stjal det fri af faren, så skroget holdt; Apollon har lagt sin hånd på roret, ingen mand. Det viljestærke held var med os og...