Frihed

Mange unge er i dag fascinerede af historierne fra 2.verdenskrig, alt imens de lever i en tid, hvor krig stadig hører til hverdagen rundt omkring i verden. Og unge følger også med i medierne og bliver her informeret om flygtninge, der søger tilflugt i Danmark pga. krigsoplevelser - og har deres egne holdninger til, hvordan vi behandler disse flygtninge. - Er angsten for "de fremmede" et fænomen, som mange unge i en globaliseret tidsalder ikke længere vil tolerere som en fremherskende holdning? - Er det lettere at forstå nutiden ved at vende tilbage til fortiden? Tre unge tyske soldater ankommer til Espergærde i midten af maj 1945. En ankommer hårdt såret af pistolskud, en fuld af forventningens glæde og en med favnen fuld af kone og stuepiger. Fælles for de tre er, at de er tyske flygtninge, der søger den danske stat om opholdstilladelse og nu skal bo sammen i en interimistisk indrettet svinestald indtil, afgørelsen falder. Med krigens endnu åbne sår på sjælen bliver de her udsat for endnu flere prøvelser i umenneskelige omgivelser. Et debatskabende ungdomsdrama, fuld af alvor, humor, romantik og dramatik.

ROLF Meyer, tysk soldat. HEINRICH Müller, tysk soldat. NENA Müller, hustru til Heinrich . ZENIA Schwartz, stuepige hos frau Müller. HEIDI Heine, stuepige hos frau Müller.

På stien. Rolf har en lille seddel i hånden. ROLF: Brevet var ikke meget større end det her. Indkaldt som soldat, stod der.(pause) Jeg havde haft lærepladsen i to måneder og vi fik mad næsten hver dag. Jeg var så sikker på, at det var en fejl. Fortalte dem, at jeg var stolt over at være tysker, men at …(pause) Det tilgiver jeg aldrig Tyskland.(pause) Nu kommer de snart. Emma. Og lille Irmgaard. Stjernerne i mit liv. Det er ikke til at forstå. Så meget lys. Dobbelt lys. (danser rundt om sig selv, mens han nynner en lille melodi) Det er helt skørt.(sætter sig på bænken) Måske skulle jeg tage den lyse skjorte på, inden Emma kommer. Eller plukke en buket blomster. Irmgaard er sikkert blevet stor. Fars store pige. HEINRICH: (kikker på Nena, Zenia og Heidi) Alle holdt.(pause) Åh. Gud. Jeg lyder fuldstændig som far. Han troede altid, han kunne gøre lige hvad der passede ham. Med penge og magt. Meldte mig ind i Hitler -jugend.(gør nazi hilsen) Kæft, trit og retning. Så blev han skudt. Troede han også kunne styre Gestapo.(pause) Måske var det en slags hævn, at de indkaldte mig. For pokker. Med fars penge gik det lige så godt, og Nena og jeg var blevet gift og....så bliver man sendt til Danmark. (pause) Som menig soldat. Det skulle de aldrig have gjort. NENA: Her dufter af forår. Nøjagtig som den dag. For to år siden. En søndag var det. Vi promenerede i parken. Solen skinnede og det var lunt. For første gang det år. Heinrich i sit nyeste, nålestribede Jardex jakkesæt og sorte hat.(smiler) Han lignede Clark Gable. Og jeg i min olivengrønne spadseredragt. Figursyet med passepartout lommer, kantet med fløjlsbånd i ærmerne. Folk stoppede op og kikkede efter os.(pause) Hvis han bare for en gang skyld havde lyttet til mig, kunne vi måske ha´ undgået det. Men nej, han ville absolut hjem efter en time. Og så var de der. Tre mænd fra Gestapo. Stuepigen havde lukket dem ind. De bad Heinrich om at følge med. Han var indkaldt, sagde de. (pause) Han spurgte, om det var i orden, hvis han mødte op dagen efter, så han kunne sige ordentlig farvel. Jeg ved ikke, hvad han mente med det, men de sagde i hvert fald nej. Jeg løb ind i soveværelset og satte mig foran spejlet. Så kom Heinrich ind og sagde farvel.(pause) Da jeg fik brevet fra ham, pakkede jeg straks og tog til Danmark.(pause) Jeg ved nu ikke helt, hvorfor vi skal bo her. ZENIA: Din lille fjollede hat er ved at falde af. HEIDI: (tager sig til hatten) Synes du, den er fjollet. Hvad med din egen. ZENIA: (griner) Den er også fjollet. (hun sætter kufferten) Jeg føler mig som et pakdyr. HEIDI: Jeg fik én lille bluse og én nederdel med. Det var det hele. ZENIA: Det samme her. HEIDI: Dig der elsker tøj. Hvad så (hun går rundt om hende) Har du taget det på. Sådan flere lag ovenpå hinanden. ZENIA: Nej. Altså. HEIDI: Nej. ZENIA: Nej. HEIDI: Nej. ZENIA: Nej. Spot på Zenia. ZENIA: Frau Müller var jo helt ulykkelig, da han blev indkaldt. Da havde jeg været hos dem i tre måneder. Men jeg kunne jo godt se det. Helt dum er man jo ikke. Hun var jo ked af det. (pause) Så ansatte hun en stuepige mere. Hun er OK. Gør hvad jeg siger. Frau Müller sagde, at vi gerne måtte tage med. Vi kunne jo også bare blive i Berlin. Det var der vi boede. I en 12 værelses… 10 værelses. De to yderværelses forsvandt, da huset ved siden af blev bombet. Hun solgte lejligheden, - eller det der var tilbage af den (ser sig omkring) Man kan jo altid se, hvad der sker her. København er vel ikke så langt væk. De viser vel Biograffilm. Spot på Heidi HEIDI: Mor elskede Berlin. Hun ordnede Frau Müllers hår. Hver fredag. Det var sådan jeg fik jobbet. Gennem mor.(pause) Hun har strikket den her sweater. Af tre andre. Hun trevlede dem op og strikkede en ny af garnet. Jeg holdt, når hun skulle vinde garn op.(pause) Min mor har altid sagt, at man aldrig skal tage chancer. Man skal stikke fingeren i jorden, og tænke sig godt om. (pause) Frau Müller gav os to timer. Arbejdsløs. Boligløs. Smadret by. Ingen venner. (pause) Og mor døde i forrige uge.