Skriverjomfruen

Charlotta Dorothea Biehl - kaldet Skriverjomfruen - levede i 1700-tallet, og hun var Danmarks første professionelle kvindelige forfatter. Hun skrev romaner, noveller, historiske breve og skuespil, og det var først og fremmest skuespillene, hun blev mest kendt for. De blev opførte i 1760'erne på Skuepladsen dvs. Det kongelige Teater. Hun var ugift, boede derfor i sin fars hus, så længe han levede. I sit sidste leveår bor hun alene i en lejlighed, der ligger på hjørnet af Kongens Nytorv og Store Kongensgade i København. Hun har mange smerter og hendes eneste håb er, at hendes hjerteven, Johan Bülow, der er en mægtig mand i Kongens tjeneste, vil komme og besøge hende. Hun længes, hun lytter efter hans trin på trappen, og hun mindes.

1 kv

JOMFRUEN: Heller ikke i dag... heller ikke i går...heller ikke i sidste uge...heller ikke. (Hun hoster stærkt) Hold så kæft, ti... Er det ikke nok, at fisken sidder dernede og lurer og murer. (Hun tager sig til underlivet) Jo, jeg ved, hvordan du ser ud. Sort og skællet er du med lange, gule tænder. Dine tænder er de værste, for de river og rusker. Og når du ikke river og rusker, så står du derinde og lurer. Som en gedde under en brink. En dag lykkes det dig at bide igennem... Men dig har jeg levet med i lange tider. Jeg har fulgt dig, fra du var ganske lille og blot en trækning. Så blev du til en smertende iling, noget som kom og svømmede væk. Og nu har du vokset dig stor, du mit eneste barn. En fisk med lange, spidse tænder. Men ham her (Hun tæsker på sit bryst) Han er ny, ham hader jeg, Hans velærværdighed hr. Hoste, M.le Toux. Så ti da. (Hun hoster længe) Dybsort mørke med smertende, lysende stjerner, hostestjerner; de har længe været de eneste stjerner, jeg ser. Og en dag splintrer de mig. (Hun hiver efter vejret og spytter i et spyttekrus. Hosten stilner langsomt af.) Ah, tak. Agter De virkelig at holde en pause, min herre? I fald er jeg Dem yderst taknemmelig. Deres ærbødige tjenerinde takker Dem, kysser ydmygt Deres klo af en hånd... (Hun ser ned over sig) Vorherr bevares. Og så er der fornemme og rige folk, der drager til Rom for at studere ruiner. De kunne nøjes med at studere mig... (Hun sidder lidt og piller tråde ud af slåbrokkens slidte ærme) Den må holde tiden ud. Det varer ikke så længe, timeglasset er vendt for sidste gang, sandstrålen bliver tyndere og tyndere. (Hun tager sig igen til underlivet) Hvis du så mig nu, hvad ville du så sige? Ingenting, for du er høflig. Du lærte det der med høfligheden nede i Sorø, på Ridderakademiet. Men du vil tænke, jeg kender dig, og du tænker. Det er derfor, du holder dig væk. Du kan ikke holde ud at se på mig. Ikke holde mig ud. Heller ikke i morgen kommer du, heller ikke... Jeg ved det...Hvornår du sidst gav lyd fra dig? Jeg skrev det op. (Hun roder i papirerne på bordet) Jeg skrev det op...