Aladdin og den vidunderlige la

”Aladdin og den vidunderlige lampe” er et klas-sisk eventyr. Det rummer det hele: Kampen mel-lem gode og onde kræfter, intriger, tryllerier, be-gær, magt og afmagt, henlagt til orientalske ram-mer med paladser, haremsdamer, en sultan og en vezir osv. Vi fandt fortællingen velegnet til opsætning som musical med alle dens muligheder for dramatiske scener, flotte optrin, overraskende sceniske effek-ter, fest og farver, sang og musik. Første del af materialet er tænkt som et forslag til, hvordan man kan gøre – hvordan man kan løse tekniske problemer, opbygge scenerne osv. – og afspejler måden vi arbejdede på. Men det skal kun læses som forslag, for stykket kan i vid udstrækning tilpasses både m.h.t. antal medvirkende og de faciliteter man råder over (lyd, lys, rummets muligheder). Et partitur med musikken kan købes hos forlaget DRAMA.

Rolleliste Aladdin Mor Ånd Fortæller Troldmand/onkel/købmand Sultan Vezir Vezirens søn Gulnare 4 naboer Far Guldsmed Jøde Kammerpige Opråber 3 købmænd Trommeslager Soldat 1 + 2 Bø

Fortællermusik FORTÆLLER: Der var engang en skrædder, som boede i Bagdad. Hans navn var Mustafa, og han havde kun en eneste søn, der hed Aladdin. Denne dreng duede ikke til noget. Han var en doven knægt, og han trængte til at få prygl både morgen, middag og aften. Hans far skældte ud og sagde, at han var en døgenigt, men hvad hjalp det? Faderens ord gik ind af det ene øre og ud af det an¬det, så intet blev hængende. Livlig aktivitet i byen. Aladdin løber rundt og leger. Naboerne er på plads følger med i hvad der sker FAR: Aladdin! Aladdin, din skarnsknægt! Kom herhen! Kom her¬hen med det samme, din bandit! Aladdin forsøger at gemme sig. Faren løber efter ham, men Aladdin forsvinder i mængden. FAR: Aladdin!! - Din umulige knægt - Du kan bare vente, til jeg får fat i dig! NABOER: 1: Har I hørt det? - Har I hørt det? - Nu er skræd-deren igen på jagt efter sin søn. Se bare der! 2: Ja, det kommer der af ikke at opdrage sine børn ordentligt! - Men det er jo blot, hvad man kunne forvente. - Det er jo kun simple folk! 3: Ja, ja, det er lige det, jeg mener. - Hvis det var min søn, sku’ han ha' en go', gammeldags røvfuld. - Det var det, han sku ha', ja! 4: Ak ja, ak ja. - Dengang jeg var barn, adlød man sine forældre og gjorde, hvad der blev sagt, og det har jeg aldrig taget skade af - Ak nej, ak nej! Fortællermusik FORTÆLLER: Flere år gik på denne måde. Aladdin opførte sig, som han havde lyst til. Men, da han var blevet 14 år, skulle han lære et håndværk. Og han skulle, som det var tradition i Bag¬dad, følge i sin faders fodspor og oplæres som skrædder, hvil¬ket dog ikke havde Aladdins interesse. FAR: Aladdin - fra i morgen af er du min læredreng, har du for¬stået?! ALADDIN: Ja, ja, men jeg ska’ jo også have tid til at lege. FAR: Nej, det ka’ du tro, du ikke ska’! Og Allah nåde og trøs¬te dig, hvis du ikke forandrer dig og bliver flittig! ALADDIN: Det vil sige, hvis jeg er rigtig flittig om formidda-gen, så ka’ jeg lege med mine venner om eftermiddagen? FAR: Det er ved Allah i himlen du ikke kan!! - Hvis du ikke tager dig sammen og syr, så blodet sprøjter ud under neglene på dig, så ska’ jeg varme dine rygstykker med min alenstok. - Aladdin! – Aladdin!! - Du kan vente til jeg far fat på dig - om så jeg ska’ knække min alenstok på dine rygstykker!!! Faderen løfter truende sin alenstok efter den flygtende Aladdin. Fortællermusik FORTÆLLER: Men det gik nu, som faderen ønskede. Aladdin kom i lære, og faderen lærte ham, hvordan han skulle håndtere nål, tråd og saks. Det var måske ikke så meget faderen, Aladdin hav¬de respekt for, men snarere faderens alenstok, som han i denne periode ofte stiftede bekendtskab med. Således gik der et år. Da blev den gamle syg, og et par uger efter var han død. Hans kone forstod nok, at Aladdin aldrig vil¬le blive til noget. Derfor solgte hun skrædderværkstedet med alt værktøj og fik så meget for det, at hun til nød kunne leve. NABOER: 1: Har I hørt det? Har I hørt det? - Skrædderkonen har solgt værkstedet. 2: Ja, det var jo blot, hvad man kunne forvente. - Men man kan jo ikke engang ha' ondt af skræd-derkonen. - Hun ligger jo, som hun har redt!